Usikkerhed i forhold

brevkassespørgsmål

Usikkerhed i forhold

brevkassespørgsmål af
Anonym
21 år
Oprettet 1 år 4 måneder siden

Hej Jeg har en kæreste som jeg har været sammen med i snart 2 år, og jeg elsker hende virkelig meget. Vi har haft små problemer før, men vi er gode til at snakke sammen og løse det sammen, så det fylder normalt ikke meget. Nu har jeg fundet ud af at mit crush fra gymnasiet også kunne lide mig, og hun var virkelig min drømmepige, men det er også snart 2 år siden vi blev studenter. Jeg ved jeg bare skal glemme hende, for jeg har ikke rigtig snakket med hende siden studentertiden, men jeg kan ikke lade være med at tænke på hende. Hvad sker der for mig? Skal jeg tage det seriøst eller bare blive ved med at prøve at glemme hende?

Svar: 

Hej du,

Tak for dit gode spørgsmål. Jeg kan rigtig godt forstå, at du er forvirret, og ikke helt ved, hvad du skal stille op med tankerne om dit crush fra gymnasiet. Tanker kan fylde så meget inde i hovedet, og særligt hvis det er tanker, du prøver at lade være med at tænke. Der kan være så mange forskellige grunde til, at du pludselig begynder at tænke på et gammelt crush, og du er helt bestemt ikke alene.

Jeg bliver lidt nysgerrig på, hvad tankerne mon handler om, når du tænker på hende? Grunden til jeg spørger, er egentlig fordi jeg tror det kan være gavnligt at gå lidt mere på opdagelse i tankerne, for at finde ud af, hvad du skal stille op med dem. Forestiller du dig for eksempel en fremtid med hende, tænker du på hvordan det ville være at kysse med hende, eller er det bare grundlæggende hende, der generelt dumper ind i hovedet i ny og næ? Jeg tror, at hvis du bliver bevidst om, hvad dine tanker egentlig drejer sig om, når de handler om hende, så kan det være, at det bliver lidt mere overskueligt for dig at navigere i. På den måde får du måske også en stærkere fornemmelse af, om du bør tage det seriøst, eller om det ”bare” er tanker, som skal blive ved med at være tanker, og forhåbentlig forsvinde lidt med tiden. Når du har fundet ud af, hvad tankerne går ud på, så kan det også være du kan sætte det lidt i sammenligning til din nuværende kæreste. Hvis vi bruger eksemplet om at dine tanker går på, hvordan det mon ville være at kysse med hende fra gymnasiet, så prøv at forestille dig hvordan det ville påvirke du og din kærestes relation. Hvordan ville det være, hvis I så ikke længere kunne være sammen, fordi du kyssede med hende fra gymnasiet? Og hvordan ville det være at du kom til at såre din kæreste? Alt efter hvordan det føles, når du udforsker tankerne, så tror jeg, det vil gøre dig klogere på, hvad du så skal og vil gøre med tankerne. Og i virkeligheden ved du måske allerede mere, end du tror, og på den måde kan du måske selv komme med svaret på, om du skal tage det seriøst, eller blive ved med at prøve og glemme hende.

Jeg læser, at du er glad for din kæreste, som du har været sammen med gennem to år, og at I grundlæggende har det rigtig godt sammen. Når du skriver sådan, så får jeg umiddelbart lyst til at skrive, at så er tankerne om dit gamle crush formentlig ”bare” tanker, som er opstået, fordi du har fundet ud af, at hun også kunne lide dig. Dog læser jeg også, at du skriver at jeres små problemer normalt ikke fylder så meget, men nu – læst mellem linjerne – måske fylder lidt mere? På den måde tænker jeg på, om du er begyndt at tænke lidt ekstra over dit forhold i takt med, at tankerne om dit gamle crush er opstået. Hertil tænker jeg at de her tanker giver dig en oplagt mulighed for at stoppe op og checke lidt ind i din nuværende situation: er der noget i dit liv lige nu, som ikke er helt tilfredsstillende nok, som derfor får dig til at tænke på fortiden?

Du skriver også, at dit gamle crush var din drømmepige dengang, og på den måde får jeg også en fornemmelse af, at det er lidt som om noget er ”uafsluttet” med hende. Hvis du kan genkende noget af det, så kan dét også godt være med til, at tankerne fylder lidt ekstra, for måske tænker du på, hvad det kunne være blevet til – og det kan du jo aldrig rigtig blive klog på, medmindre du prøver det af. På den måde kan tankerne komme til at løbe helt løbsk og virke forvirrende, hvis ikke du finder en god strategi til at få dem bremset på. Strategierne vil jeg vende tilbage til om lidt, men først får jeg lyst til at sige, at tanker altså også er okay. Tanker kan ikke kontrolleres, og jo mere du prøver at lade være med at tænke på hende, jo mere vil du helt sikkert komme til det. Respekter, at du tænker på én, som har været noget for dig engang, og prøv om du kan lade være med at presse dig selv til andet.

