Kære Bine

Først og fremmest vil jeg gerne sige dig tak for din tillid. Det, du beskriver i dit brevkassespørgsmål, har unægteligt krævet et kæmpe mod at sætte ord på og dele med mig. Det er stærkt gået af dig! 

Når jeg læser det, du skriver, kan jeg ikke lade være med at få en klump i halsen. Jeg er ked af at høre, at du har følt dig så ensom og alene. Og jeg er ked af at høre om, hvordan din tillid og lyst til at gøre andre mennesker glade er blevet misbrugt af nogle mennesker, som kun har haft øje for deres egne behov. Du skriver, at situationen endte med at være så svær at være i, at selvmord virkede som den eneste løsning. Måske har du det faktisk stadig sådan? Derfor er det vigtigt for mig at fortælle dig, at det ikke er din skyld, at du endte i den situation. Jeg kan godt forstå, hvis du tænker, at det er din skyld, eller at du "burde have vidst bedre", nu hvor du kan se tilbage på oplevelsen med den viden, du har i dag. Men sådan var virkeligheden ikke, dengang det skete. Der var nogle mænd, som udnyttede din sårbarhed på et tidspunkt, hvor du havde det rigtigt svært og havde brug for hjælp. Og det er ikke noget, som du skal skamme dig over. Du loggede netop ikke på Omegle med det formål at dele upassende billeder af dig selv. Nej, du loggede på Omegle med det formål at finde en god ven at tale med om det, der var svært. Det var der nogen, som udnyttede - og det er dem, som bør skamme sig.

Det er også vigtigt for mig at fortælle dig, at du ikke er alene om at have haft sådan en oplevelse. Der er andre unge, som har oplevet at blive presset til at sende upassende billeder, og som har haft modet til at stå frem og fortælle om deres oplevelser. Du kan for eksempel prøve at lytte til DRs podcast "De 169 piger" - måske kan du genkende dig selv i nogle af de ting, de beskriver?

Du skriver, at du ikke ved, hvad du skal gøre nu. Det kan jeg godt forstå, at du er i tvivl om. Det er en ubehagelig oplevelse, du har været igennem, og det lyder som om, at den stadig sidder i dig og skaber problemer for dig på forskellige måder. Derfor tænker jeg, at det kan være en rigtigt god idé at få talt med nogen omkring oplevelsen og dine følelser, så du ikke er alene med det. Det er svært for mig at give dig andre råd til, hvad du kan gøre, fordi det afhænger meget af, hvad du selv har lyst til og føler dig klar til - og det har jeg ikke en fornemmelse af her i brevkassen. Det, tror jeg, du bliver nødt til at finde ud af sammen med en voksen enten i din omgangskreds eller i en 1-1 rådgivning.

Du skriver, at det ikke er en mulighed at tale med dine forældre om det. Er der mon andre voksne omkring dig, som du kan fortælle det til? En lærer, studievejleder, et andet familiemedlem eller en anden voksen, som du stoler på? Eller ville det være en mulighed at snakke med en psykolog eller din læge omkring det? Det kan også være, at det er mulighed at chatte med en anden ung i UngTilUng, hvis du har mod på det? Du er også meget velkommen i vores SMS-rådgivning på tlf. 25 80 60 60, hvis du er mere tryg ved det. Uanset hvad synes jeg ikke, at du skal være alene med de følelser og tanker, som du beskriver i dit brevkassespørgsmål, og vi vil meget gerne lytte til og hjælpe dig. 

De bedste hilsner
Marie