Kære du. 

Jeg kan forstå på dit brev, at du har det rigtig, rigtig svært, og at der er rigtig meget, der fylder hos dig lige nu. Du skriver, at du føler dig overfladisk og patetisk over at have skrevet herind, og det vil jeg gerne starte med at sige, at det er du ikke. Cyberhus er en side, hvor man kan komme og få vendt sine tanker med en anden, måske få et råd eller to, men vi er her også, hvis man "bare" har brug for at få sagt tingene højt til nogen, som vil lytte. Og det lyder til, at noget af det, du måske trænger allermest til, er en, som virkelig vil lytte til dig, og det du går og bærer på. Derfor synes jeg, at det er rigtig godt, at du har skrevet herind, og jeg vil gøre mit bedste for at give dig et svar, som kan hjælpe dig lidt på vej. 

Du skriver, at det går fint i skolen både fagligt og socialt, men at du ikke har været i skole i et stykke tid, fordi du har det dårligt, og det lyder til, at det i høj grad er din hjemmesituation, som gør, at du har det dårligt. Du fortæller f.eks. at du ikke længere ser din far, fordi det ikke er et sundt miljø at være i, og at det heller ikke har været det for din storesøster. Jeg tænker på om, det er en beslutning du selv har taget, eller om det er en beslutning, som nogen andre måske din mor har taget på dine vegne? Forstå mig ret, det lyder som om, at det i hvert lige nu er en god idé, at du ikke skal forholde dig til din fars turbulente liv, da du har nok på din egen tallerken, men jeg tænker alligevel, at hvis der ikke er nogen, der har snakket med dig om det inden, at det så måske kan være noget, som kan have givet anledning til tristhed og frustration, som du ikke har fået bearbejdet? Det er ikke sikkert, at det er sådan, men hvis du sidder med en fornemmelse af, at der er nogle følelser i klemme omkring den her situation med din far, så kunne det måske være en god idé at få snakket om det med én, du stoler på. Det kan være din mor eller måske en af de voksne fra din skole, selvom du skriver, at du føler, at de er illoyale. Det vender jeg tilbage til om lidt. 

Inden vil jeg gerne knytte en kommentar til din situation lige nu. Du skriver, at du bor med din mor, og at du har fortalt hende, at du har slugt klor for et stykke tid siden, hvilket er rigtig godt og stærkt gået. Du skriver dog også, at du ikke har lyst til at fortælle hende, at du er begyndt at cutte dagligt. Jeg forstår godt, at det kan virke skræmmende, specielt når du skriver, at hun ikke vil kunne forstå det, men jeg tænker, at det måske er et voldsomt pres, du ligger på dig selv, når du vælger at holde det hemmeligt. Jeg tænker, at nogle gange når folk ikke forstår cutting, så er det fordi, de tror, at det i sig selv er rart at skære i sig selv. Cutting handler ikke om, at den fysiske fornemmelse af at skære er rar, men i stedet at det kan give en eller anden form for lindring at kunne forholde sig til en fysisk smerte i stedet for en psykisk smerte. Du skriver, at for dig er det afstressende at cutte, og jeg tænker, at hvis du forklarer din mor, at det handler om, at du i øjeblikket får ro fra dit hoved, så kan det være, at hun vil forstå det nok til, at I i hvert fald kan snakke om det. Det tænker jeg kunne være en god ting, så cutting ikke er endnu en ting, som du skal bære rundt på.

Du fortæller også i dit brev om din oplevelse på BUC og dine oplevelser med din lærer og sundhedsplejersken. For mig lyder det til, at det alle er nogle situationer, hvor du måske føler dig en smule tabt, og som om du ikke bliver hørt? Du skriver, at de ikke har gjort de ting de har lovet, og jeg forstår virkelig godt din frustration. Du har rækket hånden ud efter hjælp, og så er det mega frustrerende, at der ikke bliver fulgt op. Det er uretfærdigt, frustrerende, irriterende og unfair, at det skal være sådan, for du fortjener, at der bliver taget hånd om dig, men de her ting sker desværre engang imellem. Jeg tænker ikke, at det er noget, nogen af dem har gjort af ond vilje, men nogle gange så smutter tingene fra os, og så kommer der noget nyt, man skal forholde sig til. Derfor tænker jeg også, at du og din mor er i jeres fulde ret til at besøge BUC igen eller ringe derind og minde dem om, at I stadig venter. Alternativt kan det også være, at I kan tage sagen lidt mere i egen hånd. Det kunne f.eks være en mulighed at kontakte en privatpraktiserende psykolog, som kan hjælpe dig. Der er i hvert fald ofte kortere ventetid.

