Venner...

brevkassespørgsmål

Venner...

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 7 år 4 måneder siden

Hej Brevkasse Før jeg stiller mit spørgsmål bliver jeg nødt til at forklare baggrunden for mit spørgsmål. Da jeg er omkring 7 år bliver jeg hen og bliver bedste venner med en dreng fra min klasse, jeg vælger at kalde ham C. Vi er bedste venner fra omtrent 1.- 3. klasse. I 3. klasse kommer vi begge to ind i en drengegruppe bestående af 2 andre drenge, dem kalder jeg for A og E. Min egen mor er veninder med A´s mor. Efter kort tid bliver vores gruppe tæt forbundet, og jeg bliver hurtigt bedste venner med E fremfor C. C går hen og bliver irriteret og jaloux på E over at min opmærksomhed nu er rettet mod ham. C bliver hurtigt siet ud af gruppen, da A og E ikke kan så godt med hinanden. I 4. klasse kommer en anden dreng ind i vores gruppe, J, men det er som sådan irrelevant for mit problem. Sådan ser vores gruppe ud frem til slutningen af 6. klasse, hvor mit problem begynder at opstå. Det skal lige siges, at drengegruppen hidtil har været betegnet som den mest "nørdede" af de grupperinger der var i vores klasse, jeg selv havde her skilt mig ud og blev betegnet som den mest unoedede i gruppen. (ae, oe og aa kunne min computer pludselig ikke lave mere!) Naar, der i sjette klasse kommer der saa en dreng ind, M. I det M kommer ind begynder mig og E og blive mindre og mindre bedste venner, men er tilsyneladende stadig bedste venner, forvirrende, forklaring senere... M, der blev mobbet ud af sin gamle skole, begynder at blive meget opmaeksomhedskraevende og vil gerne vaere en del af vores gruppe, der paa davaerende tidspunkt endnu engang er skaaret ned til 3, mig, A og E. M og E begynder hurtigt at snakke mere og mere med hinanden og over sommerferien mister jeg meget status hos E. M bliver ved med at spoege E om ikke de skal tage ud paa dit og tage ud paa dat, og jeg faar SLET INGEN taletid... E vil gerne med M ud paa dit og dat, men efterhaanden begynder jeg at foele mig overset og foeler mig hurtigt som det tredje hjul i gruppen. Jeg forsoeger at faa Es kontakt, og faar den som saadan ogsaa, men forstaar ikke hvorfor han ikke giver mig nogen kontakt tilbage, eller opsoeger mig er maaske et bedre ord at bruge. I 7. klasse begynder ting at falde paa plads og jeg foeler jeg finder en plads i gruppen, der ikke faar mig til at blive det tredje hjul, en god mellemvej... Fra 3. til 7. klasse har E og jeg kunnet pranke hinanden og kunnet goere grin med hinanden paa en maade der gjorde det sjovt, men en episode paa en lejrskole i 7. klasse bliver katalysator paa mine foelelses problemer. Episoden gaar ud paa at jeg begynder at flirte med en af pigerne fra klassen, paa et tidspunkt faar jeg fucket flirten op, for at sige det mildt ved at begynde at spille virkelig underlig. E paapeger gentagende gange, jeg virkelig har dummet mig og i starten kan jeg godt nikke genkendende til det, men da han begynder at minde mig om det, selv efter lejrskolen bryder jeg sammen og bliver for foeste gang nogensinde irriteret paa... Og en gang kommer sjaeldent alene. Starten af 8. klasse forloeber sig helt ok, og jeg har et godt selvvaere, selvtillid osv., men omtrent efter juleferien 2011, og vi begynder i skole igen begynder E at have en nedtalende tone overfor mig og paapeger ofte, hvis jeg i hans hoved ikke har gjort noget godt og sjaelent hvis jeg hvis jeg har gjort noget godt. At jeg begynder at blive irriteret paa E, bliver efterhaanden dagligdag for mig, og ofte graeder jeg mig i soevne fordi jeg er bange for ikke at vaere en del af gruppen laengere. Hver gang jeg bliver sur paa E, gaar jeg hen og er sammen med C i stedet, som jeg bruger som min saakaldte erstatning. Der er lige det, at E synes det er aandsvagt af mig at snakke med C, da han hader C... En ting jeg heller ikke forstaa fra hans side. Tilsyneladende er jeg, efter 2 aar hvor vi er roeget laengere og laengere vaek fra hinanden, ifoelge E stadig bedste venner... Og det er ikke bare noget han har