Usikker

brevkassespørgsmål

Usikker

brevkassespørgsmål af
Paja/Joshua
14 år
Oprettet 5 år 3 måneder siden

Hei.

jeg Er 14 år og er genderfluid. Altså nogle dage er jeg pige andre er jeg en dreng måske er jeg begge eller ingen af dem. Og oven i det er jeg så også homosexuel jeg er åben omkring min sexualitet men jeg er bange for at fortælle mine venner om at jeg er genderfluid. Jeg går desværre i en klasse hvor der er mange der ikke er okay med at man er en del af LGBTQ+. Jeg er født som pige og alle og jeg mener alle bruger mit puge navn og jeg ved godt at de ikke ved at jeg gerne vil kaldes joshua nogle dage. Men jeg er bange for at de ikke vil aceptere mig 

Svar: 

Kære Paja/Joshua. 

Lad mig starte med at sige, at jeg synes, at det er så fedt at høre, at du er så sikker på, hvem du er, og hvad der er din sandhed. Det er virkelig bare mega stærkt! 

Når det så er sagt, så kan jeg dog godt forstå, at det også kan give anledning til noget forvirring, nervøsitet og usikkerhed i forhold til, hvordan man fortæller det til andre, og for hvordan andre vil reagere. Jeg ville gerne kunne fortælle dig, at alle dine venner vil acceptere dig for den, du er, men det kan jeg desværre ikke. Der er rigtig, rigtig mange, som forstår og accepterer, at seksualitet og/eller kønsidentitet ikke er et valg, man tager, men sådan man er, men der er desværre også folk, som stadig ikke forstår det. Det er rigtig ærgerligt, at det er sådan, for der er intet galt eller forkert i at være homoseksuel eller genderfluid, men for nogle er det desværre stadig noget, som er rigtig fjernt for dem, hvorfor det kan være svært at acceptere. Det gør det dog bare endnu mere vigtigt at understrege, at du skal lytte til dig selv, og at du ikke skal lade andre fortælle dig, hvordan du skal have det, og hvem du er. Det ved ingen bedre end du, så lyt til dig selv og dit hjerte. I sidste ende er det altid vigtigst, at du er dig selv, og hvis der er nogen, der ikke forstår det, så er det måske ikke mennesker, som fortjener at kunne kalde sig din ven.

Selvom jeg ikke kan fortælle dig, hvilke reaktioner, der venter dig, så tænker jeg, at det er et godt tegn, at du er åben om, at du er homoseksuel. Det tænker jeg betyder, at dine venner trods alt forstår, at alle ikke er ciskønnet og heteroseksuelle, og at det er okay. Men da du alligevel siger, at du går i en klasse, hvor en del ikke er okay med, at man er en del af LGBTQ+, så vil jeg alligevel gerne forsøge at komme med nogle tanker og råd til, hvordan du kan gribe det an. Jeg kan nemlig godt forstå, at du synes, at det er en svær situation. 

Noget af det første jeg tænker på, det er, at nogle gange så reagerer folk negativt på det, som de ikke forstår. Så når du fortæller det, så tænker jeg, at det måske kan hjælpe at være åben, forklarende og at lade dine venner stille de spørgsmål, som de nu måtte have? Hvis det ligesom ikke bliver noget mystisk for dem, men noget som I kan snakke om, så kan det være, at de nemmere forstår og accepterer det. 

En anden ting det er, at jeg tænker på, om du måske har et par venner eller veninder, som du føler dig lidt tættere på, som du kan starte ud med at fortælle det til? Så du ligesom har nogle i klassen, som du kan støtte dig lidt op ad, når du vælger at fortælle andre det? Det kan også være, at du vil have det bedre med at tage folk lidt i etaper. En lille flok hist og her i stedet for at det skal være sådan en ting, du skal fortælle til en stor flok på én gang. Det kan i hvert fald være ret overvældende for nogen, så en person af gangen eller små grupper kan også være en mulighed. 

Jeg tænker på, om man kan drage nytte af, at I går i klasse sammen? Føler du dig f.eks. tryg ved og tæt på en lærer, som måske kunne være en hjælp? Kunne det f.eks. være, at du kunne spørge om, I kunne snakke om det i en time eller to i et af jeres fag? F.eks. samfundsfag, dansk, engelsk eller måske naturfag? Måske lave nogle små fremlæggelser om forskellige kønsidentiteter eller seksualiteter, så dine venner i klassen gennem skoletiden lærte lidt, som måske kunne gøre det lidt mindre nyt for dem? Enten efter eller før du begynder at fortælle dem, at du er genderfluid? Det er ikke sikkert, at du synes, at det vil være rart, og det er også helt okay. Det er ligesom det andet blot et forslag, som du kan overveje.

Jeg tænker også, at det er vigtigt at sige, at du ikke skylder nogen noget. Du behøver ikke at fortælle det til folk, som du ikke har lyst til at fortælle det til. Det er dit valg, og det er din ret at vælge hvem du gerne vil dele din sandhed med.

Jeg håber, at mine tanker kan hjælpe dig lidt på vej, og at du finder en måde, som du har det godt med. Hvis du har brug for det, så kig endelig forbi vores chat til en snak med en af vores søde rådgivere. Jeg sender gode, varme og kærlige tanker din vej!

Alt det bedste

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program