I kan også overveje at tage kontakt til Psykiatrisk Rådgivning og høre, hvad de tænker om din situation. Derudover er der i Aarhus Kommune også en Enhed for Selvmordsforebyggelse, som måske kunne være en mulighed. Jeg har vedhæftet nogle links, hvor du eller din mor kan læse lidt om det. Jeg kan godt forstå, at du måske umiddelbart ikke har lyst til at prøve igen, når du allerede føler, at der er sket nogle svigt, men jeg er lidt usikker på, om dine selvmordstanker er opstået før eller efter din kontakt med BUC? Jeg tænker, at det er et forsøg værd uanset, for måske det ikke er blevet helt tydeligt for kvinden fra BUC, hvor slemt du havde det. Og hvis selvmordstankerne er noget som er opstået efter, så tænker jeg, at det er ekstra vigtigt at tage kontakt igen, da det kan have stor betydning for deres vurdering af din situation, og hvad der er nødvendigt.

Du fortæller, at du også føler at din veninde har svigtet dig, og det virker til, at det er svært for dig, fordi du ved, at hun om nogen forstår, hvordan du har det lige nu. Det kan jeg virkelig godt forstå, for det er i situationer som den, du oplever nu, at man har allermest brug for dem, man holder af, men desværre er det ikke alle, som er lige gode til at håndtere andres smerte. Det kan f.eks. være, at din veninde synes, at det er rigtig hårdt at skulle se dig i samme situation, lige præcis fordi hun ved, hvor hårdt det er. Det gør det selvfølgelig ikke mindre ubehageligt at være dig og at føle, at du står lidt alene tilbage, og derfor tænker jeg også, at det måske kunne være en rigtig god idé at snakke med din veninde og fortælle hende, hvordan du har det, og at det gør dig ked af det, at du føler, at hun ikke gider jeres forhold lige nu. Det er ikke sikkert, at det vil ændre noget, men jeg tænker, at det måske kunne være meget rart at få tingene sagt til hende alligevel, så du ved, at du har dit på det rene.

Jeg lægger mærke til i dit brev, at du ofte taler grimt om dig selv, siger at du er grim og klam. Jeg tænker på, hvordan det kan være, at du tænker de her tanker om dig selv? Er det måske en måde, du kan straffe dig selv for, hvordan du har det? I så fald er det vigtigt for mig at fortælle dig, at det ikke er din skyld, at du har det, som du har det. Derfor har du også fortjent at få hjælpe ligeså meget, som alle andre har, og ligesom din veninde fik. Hvorvidt vi som mennesker bliver syge eller ej, og hvorvidt det er fysisk eller psykisk, det er ikke noget, vi kan gøre for, men vi kan søge hjælp, og det har du gjort igen og igen, hvilket er fantastisk. Du virker vred og frustreret, og det forstår jeg godt, men jeg håber, at du har mod på at prøve at bruge de følelser som drivkraft og motivation til at give det en chance til. Jeg ved godt, at det er svært, for du har gjort meget allerede, men selvmord er aldrig den rigtige løsning, for du kan få det bedre, og du fortjener at få det bedre. Du fortjener at komme ovenpå igen, så du kan nyde livet og gode stunder med alle dem, du elsker, og som elsker dig, og som vil savne og mangle dig resten af livet, fordi DU er en vigtig del af deres liv og glæde. 

Som sagt så forstår jeg dog godt, at det hele kan føles enormt overvældende og uoverskueligt, og derfor tænker også, at når det føles som om, at det hele ramler, så kunne det måske være en god idé at kigge forbi vores 1-1 chat, hvor der vil sidde en rådgiver klar til at lytte til dig, og det du har på hjertet. Alternativt kan man også kontakte Livslinjen, som er rigtig dygtige, når det kommer til selvmordstanker. Det kan også være, at du kan lave en aftale med din mor om, at du kan ringe til hende i de situationer, for jeg tænker, at det er vigtigt, at du ved og kan mærke, at du ikke er alene. 

Jeg er klar over, at det er blevet et langt svar, men jeg håber, at det giver mening, og at du i det kan finde motivationen til at kæmpe videre. Jeg er i hvert fald sikker på, at du har det i dig. Jeg sender dig mange varme, gode og positive tanker. 

De bedste hilsner Amanda