Ved ikke om jeg må...

brevkassespørgsmål

Ved ikke om jeg må...

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 9 år 2 måneder siden

Så... Det her virker nok latterligt, men jeg vil rigtig rigtig rigtig - MEGET - gerne have en kjole, der ligner dem fra 1860'erne. Jeg har kigget rigtig meget på én online, men det kommer til at koste over 1000kr at få den til Danmark.... Og jeg har ikke fortalt mine forældre noget, men jeg skal jo ligesom bruge dem, for at få kjolen.

jeg vil gerne betale, hvad det koster. Den kjole betyder meget for mig.

Men jeg har problemer med forældrene. For det første, vil de synes det er latterligt, at jeg som 15 årig vil lege klæd ud... Der er ikke fastelavn eller noget på min skole, så den undskylding kan jeg ikke bruge. Hvordan får jeg dem til at være ok med det?

for det andet er den jo meget, meget dyr - men alligevel en af de billigste, jeg har kunnet finde.

og de vil nok ikke lade mig købe den. Hvordan overtaler jeg dem?

Og sidst - hvordan fortæller jeg dem det overhovedet?

"Øh, hej, mor, jeg har forelsket mig i en 1860'er kjole for over tusind kroner... Må jeg lige købe den for at lege klæd ud?"

Please hjælp mig!

På forhånd - tak!!

Svar: 

Hej med dig.
Det lyder til at det betyder meget for dig at få den kjole, og det virker til at du har brugt meget tid på at finde lige netop den kjole.

Alle mennesker har forskellige hobbyer, og det lyder på det du skriver som, at kjoler og måske ældre historiske kjoler er en stor interesse for dig. Og det er der som sådan intet i vejen med, det er kun godt at have nogle forskellige interesser at gå op i. Men som du selv skriver er det en meget dyr kjole. Da du ikke er myndig endnu, så har dine forældre i princippet ansvaret for dig og over dine penge. Men hvis de penge du har er nogle som du selv har tjent gennem et arbejde, så råder du i princippet selv over de penge, juridisk set. Så hvis det er tilfældet, så har du faktisk ret til at købe den kjole. Men samtidig må jeg også sige, at 1000 kr. er mange penge, og det kan være en god idé at overveje en ekstra gang om de skal bruges på kjolen. Det kan være en god idé at lave en liste med fordele og ulemper. Ofte når vi forelsker os i noget, uanset om det er et stykke tøj eller noget andet materielt, så kan det være svært at få ud af hovedet før vi ejer det. Men ofte så er det bare en god idé at stoppe op og lige tænke en ekstra gang over det, netop fordi vi hurtigt kan blive grebet af stemningen.

I forhold til dine forældre, så kan det være svært for dig at overbevise dem om at det er en god idé, hvis de allerede har givet udtryk for at det ikke er. Vi har alle forskellige opfattelser og idéer om, hvad der er godt og dårligt, så hvis dine forældre ikke synes det er en god idé, så kan det desværre være svært at ændre den holdning. Det kunne lyde som, at grunden til at dine forældre er i mod er fordi, at de ikke vil have at du bruger så mange penge, netop fordi at de kun vil dig det bedste. Men jeg synes alligevel godt, at du kan prøve at sætte dem begge ned sammen og fortælle dem, hvor meget det betyder for dig, og nok også hvorfor det egentlig betyder så meget for dig, så de bedre kan forstå det. Men hvis de stadig ikke ændrer deres holdning, så kan du nok desværre ikke gøre andet end at respektere det, selvom det er rigtig ærgerligt for dig.

Jeg håber at du kan bruge mit svar, og at du finder ud af det med dine forældre.

Mange hilsner
Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program