Træt af min mave!

brevkassespørgsmål

Træt af min mave!

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 14 år 8 måneder siden

Hej Eva Jeg er en pige på 19 år, som har et par spørgsmål, jeg håber at du kan hjælpe mig med. Jeg har anoreksi, men da jeg er i behandling og selv meget gerne vil være rask, er jeg efterhånden oppe på min målvægt som er sat til mellem 52-54 kilo. Men da jeg er 162 høj, synes jeg at det virker som en del. Jeg ved at min bmi , nu hvor jeg vejer 52, kilo stadig er i den lave ende, men jeg kunne bedre lide min mave, da jeg vejede omkring de 49/50 kilo - der var jeg faktisk nogenlunde tilfreds med min krop, og min mave var næsten flad. Jeg er godt klar over, at det er et spørgsmål om tilvænning, også fra hjernens side, som jo bliver påvirket af at have været undervægtig. Og det hele er da også lettere efter jeg har taget på. Der er ikke så mange tanker om, at jeg skal tabe mig. Alligevel kan jeg se på min mave at den buler, og det bekymrer mig, for jeg har altid haft en tendens til at lagre fedt på maven - og det ser altså grimt ud når man ellers har en figur uden så kraftige hofter eller store bryster. Kunne rigtig godt tænke mig at træne mine hofter så de blev lidt større, men ved ikke hvordan man gør eller hvilke øvelser der skal til? Måske du ved det? Nu vil du sikkert sige, at jeg skal lære at acceptere mig selv, som jeg er, men nu hvor jeg er ved at komme mig over min anoreksi, vil jeg rigtig gerne have lidt kvindelige former - fedtet skal ikke kun sætte sig på maven. Jeg laver ellers jævnligt både mave- og rygøvelser, både på måtte og bold, men det er ligesom om, det ikke hjælper, for jeg har stadig en topmave. Sommetider synes jeg det ligner, at jeg er gravid... Det er nemlig ikke sådan at jeg kan tage fat i en stor klump fedt, den er ligesom bare udspilet og hård. Det har altid været sådan, men det er blevet værre efter min sygdom. Kan der være en sammenhæng? Det er ikke så fedt, at skulle gå og trække maven ind hele tiden. Selv da jeg havde en bmi på lidt under 18, havde jeg lidt mave. Hvordan kan det lade sig gøre, når ens fedtprocent er for lav? Jeg har også en tendens til meget let at blive oppustet, og der kan gå mange mange timer før det lægger sig igen. Jeg skal næsten ingenting spise eller drikke, før min mave puster sig helt vildt op, og det er meget pinligt og belastende, synes jeg. Jeg var ikke helt sikker på om jeg skulle angive min vægt i min mail, for jeg ved at nogle piger der læser det, vil spejle sig i tallene. Men jeg synes, at det var nødvendigt for mit spørgsmål. Så jeg vil bare sige, at det at jeg føler mig tyk sommetider, det er sygdommens skyld, og det er jeg klar over - det er bare min maves form der generer mig. Venlig hilsen mig

Svar: 

 

Hej med dig
 
Du er SEJ!!!!! Du kæmper bravt og det er bare så flot!
Det med din mave er måske fordi den er belastet af de mange år med ”ujævn” spisning. Du skal spise sundt og groft, og selvom du skal tage på, skal du ikke spise slik, sodavand og kager, for her er der alt for meget raffineret sukker, og det kan meget vel give dig nogle af de symptomer, som du beskriver.

Jeg kan anbefale dig at lave en øvelse der hedder Horse Stance Dynamic (se link eller søg på navnet) http://www.youtube.com/watch?v=kFmAcWcC6pw
Øvelsen starter du på alle fire (så kan du bedre vide om du finder den rigtige), den er god for din mave (fordøjelse, luft). Udfør desuden øvelser hvor du sidder på en af de store træningsbolde og vipper bækkenet frem og tilbage og i cirkler. Lav øvelserne i åndedrætstempo.

Pilates vil også være en god træningsform for dig. Sørg for at det er en god instruktør, som du kan spørge, om du gør det rigtigt, altså om du får fat i de rigtige muskler dybt inde, (ellers lær øvelserne af en fysioterapeut).
 
At du har en lille topmave selv om dit BMI er under 18, kan være pga. ovenstående – altså at dine mave- og rygmuskler kan trænge til lidt styrketræning, men du skal være klar over at det er helt normalt for piger og kvinder. Du er 19 år og din krop udvikler sig fra at være en pigekrop til at blive en kvindekrop og det betyder for mange kvinder at de får en lille topmave.
 
Selve hoften er svær at gøre større (hvis det ikke er fordi du tager på), men hvis du træner det som jeg har anbefalet ovenstående, så vil du med tiden kunne se en forskel.
 
Ha´ det godt!

Med venlig hilsen Eva

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program