Kære du

Det lyder ikke særlig rart, at du føler dig alene til håndbold, og at du føler, at det altid er dig, som skal stå alene tilbage uden en makker. Det er slet ikke en rar følelse, og jeg kan virkelig godt forstå, at du er træt af det. Samtidig synes jeg dog, at det er helt vildt godt gået, at du har forsøgt at tale med din træner om det. På den måde har du faktisk selv forsøgt at løse problemet, i stedet for at stå og håbe på, at det måske blev bedre helt af sig selv. Og det synes jeg altså er mega stærkt gået. Samtidig er det selvfølgelig rigtigt ærgerligt og måske lidt frustrerende også, at din træner så ikke helt kunne forstå og hjælpe dig med dit problem. Men jeg synes stadig er det er stærkt, at du faktisk har forsøgt at ændre på det, og jeg vil prøve at komme med nogle forslag til andre ting, du kan prøve, som måske kan være en hjælp. 

Jeg tænker, at når man sådan går til holdsport, så kan der nogle gange godt gå lidt vane i, hvem man er sammen med. Måske det samme er sket på dit håndboldhold? Altså at det på den måde ikke handler om, at de andre ikke vil være sammen med dig, men at de bare af vane går sammen med hinanden to og to? Hvis det er sådan, så kunne det måske være en idé at prøve at spørge nogle af de andre, om I ikke kan gå sammen til træning? Det kunne f.eks. være inden træning eller under træning, at du kunne spørge en af de andre. 

Det kan også være, at du ses med nogle af dem fra håndbold udenfor træning og kamp? Måske du kunne spørge en af de andre i den forbindelse? Eller måske endda fortælle nogle fra dit hold, at du faktisk godt kan føle dig lidt alene til træning. Som jeg skrev før, så tænker jeg nemlig, at det ikke er sikkert, at de andre fra dit hold har tænkt over, at du tit er den, som står tilbage. Så hvis de nu fik det påpeget og fik at vide, at det gør dig ked af det, så kunne det jo være, at de ville være mere opmærksomme på, at du også skal have en makker. Det håber og tror jeg, at de vil, hvis de er nogle gode holdkammerater. For gode holdkammerater passer på hinanden og hjælper hinanden. 

En anden mulighed kunne måske være at prøve at tale med dine forældre om det, og måske I så sammen kan snakke med din træner, så du kan få hjælp til at forklare ham, hvad det er, som sker til træning, og at det gør dig ked af det? 

Det var sådan lidt tanker om nogle ting, som du selv kunne prøve at gøre, hvis det er. Men du skriver også i dit brev, at du føler, at du ikke engang rigtig gider at prøve mere. Og det kan jeg godt forstå. Det er helt okay at stoppe til noget, hvis det ikke længere gør en glad men i stedet er blevet til noget, som gør en ked af det. Så hvis du ikke har lyst til at gå til håndbold mere, så er det måske det, som er løsningen? Det kan godt være lidt skræmmende eller mærkeligt at skulle stoppe til noget, som man måske har gået til længe, men nogle gange så tror jeg, at det er meningen, at ting kun gør os glade i en bestemt periode. F.eks. er der nogle venner, som man kun har i en bestemt periode af ens liv, og så vokser man lidt fra hinanden. Det kan være mega svært og mærkeligt, men jeg tænker ikke, at de gode år med venskab, som man så har haft sammen, bliver mindre værd, bare fordi man ikke er venner for evigt. Sådan er der nok egentlig så meget i livet, som kommer og går igen i takt med, at man udvikler sig, hvilket vi jo gør hver dag. F.eks. skifter man måske lidt i, hvad for noget musik, man har lyst til at høre? Eller hvad for noget tøj, man gerne vil gå i? På samme måde tænker jeg, at det er helt okay, at der sker ændringer i, hvad man har lyst til at bruge sin fritid på. Hvis du f.eks. ikke længere har lyst til at gå til håndbold, så er der måske noget andet, du hellere vil bruge din tid på? En anden sport eller hobby eller måske bare på at være sammen med venner og sådan? Det er i hvert fald noget, du kan overveje. 

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej, og så ønsker jeg dig alt det bedste. 

Store knus,

Dagmar