vægt

brevkassespørgsmål

vægt

brevkassespørgsmål af
Julle
12 år
Oprettet 4 år 11 måneder siden

Hejj, Jeg har det problem at jeg er EKSTREMT utilfreds med migselv. Jeg er 182-183 og vejer HELE 66-68kg. Jeg har det problem at jeg har ekstremt meget fedt på benene og det gør at jeg er meget usikker med fx. at gå med shorts, nederdel, kjoler, osv. Ved ik helt hvad jeg skal gøre ved det da jeg dsv. ikke må starte i et fitnesscenter endnu, og at jeg føler mig SINDSYGT umotiveret til at gøre noget derhjemme. Hvad skal jeg gøre?? Vi kommer jo snart ind i foråret og dernæst sommer, så, håber at jeg kan få et relativt hurtigt svar, da det er noget der påvirker mig meget..

Svar: 

Hej Julie,

Tak for dit brev her i brevkassen. Jeg tror, at rigtig mange har det som dig og er utilfredse med deres krop, og det er super ærgerligt. Ofte kan man igennem de sociale medier få en urealistisk idé om, hvordan man skal se ud for at være flot og "rigtig", og der er mange reklamer om at få en lækker sommerkrop. Det er ikke virkeligheden, og der findes ikke en rigtig eller forkert måde at se ud på.

Jeg kan godt forstå, at det fylder meget for dig, og at du bliver meget påvirket af at have det sådan her, så jeg vil forsøge at give dig nogle råd. 

Først og fremmest vil jeg fortælle dig, at du er helt normalvægtig. At være 182-183 cm høj og veje 66-68 kg er helt, som det skal være og på ingen måde tæt på at være i kategorien overvægt. 

Hvis du gerne vil træne hjemme kræver det vedholdenhed og lidt tid for at opbygge en rutine. Ligesom med træning i et fitnesscenter tager det tid, før man kan se et resultat, men det er super nemt at komme igang derhjemme og der findes både apps, YouTube videoer og en masse gratis træningsprogrammer på nettet. Det er sundt at bevæge sig, og du kan overveje, om der er en anden sport end lige fitness, du kan dyrke, så du kan føle dig bedre tilpas i din egen krop. Svømning er en god træning for hele kroppen med minimal risiko for belastninger og skader.

Jeg hæfter mig ved, at du skriver HELE 66-68 kg, og at du har ekstremt meget fedt på lårene. Du er på vej i puberteten, og din krop vil naturligt ændre sig, også selvom du træner. Som pige begynder ens fedtfordeling at ændre sig til at være mere omkring lår, numse, hofter og bryster, man får flere former. Der er ikke så meget at gøre ved det, men man kan øve sig i at acceptere, hvordan ens krop ser ud og blive gode venner med den. Det kræver rigtig meget energi hele tiden at tænke negativt om sig selv og være usikker på, hvordan man ser ud. Alle kroppe ser forskellige ud, og uanset hvordan ens krop ser ud, er den helt okay, og alle kan gå med nederdel/kjole uanset, hvordan ens ben ser ud. En måde at arbejde med sine tanker om sig selv på kan være ved at finde 2-3 positive ting, som du kan tænke på, når de negative tanker dukker op, eller at du kan gøre nogle rare ting for dig selv og din krop, så du kan få et mere positivt forhold til din krop, f.eks. en minispa dag om ugen.

Nogle gange kan der være en anden grund til, at man føler sig utilpas med sin krop, som egentlig ikke har noget med overvægt at gøre. Hvis man har det svært, kan det at flytte fokus over på kroppen, være en måde at komme væk fra det på. Det kan være nogle svære følelser som vrede, tristhed, at føle sig mindre værd og lignende. Hvis du kan mærke, at der er noget, der er svært for dig at håndtere som gør, at du føler dig usikker og går meget op i, hvordan din krop ser ud, vil jeg råde dig til at tale med nogen om det. At få snakket om hvordan man har det kan være en stor lettelse, og ofte finder man også ud af, at man ikke er den eneste, som har prøvet at have det sådan.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du har mod på at arbejde med dine tanker om dig selv og din krop, så du kan blive mere tilpas og få mere overskud i din hverdag.

De bedste hilsner 

Jeanette

Jeanettes billede
Jeanette fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program