I forhold til at få bremset tankerne, eller at få dem til at forsvinde på sigt, så nævnte jeg strategier. Jeg tænker, at du måske kan få gavn af at have en eller flere strategier, som giver mening for dig. Nogle har gavn af at ”lave en aftale” med sig selv om, hvornår og hvor længe de må tænke på det, som de helst vil lade være med at tænke på, i løbet af en dag. Eksempelvis kunne du give dig selv lov til at tænke på hende fra gymnasiet i 10 minutter i løbet af din dag. På de 10 minutter giver du plads til alle tanker, der måtte dumpe ind, og lader dem få frit løb. Og herefter lukker du ned for det. Måske vil du opleve, at der i virkeligheden ikke er så meget at tænke på, når du tænker på hende, eller også vil du måske opleve, at du har brug for at tænke endnu mere på hende. Måske mærker du, hvilken følelse, det giver dig undervejs eller efter. Uanset hvad du mærker eller oplever, så er det helt okay.

Det kan også være, at det fungerer bedre for dig at få lidt mere kontrol over tankerne ved eksempelvis at skrive dem ned, eller tænke på, om det giver mening for dig lige nu at tænke de tanker, som du tænker. Og så kan du forsøge at minde dig selv om, at tanker jo heldigvis ”bare” er tanker, og faktisk ikke behøver have en større betydning for dig, end at de bor inde i hovedet. Det kan være svært, når tankerne fylder så meget, som de gør. Det er bare for at forsøge at gøre tankerne mere håndgribelige, at jeg skriver sådan.

Det kan også være, at du skal sætte en ”deadline” for dig selv, hvor du beslutter dig for, at hvis ikke tankerne har lagt sig lidt inden for et bestemt tidsrum (fx et par uger), at så er det dér, du handler på dem. Nu ved jeg ikke, hvor lang tid tankerne har stået på allerede, men det kan være en god idé at give dem tid og plads, og samtidig beslutte sig for, hvor lang tid de skal have plads, inden du så vælger at tage handling på dem. På den måde kan du måske også føle, at du er lidt mere i kontrol over dem.
En anden mulighed kan også være, at det fungerer for dig at tale åbent om det med din kæreste. På den måde får du dig selv til at sætte ord på tankerne, og når noget bliver sagt højt, er det også ofte at man kan mærke, hvad det egentlig så har af betydning. Måske siger du det højt og hører dig selv sige noget, som i virkeligheden føles fjollet, eller måske siger du det højt og får fornemmelsen af, at der faktisk er nogle følelser forbundet til det. Hvis du vælger at tale med din kæreste om det, så tænker jeg dog det kan være rigtig vigtigt at være velovervejet inden. Når jeg skriver det, så mener jeg, at det er nok en god idé hvis du selv har lidt en fornemmelse af, hvad de her tanker går ud på, som jeg skrev indledningsvist. Hvis du selv er meget forvirret omkring dem, når/hvis du vælger at tale med din kæreste om det, så kan det sandsynligvis gøre hende forvirret, skabe tvivl hos hende eller gøre hende ked af det. Så jeg tror, det er vigtigt at have en eller anden form for idé om, hvor du vil hen med det, inden du eventuelt vælger at indvie hende i dine tanker.

Til sidst får jeg lyst til at dvæle ved det her med, at tankerne er opstået, fordi du for nyligt har fundet ud af, at hende fra gymnasiet også kunne lide dig dengang. Det fører mig lidt tilbage til det jeg skrev om, at det måske kan føles ”uafsluttet” mellem jer, og du måske har nogle ”hvad-nu-hvis”-tanker. Og her må jeg gentage mig selv og sige, at du kan forsøge at finde ud af, om tankerne opstår, fordi der er noget, du mangler at udforske – med frygt for, at det får negative konsekvenser for dit nuværende forhold – eller om det er tanker, der opstår i naturlig forbindelse til en ny information, som du skal have bearbejdet, og bagefter kan fortsætte som før.

Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget. Jeg ønsker dig held og lykke med at få ro på tankerne, og forhåbentlig blive klogere :)

Bedste hilsner
Vicki

cyberhusvickis billede
Vicki fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program