Inden du selv stiller et spørgsmål
underbid og elastikker
underbid og elastikker
Hej jeg har haft bøjle på i noget tid nu og har lige fået elastikker for min underbid. Jeg føler at elastikkerne skubber min underbid længere frem så jeg får en større underbid. Jeg så en video om overbid og det var præcis det samme som jeg har. Så jeg er lidt forvirret
Hej Hayal
Tak for dine spørgsmål. Det kan godt være lidt svært det der med, hvad tandlægerne kalder tingene. Det er desværre ikke altid, at vi får forklaret tingene godt nok.
Overbid er det normale bid. Hvis du havde overbid (før du fik rettet tænder), så er det de øverste fortænder, der står længst fremme, når du bider sammen der, hvor dine kindtænder passer sammen. Hvis du skubber din underkæbe frem, kan de fleste godt bide sådan at fortænderne bider direkte på hinanden.
Når du har underbid, er det de nederste fortænder, der står længst fremme, når du bider på kindtænderne. Og hvis du har underbid, kan du som regel ikke få fortænderne til at bide direkte på hinanden.
Hvis du har sat dine elastikker rigtigt på, burde de ikke kunne hive din kæbe i en forkert retning. Normalt vil du ikke kunne sætte dem omvendt på. Ved overbid går elastikkerne fra hjørnetænderne i overkæben og ind til den næstbageste kindtand i underkæben i hver side. Hvis dit overbid er næsten rettet væk, kan det godt være at du er lige ved at få underbid. Det sker nogen gange sidst i en behanding. Det er normalt ikke noget problem, fordi din underkæbe vil falde lidt tilbage igen, når du får bøjlerne af. Derfor tænker jeg, at du har haft overbid.
Det er meget sjældent, at man retter underbid med elastikker - og i din alder. Underbidsbehandling ligger normalt tidligere end 17 år - eller først når du er blevet over 20 år.
Men - det er lidt svært for mig at kunne vide præcist hvordan det er med dine tænder og med dine elastikker, fordi jeg ikke kan se dine tænder i brevkassen.
Derfor tænker jeg, at det er det eneste rigtige for dig at gå hen til din bøjletandlæge og stille de samme spørgsmål, som du stiller til mig. Hvis din bøjletandlæge er på din skole kan du sagtens gå hen og spørge i et frikvarter. Hvis din bøjletandlæge er et andet sted, kan det være en god ide at bestille en tid.
De bør helt klart kunne svare dig på, om dine elastikker virker forkert. Skriv dine spørgsmål ned, så du får apurgt om det hele. Og tag en kammerat eller en voksen med, så i kan snakke om svarene bagefter.
Held og lykke med at finde ud af det.
Med venlig hilsen Niels, tandlæge.