Venner og mine tidligere kærester, et ret stort problem

brevkassespørgsmål

Venner og mine tidligere kærester, et ret stort problem

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 15 år 7 måneder siden

Hej ! Jeg går og har gået på en privatskole i snart 7 år (snart 6. klasse) og jeg er simpelthen så deprimeret. Mine venner som jeg har haft mange af på skift dropper mig hele tiden, jeg får en ny ca. hver 2. dag !!

Det er jeg rigtig ked af det over og nu sidder jeg bare på "bænken" hvert frikvarter og jeg sidder alene i klassen... Mine tidligere kærester slår op og finder hele tiden på nye grunde som fx. "jeg kunne ikke lide dig" og "jeg vil bare ikke have en kæreste". Jeg er enormt ked af det kan ikke beskrive det, man føler sig toalt alene i verdenen som om INGEN kan lide mig !

Hilsen Sophie 12 år

Svar: 

Kære Sophie

Jeg kan høre, at du er en pige, som har det svært. Du fortæller, at du er deprimeret, og at dine venner har det med at droppe dig. Det lyder som en rigtig svær situation du er midt i, og det er måske svært at se en vej ud af det, især når du føler dig helt alene i verden.

Det er rigtig godt, at du har valgt at skrive til vores brevkasse, det viser at du har mod og vilje : ) Og heldigvis er der nogle ting, som du kan selv kan gøre.

Det er vigtigt at du snakker med dine forældre og fortæller dem hvordan du har det. Det kan være rart at snakke om det derhjemme, men måske kan de også hjælpe dig.

I din alder er det normalt at have mange forskellige venner, og det er okay, hvis man ikke snakker sammen hver dag, det betyder ikke, at man stopper med at være venner.

Jeg vil foreslå, at du prøver at spørge dine venner, hvorfor de dropper dig, det kan være at de slet ikke er klar over, at de har gjort dig kede af det, eller at de ser situationen på en helt anden måde. Du kan starte med at vælge den person, som du føler dig tættest på, eller som har været din veninde i længst tid, måske vil der komme noget godt ud af det.

Du fortæller også, at dine kærester slår op og giver dig forskellige grunde. Som teenager har man rigtig mange følelser at holde styr på, og det hele er stadig nyt. Som 12-årig er du stadig meget ung, og lange forhold er meget sjældne i den alder. Faktisk er der mange, som slet ikke begynder at kærester før de noget ældre. Så selvom det selvfølgelig gør ondt at miste en kæreste,  tror jeg ikke, at du skal bekymre dig så meget, da der er noget der for de fleste kommer senere. Da drenge i den alder kan være noget sværere at snakke med, foreslår jeg, at du i første omgang koncentrerer dig om dine veninder.

Det lyder til at du er en modig og stærk pige. Jeg vil ønske dig held og lykke.

Hilsen Julie

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program