Tvillinger udnytter ham

brevkassespørgsmål

Tvillinger udnytter ham

brevkassespørgsmål af
Maria
14 år
Oprettet 5 år 5 måneder siden

Hey, mine bedste veninder er enægget tvillinger og de er faldet for den samme dreng så de skiftes til og mødes med ham men han ved ikke de er to forskellige personer. Synes ærligt det er synd for ham og jeg kan os ret godt li ham, men han vil jo ikke lave noget med mig når han laver noget med "hende". Men hvis han vidste han allerede har noget med to var han måske ligeglad. Men vil ikke gøre mine bedste veninder kede af det. Men er det overhovdet fair overfor ham?

Svar: 

Hej Maria

Nej, jeg synes ikke det er helt fair overfor din ven. Hvis han er klar over at han ser to forskellige piger, er det selvfølgelig helt i orden, men det er ikke fair at han tror han er sammen med én pige, og så faktisk ser to forskellige. 

Jeg ved ikke helt hvad der vil være det rigtige at gøre. Jeg tænker det er vigtigt at du skal adskille dine egne følelser for ham, og så den oplevelse af at dine veninder behandler ham dårligt. For hvis du ender med at gøre noget, fordi du håber at han vil blive interesseret i dig, så tænker jeg det kan blive lidt noget rod, i forhold til dine veninder. 

Så måske skal du spørge dig selv, hvad du vil gøre, hvis du ikke kendte ham? Hvis nu bare dine veninder fortalte om at de så den samme fyr, uden at fortælle ham det? Ville du sige til dem, at du synes det var unfair? Hvis du ville det, bør du måske også overveje at gøre det nu? For så handler det om at du deler dine tanker om deres opførsel. 

Det er selvfølgelig svært hvis du samtidig er gode venner med den her dreng. Her er der nok ikke en nem løsning. Som du selv siger er det ikke sikkert du kan undgå at gøre nogen kede af det. Hvis du siger noget til ham, vil dine veninder måske blive sure, men omvendt kan han måske også blive ked af det når han finder ud af hvad der foregår, og han finder ud af at du vidste det. Jeg tænker, som sagt, det afhænger af hvor tæt dit venskab med ham er. Er I så tætte at han vil forvente at du fortæller ham, det du ved? 

Det er virkelig et dilemma, og jeg kan som sagt ikke give et klart svar på hvad du skal. Jeg håber mine tanker kan hjælpe dig til at træffe den bedste beslutning for dig. 

Mange hilsner - Tanja

Tanjas billede
Tanja fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program