Tempo
Tempo
Jeg har mødt en fyr som er som sendt fra himlen. Han er det sødeste og mest charmerende menneske jeg nogensinde har mødt, og vi er ligeså stille begyndt at starte en flirt op. Vi har været sammen alene op til flere gange, og forleden var vi hjemme hos mig for første gang. Jeg har aldrig puttet, kysset eller haft nogen yderligere interesse i drenge førhen. Nok mest fordi jeg aldrig rigtig har følt mig klar til den slags, jeg er meget følsom og tænker utroligt meget over alting. Og nu er han så trådt ind i mit liv har sat mig på prøve på alle mine udebaner. Jeg elsker hvor naturligt det føles at ligge tæt med ham, men jeg føler sommetider at jeg bliver kvalt. Ikke bogstaveligt talt, men jeg føler at der sker alt for mange ting på virkelig kort tid. Vi har ikke kendt hinanden i længere end ca. 1 1/2 måned. Og jeg er bange for at det bliver for omklamrende. Jeg kan mærke på ham at han har lyst til at kysse mig når vi ligger tæt, men jeg er så bange for at gøre et eller andet forkert. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg kan gøre, for jeg føler at det er mig der er noget galt med.
Hej med dig!
Tak for dit spørgsmål.
Der intet i vejen med dig!
Det lyder rigtig dejligt, du har fundt en, der gør dig glad. Du lyder virkelig forelsket, så det er da rigtig dejligt for dig!
Jeg vil gerne starte med at sige, at der ikke er noget i vejen med dig! Det virker derimod som om, at du lytter til dig selv og mærker efter, hvordan du har det. Det er kun et godt tegn.
Det er meget forskelligt, hvornår man føler sig klar til at have en flirt eller kæreste, men også at få sit første kys. Det sker for nogen meget tidligt, mens andre først senere begynder at interesse sig for det modsatte køn. Du nævner selv, at du ikke rigtig har haft interesse i drenge før, fordi du ikke har følt dig klar til, hvad det nu vil indebære. Det er helt okay og naturligt, Nu hvor du har mødt en, så er det helt naturligt at være lidt usikker på det hele i starten og måske også at være bange for at gøre noget forkert, så den tanke er du langt fra alene om at have. Det hele er meget nyt og spændende for dig, så kan godt forstå, hvis du føler, at det er lidt overvældende og at der sker en hel masse omkring dig nu. Du skriver, at I ikke har kendt hinanden i særlig lang tid, ca. halvanden måned, så I er også stadigvæk ved at lære hinanden bedre at kende. Det lyder som et rigtig rigtig godt udgangspunkt!
Sæt tempoet lidt ned
Jeg synes, at det er nogle meget gode og naturlige overvejelser, som du går rundt med. Jeg tror, at mange har de overvejelser og tanker, som du har, når de bliver forelsket for første gang. Jeg fornemmer lidt, at du synes det hele går lidt for hurtig lige nu. Det er også helt okay. Det er vigtigt, du mærker efter og lytter til dig selv, hvilket det lyder til, at du gør.
Du skriver, at du føler, at du bliver helt kvalt.Det lyder virkelig som om, at det går dig rigtig meget på. Mit bedste råd til dig ville være at tag den med ro, hvilket jeg også fornemmer, at du egentlig ville synes var rart. Det er helt okay, intet haster. Du skal ikke føle dig presset til noget, du ikke har lyst eller er klar til. Det skal være en rigtig god oplevelse for dig, så sørg for at mærke efter! I har ikke kendt hinanden særlig længe, og det er vigtigt, at I begge kan følge med. Du har samtidig også mulighed for at lære ham bedre at kende og været lidt mere sammen med ham.
Hvis du skulle føle dig klar til at kysse med ham, så vil jeg bare fortælle, at du ikke skal være nervøs for at gøre noget forkert. Jeg er sikker på, at han kun vil være glad for det. Det er nogle meget naturlige overvejelser, du har omkring dit første kys.
Det kan tage lidt før, man måske er klar til det, men det er også helt i orden. Det er der intet i vejen med!
Tag en snak med ham
Du skriver, at du er meget følsom og tænker utrolig meget over alting, så måske kunne det være rart at få snakket med ham om, hvordan du har det. Jeg kan godt forstå, hvis du er lidt nervøs for, hvordan han mon vil reagerer, hvis du fortæller, du gerne vil sætte tempoet lidt ned. Du skriver samtidigt, at han er det sødeste og mest charmerende menneske, du nogensinde har mødt, så mon ikke at du vil møde forståelse fra hans side? Du kan samtidig fortælle ham, hvor naturligt det føles at være sammen med ham, som du netop selv skriver. Jeg tror, at det vil give dig en ro, hvis du får fortalt ham, hvordan du egentlig har det. Det kan jo være, at han har det på samme måde som dig. Jeg synes kun, at det er rigtig stærk af dig, at du lytter til, hvordan du har det med hele situationen. Du kunne måske tage snakken med ham om det, når I er sammen næste gang. Det kan både være hjemme ved dig eller ham, bare du føler dig tryg ved situationen. Det kan også være, at du føler, det er lidt svære at sige det til ham, så kunne du jo overveje at skrive det til ham. Du er god til at beskrive, hvordan du har det her, så det vil jeg helt sikkert synes var en god mulighed for dig, hvis det andet kom for tæt på. Jeg håber, at du vil tage en snak med ham. Sæt tempoet ned, lære hinanden bedre at kende, lyt og mærk efter, tro på at han kan lide dig. Jeg er sikker på, du vil få det meget bedre, hvis I fik en snak og så vil du måske heller ikke være bange for, at det bliver for omklamerende for dig.
Jeg håber, du kan bruge mit råd!
-ønsker dig alt det bedste.
De bedste hilsner,
Nikita