sagt... Vi har udvekslet facebook password, og en dag da jeg keder mig, gaar jeg ind paa hans profil. En ting jeg ved godt maaske ikke er saa smart, men jeg ser han har skrevet sammen med en pige. Pigen spoeger ham om forskellige ting, men da hun spoeger, hvem hans bedste ven er staar der mig. Til at starte bliver jeg glad, men efterfoelgende bliver jeg forvirret, for hvorfor er han saa ikke som den samme overfor mig, som han altid har vaeret? E fortsaetter stadig sin nedtalende tone overfor mig, hvilket jeg ikke finder hoved og hale i. Det skal lige siges, at han ikke altid er nedladende overfor mig, men ofte goer han mig opmaerksom paa, hvis jeg siger noget forkert. Efterhaanden som ugerne gaar, faar jeg lyst til at konfrontere ham om, hvordan jeg foeler, men toer ikke, fordi jeg er bange for jeg ikke kan stole paa ham, og han saa siger det videre til alle efterfoelgende. Men i gaar, mandags kulminerede mine foelelser saa. I 3. lektion har vores klasse dansk. Vi faar forklaret om analyse af avisartikler, og E raaber op om, hvor svaert han synes det er. Det irriterer mig, og derfor begynder jeg at raabe op om hvor let, jeg synes det er. Da laereren saa ud i klassen spoeger, om noget og jeg svarer lyder det SELVFOELGELIG forkert i hans, Es, oerer og straks irretesetter han mig. Jeg siger iskoldt han skal lukke r***n, og da vi efter klokken har ringet faar frikvarter, saetter vi os udenfor for at spise frokost. Jeg har fast besluttet mig for at ignorere E, men A opdager det hurtigt og spoeger mig, hvad der er galt. E siger saa nedladende han overhovedet kan Hvad er det nu... Jeg fortaeller A, at det ikke er noget saerligt. Men pludselig begynder M at lave en joke, E tilsyneladende synes er mega sjov. Og hans grin irriterer mig saa meget, at jeg beslutter mig for at gaa min vej. M loeber efter mig og tror, det er ham jeg sur paa, hvilket jeg ikke er. Jeg fortaeller ham, at det ikke burde vaere ham der loeb efter mig, men E. Det siger jeg med taarer i oejnene... Ovre i klassen bryder jeg sammen, og alle begynder straks at troeste mig og spoerge ind til, hvad der er galt. Jeg siger, at jeg er saa sur, jeg kunne slaa E ihjel, det mener jeg selvfoelgelig ikke. Da klokken ringer ind til time, graeder jeg stadig og da laeren kommer ind, hiver han mig ud for at spoerge ind til hvad der er galt og jeg siger det som det er} E har nedbrudt mig psykisk paa et halvt aar! Laereren beder E komme ud saa vi kan snakke ud om det, og E undskylder mig mange gange som han i oevrigt saa mange gange har gjort tidligere. Slut paa forklaring! Mit problem er, at jeg holder utrolig meget af E, men at jeg ikke kan doeje ham. Jeg har overvejet at skifte skole, men jeg ved, at jeg faar et forklaringsproblem overfor mine foraeldre, da jeg har holdt inde med det alene. Men jeg vil ikke flytte skole, for jeg holder utrolig meget af den gruppe jeg tilhoerer og jeg godt kan lide den klasse jeg gaar i. Det skal lige siges, at jeg er velset i klassen og ligger middelmaadigt paa popularitet. Hvis jeg valgte det, kunne jeg sagtens gaa ind i en anden gruppe, men jeg holder som sagt af at vaere i den gruppe jeg er i nu. Jeg har stort set ikke snakket med E siden sidst, og A ignorere os begge, fordi han synes vi skaber unoedvendig drama. M har en fod i hver lejr og snakker med os begge, dog mest med E foeler jeg, saa jeg har kun C at vaere sammen med... Jeg ved godt, jeg burde sige det til mine foraeldre, men betror jeg mig til min mor hagler spoegsmaal ned over mig, da hun er uddannet Socialraadgiver og uddannet inden for kognitiv terapi. Hvad skal jeg goere, hvordan kommer jeg ind i gruppen igen, kan jeg overhovedet komme ind i gruppen igen? Hvad kan jeg selv goere for at komme ind i gruppen igen? Burde jeg bare flytte skole og proeve noget helt nyt? Vil det give mening at snakke med en psykolog om det? Svar hurtigt, da alle disse tanker plus flere langsomt nedbryder mig psykisk og jeg har brug for raadgivning! -Jeg har selvfoelgelig en masse venner udenfor skolen! Hilsen en desperat dreng.

