Kære dig.
Jeg bliver næsten helt stille, når jeg læser dit brev.  Ikke fordi jeg dømmer dig, men fordi jeg kan mærke, at du står et sted, hvor alt føles som om det vælter ned over dig på én gang. Din kæreste, hendes veninde, graviditeten, skyldfølelsen, presset… det er en meget voksen problemstilling, som jeg slet ikke kan forestille mig at have oplevet som 19-årig. Jeg kommer til at snakke om ”voksne” i løbet af mit svar, som en kategori du ikke er med i. Du er selvfølge en ung voksen, men der er grader af at blive voksen og moden. Og i forhold til graviditet, ser jeg dig mere som ung fremfor voksen. Det håber jeg du er okay med.

Du har gjort noget, der ikke var super heldigt, men det ved du godt. Det behøver vi slet ikke gå ind i. Men bare fordi man lavede en fejl, betyder det ikke at man ikke fortjener hjælp til at rode sig ud af den, når man åbner op og er ærlig. Præcis som du er for mig. Så tak, og hvor er det et godt skridt på vejen.

Først vil jeg sige noget, som desværre ikke er rart at høre, men som du bliver nødt til at vide.
Du er allerede fanget i en situation, hvor der ikke længere findes et “nemt” valg. Der findes kun valget mellem ærlighed, og at lade tingene blive endnu værre, end de allerede er.

Du skriver, at du ikke er klar til at være far. Hold da op, hvor kan jeg også godt forstå det. Du går i gymnasiet. Du er 19. Ingen i den alder kan forventes at stå klar til det ansvar. Men det er ikke kun din beslutning, om graviditeten skal fortsætte. Jeg forstår at det kan føles uretfærdigt i dit sted, men nogle gange gør vi ting vi desværre ikke kan tage tilbage. Og det er også hendes beslutning. Og uanset hvor svært det er at være i, så har du ikke ret til at skjule det for din kæreste eller forsøge at presse veninden til en beslutning, hun ikke ønsker. Det tror jeg i virkeligheden også godt at du ved, ud fra hvordan du skriver.

Og så er der det med afpresningen.
At hun truer dig med billeder og presser dig til noget, er ikke okay. Det er faktisk meget alvorligt, og du skal vide, at det ikke er din skyld, at hun reagerer sådan. Ingen fortjener at blive afpresset med intime billeder af sig selv, uanset om man har gjort noget der ikke var så godt eller ej. Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, at hun selv står i en ekstrem situation. Det er ikke en okay eller moden reaktion, men er man i realiteten moden og voksen når man går i gymnasiet? Jeg ser et ungt desperat menneske, gøre desperate ting, fordi hun ikke ved hvad hun skal gøre ellers.

Og det siger jeg ikke for at undskylde hende. Tværtimod, er min pointe at I ikke er modne nok til at stå med det her selv. I bliver nødt til at snakke med jeres forældre, en lærer eller en anden voksen i stoler på. I er i en uoverskuelige situation, men det betyder ikke at der ikke kan komme nogen og hjælpe med at lave overblikket. Jeg kan forestille mig mange grunde til at du ikke har lyst til at fortælle nogen om det. Men om det er fordi du er flov, pinlig, bange eller noget helt andet, så er det det absolut bedste råd jeg kan give lige nu. Alle kommer til at gøre dumme ting i vores liv, vi ikke er stolte over, men har brug for hjælp til. Det er så svært, men jeg lover dig for, at det kommer til at hjælpe. Hvis ikke ved at de kan hjælpe med at finde en løsning mellem jer to, så blot ved at du deler det med nogen, som ikke er involveret direkte. Det kan lette så meget for sjælen, og det kan give dig nogen i dit hjørne, når alting er hårdt.

