Hej .... Jeg har et problem, som jeg rigtig gerne vil forsøge at beskrive, da jeg har brug for en eller anden form for respons på det. Jeg har VIRKELIG svært ved at være mig selv.. Jeg ved slet ikke hvad det vil sige at være sig selv. Eller.. jo. Jeg ved, at hvis jeg var mig selv, så ville jeg "køre på automat-pilot" når jeg var sammen med andre, og sige de ting, der falder mig ind. Problemet ved mig er, at jeg er SÅ bevidst om mig selv. Jeg hører alt for meget på min egen stemme, mærker alt for meget min egen krop. Jeg føler, at når jeg fx er i skole, at mine normale tanker nærmest er blokerede, hvis man kan sige det sådan. Jeg kan slet ikke rigtig mærke mig selv, og føler mig ikke godt tilpas blandt andre. For at jeg virkelig føler mig godt tilpas, så har jeg brug for den der venlighed, som man tit finder blandt voksne - og derfor har jeg ofte også nemmere ved at snakke med voksne. De fleste unge har en eller anden attitude, og jeg fungerer bare generelt ikke særligt godt med folk på min egen alder. Jeg ved ikke hvad der er i vejen med mig... Jeg vil selv mene, at jeg er god nok. At jeg er interessant og klog og køn og sjov. Alligevel må min mangel på evne til at være sig selv jo være fordi jeg ikke har selvtillid nok? Som regel kan folk godt lide mig, men jeg tror godt de kan mærke, at de ikke rigtig kan komme ind til mig, så derfor har jeg næsten altid meget overfladiske venskaber. De eneste, som jeg kan være 100% mig selv sammen med, er min familie - far, mor og søster. Men jeg har også en idé om, at jeg skal være "mig selv" sammen med andre, ligesom jeg er mig selv sammen med min familie. Det tror jeg bare ikke er muligt.. Jeg har jo et andet forhold til min familie, og de elsker mig jo ubetinget. Men hvordan skal man så være? Man indtager vel en anden rolle når man er sammen med sine venner, end når man er sammen med sin familie, men jeg VED bare ikke hvordan jeg skal være. Og jo mere jeg tænker over alt det her, jo sværere får jeg det ved at være mig selv. Jeg synes selv, at jeg har kunnet slappe af og ja.. være mig selv.. sammen med min kæreste (som jeg desuden har været sammen med i 8 måneder), men på det seneste har jeg også fået svært ved at være mig selv sammen med ham, fordi jeg er så usikker og forvirret hele tiden. Jeg er ikke rigtig glad, når jeg er sammen med ham - eller andre, for den sags skyld. Jeg har overvejet, om jeg kan komme til psykolog med det her, for det er ikke bare et problem, der er dukket op for nyligt. Jeg har altid haft svært ved det her, lige siden jeg var helt lille.. Jeg har aldrig kunnet finde ud af at være sammen med folk og jeg har aldrig haft et virkelig tæt venskab - mange gode venskaber, ja, men altid ret overfladiske. Jeg er ved at blive virkelig frustreret og ked af det, og jeg har bare lyst til at være alene hele tiden, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv. Har I nogle råd? Eller tanker om det, jeg skriver? Og tror I, at det er muligt at komme til psykolog for det her? Ved godt, at det ikke er et "stort" og alvorligt problem... Men det hæmmer mig virkelig meget.. Håber I kan hjælpe mig!