Tvivl om køn, eventuel support gruppe?

brevkassespørgsmål

Tvivl om køn, eventuel support gruppe?

brevkassespørgsmål af
Toby
18 år
Oprettet 4 år 8 måneder siden

Halløj Cyberhus

Det sidste stykke tid har jeg undret mig meget over, og overvejet mit køn. Jeg er biologisk en hankønnet, men har altid opført mig mere feminint end andre drenge i min sociale kreds, mange børn i folkeskolen ville spørge min bedste ven om jeg var homo osv. fordi de betragtede mit kropsprog meget femenint (artikulerer meget med hænder når jeg snakker, svinger lidt med hofterne når jeg går osv.) Jeg har snakket med nogen non-binære og trans venner, og i en support gruppe jeg har over nettet, og det tyder på at jeg eventuelt er transkønnet eller lignende.

Hvem kan jeg snakke med det her om i "virkeligheden" i profetionelt samhæng, i forhold til at få hjælp med køns dysfori, sociale frygter, transition, eller bare at diskutere tingende for at få en bedre forståelse af mig selv. Jeg havde i tankerne at det kunne være rart at have et par møder med andre unge der har det som mig, hvor der evt. er en voksen til stæde.

og hvis jeg ender med at prøve at lave en køns transition, skal jeg være bange for at folk kommer til at være ude efter mig, eller om det vil formindske mine chancer for at få job i fremtiden?

Svar: 

Hej Toby

Tusind tak for dit brev. Hvor er det modigt af dig af dele dine tanker ved at skrive ind til os her i brevkassen. Det er nogle gode refleksioner og overvejelser, som du gør dig og jeg vil forsøge at give dig en hjælpende hånd med på vejen.

Det lyder ikke til at være nemt at være splittet omkring sit køn og måske heller ikke nemt at skulle forholde sig til, hvad andre tænker om én. Du skriver, at du er født som hankøn, men at du altid har opført dig feminint. Mon du også føler dig som hunkøn indeni? Jeg er rigtig glad for at høre, at du har en supportgruppe på nettet, som du kan sparre med. Måske drøfter I også det her med at opføre sig som hunkøn og at føle sig som hunkøn? Det er altid rart at få luftet sine tanker, følelser og frygt - især overfor nogen, som kan genkende den proces, som man går igennem.

Jeg kan godt forstå, at du gerne vil snakke med nogen professionelle ansigt-til-ansigt om, hvordan du har det. LGBT+ Danmark har rådgivningsafdelinger i både København og Aarhus, hvor rådgivningen varetages af frivillige, som selv identificerer sig som LGBT+ personer. De frivillige rådgivere kan tage en uforpligtende snak med dig om blandt andet seksuel orientering, kønsidentitet og seksualitet. Man kan både møde personligt op og have samtaler ansigt-til-ansigt, men man kan også ringe og får rådgivning over telefonen. Du kan læse mere om det i linket her

Jeg ved ikke, om du allerede har snakket med en psykolog om køns dysfori, sociale frygter, transition og lignende for at få en bedre forståelse af dig selv? Jeg tænker, at psykologhjælp kunne være et godt supplement til den rådgivning, du allerede får eller til eventuelle samtaler hos LGBT+ Danmark.  Der er forskellige psykologforeninger, som tilbyder gratis psykologhjælp til unge, ligesom at man i flere kommuner kan få gratis psykologhjælp, hvis man er ung. De foreninger, jeg hovedsageligt tænker på, er  Dansk Psykolog Forening og UngTerapi. Hos Dansk Psykologforening er det muligt for unge mellem 18 og 20 år at få gratis psykologhjælp, mens UngTerapi er en organisation, som kun har med unge mennesker at gøre og tilbyder hjælp til alle unge mellem 15 og 30 år. Du kan finde informationerne til begge foreninger gennem følgende links:

- Dansk Psykolog Forening: https://www.dp.dk/gratis-psykologhjaelp-til-unge-mellem-18-og-20-aar/ 

- UngTerapi: https://ungterapi.dk/gratis-psykologhjaelp/

 Jeg har desværre ingen informationer om, hvilken kommune, du bor i og jeg kan derfor ikke tjekke muligheder for psykolog for dig. Mon du har mulighed for at tjekke op på det på nettet? 

Du spørger også ind til, om du skal være bange for, at folk "kommer til at være ude efter dig" eller om du skal være bange for din fremtidige jobsituation, hvis du skifter køn gennem operation. Måske er du lidt i tvivl, fordi det nødvendigvis ikke er acceptabelt der, hvor du bor, i din familie eller blandt dine venner? Er det rigtig forstået? Der altid vil være nogle i samfundet, som er imod sådan et valg og det er altid svært at være en minoritet og skille sig ud i samfundet. Der kommer sikkert til at være nogen, som ikke forstår eller er enige i dit valg. Der kommer sikkert også til at være nogen, som hverken respekterer eller accepterer det, men der vil helt sikkert også være nogen, som synes, at det både er modigt og sejt, at du tør at stå ved den, som du er. Det aller vigtigste er, at det føles rigtigt for DIG. Livet er for kort til at gå rundt og være ked af det, at føle sig forkert eller fortryde de valg, som man ikke tog. Når det er sagt, synes jeg, at det er rigtig fint, at du søger rådgivning og samtaler for at blive klogere på, hvem du er og få en bedre forståelse af dig selv. 

Endnu engang tak fordi du har valgt at dele dine tanker med os. Det er modigt at dig at tage det skridt, og jeg synes også, at det er modent af dig at forsøge at finde støtte og rådgivning til at få en bedre forståelse af dig selv. Uanset hvad folk om dig skulle tro, tænke eller sige, så er du helt normal uanset, om du er til drenge, piger eller begge dele eller om du er hankøn, hunkøn eller noget helt tredje. 

De bedste hilsner, 
Malou

 

Batesis billede
Malou fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program