I forhold til din kæreste, så er jeg bange for at jeg er enig med hendes veninde. Du bliver nødt til at være ærlig. Det kommer nok til at have konsekvenser for jeres forhold, men lige meget hvad ville der komme en ændring. Lad os sige at du fik det som du ville. Din kærestes veninde fik ikke barnet og i fortalte det ikke til din kæreste. Hvad så? Ville du kunne se din kæreste i øjnene, og lade som om alt var fint for altid? Ville du kunne holde den her kæmpe store ting inde i dig, uden aldrig at have behovet for at snakke om det? Jeg tvivler. Det er svært at lyve til de mennesker vi elsker. Og det er svært ikke at dele store ting, der sker i ens liv. Det her er ikke en lille ting. Det kommer til at være noget, du ikke bare sådan lige glemmer. Og når du får de øjeblikke, hvor du kommer til at tænke på det og det bliver svært, har du så lyst til at skulle blive ved med at leve løgnen alene? At personen du er sammen med, ikke kan være den der hjælper dig? For mig lyder det enormt ensomt.

Derudover er det ikke blot en tilfældig person du gjorde gravid. Det er din kærestes veninde. Det er skræmmende at blive gravid. Ud over de ting du har det svært med (tanker om uddannelse og om hvorvidt man er klar til at blive forældre), så er der hormoner og nervøsitet om hvordan fødslen bliver. Der er frygt om hvordan ens krop kommer til at ændre sig. Man har brug for sine venner. Jeg forstår godt din kærestes veninde vil have du er ærlig, for lige nu mangler hun sin støtte.

Til sidst er der argumentet fra din kærestes perspektiv. Jeg går ud fra du holder af hende, det føles i hvert fald sådan fra dit brev. Fortjener hun ikke et valg? Og hvis du fandt ud af, at hun var blevet gravid med en af dine venners barn, hvordan ville det ramme dig?

Nej, afpresning er ikke okay. Det er det aldrig. Men jeg håber du kan se, hvordan det i virkeligheden også er til din fordel at være ærlig. Det er en virkelig svær situation, og jeg vil slet ikke lade som om ærlighed kommer til at være nemt. Men jeg tror oprigtigt på, det er det eneste sted at starte. Jeg kan slet ikke forestille mig hvor meget rod i dine tanker du må have lige nu. Har du virkelig lyst til at tilføje mere som du skal have styr på?

I forhold til graviditeten… den er svær. Det er det altid, når man kommer til situationer, hvor lige magt ikke betyder lige rettigheder. Det lød måske lidt kompliceret, men det er sådan jeg ser det. Barnet i hendes mave, er noget i har lavet sammen. Men alt det der allerede er sket, og alt det der kommer til at ske med barnet, er noget hun går igennem. Hvis hun vælger at føde barnet, er det hendes krop der går igennem traumet. Hvis hun vælger ikke at få det, er det hendes krop der skal igennem en abort, med viden om, at der var et liv inden i hende, hun i virkeligheden gerne ville have, som nu er væk. Det er svært og det er surrealistisk, men naturen er ikke altid helt fair.

Du har ret til at sige, at du ikke er klar til at være far. Du har gjort det klart lige fra starten, og det er super godt.Hvis hun stadig har en idé om, at du kommer til at ændre mening og at I kan blive en familie, så gør det gerne endnu mere klart for hende. Hun fortjener at have alle informationer hun har brug for fra din side, for at tage en informeret beslutning. Men, frustrerende som det er, har du ikke ret til at bestemme over hendes krop eller hendes valg med det her. Jeg håber hun har talt med sin familie om det, som kan finde ud af om de kan gå sammen om at passe på et barn, men det er jo i virkeligheden ikke noget du kan styre. Du kan kun styre hvad du selv gør. Og lige nu, der synes jeg du skal snakke med en voksen du stoler på, og som holder af dig, og kan hjælpe med at guide dig herfra.

Du står med noget virkelig voldsomt lige nu. Og desværre er det ikke noget, som der er en nem vej ud af. Men det betyder ikke, at du ikke kan komme igennem det. Det er i sådanne situationer, vi lærer hvem vi rent faktisk er som mennesker. Du gjorde noget uheldigt, ja, men du kan vælge at starte nu med at være den person, du gerne vil være. Og det starter med ærlighed. Ikke fordi det er nemt, men fordi det er det eneste, der er rigtigt.

Jeg håber du kan bruge nogle af de ting jeg har skrevet til noget. Jeg håber at du kan mærke at jeg har en masse empati for dig, selvom jeg har været lidt hård. Det her behøver ikke definerer dig. Hvordan du håndterer det, siger så meget mere om hvem du er som person, end blot at det skete.

Så held og lykke med det hele, og de bedste hilsner,
Juni fra Cyberhus