Svar: 

Hej med dig..

Det er noget af en historie dig og E, og ja også de andre har sammen. Der har både været gode og svære perioder, og lige nu er det en svær periode..og jeg kan godt høre på dig, at du på den ene side holder meget af E og på anden side har det svært med ham.

Men ved du hvad, jeg tror faktisk det er helt normalt. Et venskab ændrer sig og går igennem forskellige perioder. Nogle er gode, nogle er svære, nogle tidspunkter synes man den anden er et fjols og man vil forskellige ting og andre gange har man lyst til at se andre venner.

Så ud fra det du skriver, så synes jeg ikke du behøver at skifte skole eller gå til psykolog. Jeg kom til at tænke på lidt forskelligt da jeg læste dit brev og måske kan du prøve at overveje om du kan bruge nogle af dem.

1. Jeg synes dig og E mangler at få snakket ud om tingene, fordi det virker som om E har det på samme måde som dig. At han også holder meget af dig, men at der er ting ved dig som også irriterer ham. På den måde har det meget ens med hinanden.

Når man er rigtig gode venner, så er man også meget tætte og kommer til at kende hinanden rigtig godt. Både de gode sider og de irriterende sider. (og dem har vi jo alle sammen)

Men så er det vigtigt at få snakket om de ting og at I for fortalt hvad der irriterer, men også at I holder af hinanden som venner. På den måde kan i måske finde ud af hvordan I tackler de irriterende ting.

hvis ikke I snakker om dem, så bliver de irriterende ting bare større og større og til sidst kan det ødelægge jeres forhold helt.

2. Det andet er at du skal overveje på hvilke områder dig og E har det bedst sammen og så fokuserer på det. Er det når i ser film efter skole? er det bare i frikvarterene? eller noget helt andet? Man kan have forskellige venne, som man laver forskellige ting sammen med og måske skal i finde ud af hvordan I har det sjovest sammen. Og så acceptere at I hver i sær laver andre ting med andre venner.

3. Det kan også være, at jeres venskab er ved at glide fra hinanden og at det er tid for dig til at kigge dig om efter andre venner, måske nogel af dem uden for skolen som du nævner.

Venskaber kan gå og komme, og nogle få kan blive for resten af livet.

4. Den sidste ting jeg synes du skal overveje er, at være lidt tålmodig og se hvordan det udvikler sig. Acceptere at det lige nu er lidt svært. Det kan være en ide at du i en periode fokuserer på andre ting og måske på andre personer på skolen.

Når de her ting er sagt, så synes jeg du skal prøve at tænke over det. Men hvis du synes det er svært og du føler det er uoverskueligt eller ikke rigtig får snakket med E, så er det vigtigt du tager fat i enten din mor eller din lærer.

Din lærer er vant til at snakke med unge om venskaber og har sikkert snakket med mange andre unge om de samme ting. Måske kunne det være rart for dig og at din lærer har nogle gode råd til dig. Du har også mulighed for at snakke med en helt anden voksen, nemlig i vores chatrådgivning. Her sidder der også voksne der gerne vil prøve at hjælpe.

Ud fra det du skriver, virker det ikke til at du har brug for en psykolog eller skal skifte skole, men du skal prøve at arbejde med tingene der hvor du er. For du vil hele livet opleve at venskaber skifter.

Så prøv først at mærke efter inden i og så handle på det du føler er rigtigt for dig.

Og så lige en sidste ting. Det der med at dele facebook log in koder, det dur ikke. Det er noget privat og det bliver meget nemt noget mudder og man kan opdage ting som forvirre. Eller hvis I ender med at bliver uvenner, så er det ikke rart at den anden har adgang til noget så privat. Så jeg synes I skal snakke om at jeres facebook profil er noget privat og det er ikke nødvendig at dele det, bare fordi man er gode venner.

Venlig hilsen

Erroll

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program