Vil have det hele

brevkassespørgsmål

Vil have det hele

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 13 år 5 måneder siden

hej Cyberhus :) jeg en dreng på 17 år, går i gymnasiet. Egenlig burde jeg syens det går pisse godt. Jeg lavet noget hele tiden, har mange venner. Laver alle mulige sjove ting. men jeg føler mig tit ensom, og jeg vil gerne have det hele. har en veninde der snakker om hvor fedt det var at gå på efterskole. når hun fortæller om det, bliver jeg så sur over jeg ikke tog på efterskole, og ville så gerne have oplevet det. når jeg sammen med en, og der folk der ringer og spørger om jeg ikke kommer til fest eller noget hygge noget, bliver jeg nede over jeg ikke kan være med til det, for det vil jeg jo også gerne. Jeg vil ikke gå glip af noget, og tror altid andre har det sjovere, og laver mange flere ting end mig. Jeg stiller mig næsten aldrig tilfreds med noget. vil hele tiden være sammen med nogen. Hvis jeg har lavet noget hele ugen, uafbrudt, og så jeg sidder søndag aften og ikke laver noget, kan jeg komme til at føle mig ensom osv....:( ved simplethen ikke hvad jeg skal gøre. vil godt have det godt hele tiden, og ikke have de der perioder hvor jeg føler mig mega ensom, og jeg har ikke nogen venner. hjælp!!!! håber i forstår nogenlunde mit problem den der tror græsset altid er grønnere på den anden side

Svar: 

Hej med dig :)

Det første skridt er at tage sig selv alvorligt, som du gør ved at skrive herind og fortælle, hvordan du har det. Super godt gået! Jeg kan godt høre på dig, at det går dig på, at du aldrig rigtig føler dig tilfreds med noget. Det forstår jeg virkelig godt og jeg vil gerne prøve at hjælpe dig og give dig nogle råd til, hvad du kan gøre.

Først vil jeg gerne sige til dig, at det er meget normalt at have det sådan i din alder, hvor man er godt igang med at skabe sin identitet og det kan være hårdt arbejde, når der er så mange muligheder og valg der skal tages. Så bare rolig, det er meget naturligt at opleve kaos og ikke rigtig vide, hvad man lige skal stille op. Men du er godt på vej, for du er bevidst omkring det og så er muligheden for at ændre på det til stede.

Jeg har fået indtryk af, at du stiller høje krav til dig selv om at være med hele vejen rundt. Som du siger, du vil ikke gå glip af noget, du tror altid at andre har det sjovere og laver mange flere ting end dig. Du skriver også, at du bliver nede over hvis du er et sted og bliver inviteret et andet sted hen og ikke kan være med til det.

Det jeg tror gør dig ked af det, er at du faktisk ikke rigtig er tilstede i nuet, lige der hvor du befinder dig. Når du bruger alt din energi på at tænke på, hvad du går glip af og at de andre har det sjovere, så kan det være meget stressende for krop og sind og det vil uden tvivl påvirke dit humør.

Hvis du i stedet for er fuldstændig tilstede der hvor du er, nyder at være sammen med de mennesker der er der og har din opmærksom på det du er i, så bliver det en helt anden oplevelse og du vil opleve at få det sjovere.  

Jeg vil gerne lige tilføje, at jeg bestemt ikke synes, der er noget galt i at du gerne vil en masse. Det tyder jo på en stor lyst på livet og til at indgå i sociale sammenhænge. Men jeg tror ikke, at det er det bedste for dig, som det er nu!!! Jeg tænker, at du sagtens kan være med til mange ting, men at det vil være rigtig godt at du tager et bevidst valg om, hvad du gerne vil deltage i. På den måde kan du få styringen over dit eget liv og ikke lade dig styre af tanker om, hvad andre gør og hvad de laver.

Jeg tror det vil give dig mere ro, hvis du mærker ordentligt efter og handler ud fra din mavefornemmelse. Du kan tænke lidt over følgende spørgsmål: Hvad kan du egentlig allerbedst lide at lave?, Hvem vil du gerne være sammen med?, Siger alle vennerne dig ligemeget eller er der nogen du måske deler flere interesser med eller snakker bedre med? Hvad vil der ske, hvis du går glip af noget og hvilke tanker går igang? Handler det om hvad de andre tænker om dig eller hvad du tænker om dig selv? Hvad ville du sige til en ven, der har det ligesom dig? Ville det være ok hvis han valgte noget fra?

Jeg er sikker på, at du vil gøre dig selv en stor tjeneste ved at gøre et bevidst valg. Prøv at tænke på næste uge, hvad vil du rigtig gerne og hvad er måske mindre vigtigt for dig? Du kan skrive en liste over dagene og sætte en aften af til dig selv, hvor du prøver at være alene og siger nej hvis der er nogen der ringer og inviterer dig. Giv dig selv lov til at få lidt ro på, så du får slappet af. Du kan høre musik, se en film eller hvad du nu godt kan lide at lave.

Jeg tror, du vil komme til at mærke en forskel, hvis du beslutter dig for, hvor du gerne vil lægge din energi. Så tror jeg faktisk du vil opleve at kunne nyde det du er i og derved føle dig mere tilfreds og glad. Og jeg kan jo høre, at du faktisk laver mange sjove ting, så hold endelig fast i det!!! Jeg tænker også, at dit behov for at ville det hele bliver mindre, når du oplever mere glæde, der hvor du er. Så behøver du ikke at være bange for, at der er sjovere et andet sted.

Så er det jo også vigtigt i forhold til dine venskaber, at du kan være nærværende og føle dig godt tilpas. Måske din ensomshedsfølelse også bunder i, at du ikke føler dig helt glad og tilfreds lige nu og derfor føler dig alene med det? Men det kan der heldigvis godt laves om på :)

Hvis du har brug for at få vendt nogle flere tanker, er du meget velkommen til at besøge chatten her i Cyberhus. Her sidder der voksne som vil lytte til dig og det du har på hjerte.

Håber mit svar kan hjælpe dig på vej...

De bedste hilsner Rikke

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program