Ved ikke hvad jeg skal gøre?

brevkassespørgsmål

Ved ikke hvad jeg skal gøre?

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 11 år 3 måneder siden

Hej Brevkassen, Har haft en ting på hjernen på det sidste. For et stykke tid siden fandt jeg ud af at den person, fra min klasse, som jeg godt kan lide, kan også lide mig. Hans søster har fortalt mig at hun spurgte ham hvem han kan lide, og han nævnte mig, og også på et tidspunkt i billedkunst, kom han op til mig og hviskede "jeg kan lide dig", men på det øjeblik gik jeg lidt i panik, jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle reagere, så jeg gik bare videre, og lod som om at jeg ikke hørte det. Jeg følte mig virkelig skyldig de næste par dage efter det, fordi at jeg ikke svarede. Men her kommer problemet - jeg har ingen idè om hvordan jeg skal fortælle ham at jeg også kan lide ham. Jeg vil rigtig gerne, men jeg er nærmest bange for at komme i et forhold. Jeg ved ikke om 13 er en ung alder at være i et forhold i, men det skræmmer mig bare en smule ved tanken om at skulle tale meget mere sammen, tilbringe tid sammen, alt det der. Jeg er en lille smule genert når det kommer til at tale med ham - eller at overhoved tale til drenge generalt. Så summed up, burde jeg bare 'yolo dat shit', fortælle ham at jeg kan lide ham og komme i et forhold, eller bare ikke gøre en skid?

Svar: 

Hej med dig.

Hvor er det bare godt at høre, at du har fundet ud af, at ham, du kan lide, også kan lide dig. Jeg kan godt forstå, at du gerne ville have svaret ham, da han fortalte dig det. Jeg kan dog også godt sætte mig ind i, at du gik lidt i panik, og jeg tror også stadig, du kan nå at få ham det fortalt på en anden måde.

Jeg tænker, du ikke er den eneste 13-årige, som gør sig tanker om hvornår, man er klar til at komme i et forhold. De fleste unge har på et eller andet tidspunkt gjort sig tanker om hvilken alder, de gerne vil have, når de begynder at have kærester. Jeg kan fortælle dig, at der ikke findes nogen regler for, hvor gammel man skal være. Det vigtigste er bare, at man føler sig klar til at prøve at have en kæreste. Jeg kan godt følge dig i, at du kan blive lidt skræmt ved tanken om at skulle bruge meget tid sammen, tale meget sammen osv., men sådan nogle ting tror jeg ikke, du skal være bange for. Hvis I begge kan lide hinanden, kommer det sikkert helt af sig selv. Det er noget, man først finder ud af, når man beslutter sig for at prøve at blive kærester, så hvis du har mod på det, synes jeg, du skal springe ud i det. Det kan også være, din generthed lige så stille forsvinder i takt med, at I lærer hinanden at kende. 

Jeg kan godt sætte mig ind i, at det er svært at vide, hvordan du får ham fortalt, at du har det på samme måde som ham. Jeg tror, du skal tænke på, at han måske allerede fornemmer, at du kan lide ham, siden han har turde hviske det samme til dig i en billedkunsttime. Tit er det nemlig sådan, at man ikke tør gøre sådan nogle ting medmindre man fornemmer, at den anden har det lidt på samme måde. Med det mener jeg, at det måske kan blive lettere for dig at fortælle ham det, hvis du tænker på, at det nok ikke kommer som en overraskelse for ham. Det kan være, at dine smil, din væremåde og dine beskeder til ham har sendt signaler om, at du kan lide ham. Jeg forstår godt, det er lidt svært at samle mod til at sige det direkte til ham. Hvis det er for svært, kan du overveje at skrive det til ham i en SMS. Ellers tænker jeg, at du kan snakke med dine veninder om, hvad de synes, du skal gøre. Måske har de stået i en lignende situation, eller måske har de bare nogle gode idéer til, hvordan man får sådan nogle ting sagt.

Jeg synes, det virker som om, du har lyst til at gøre noget ved, at du føler noget for drengen. Derfor tror jeg, du vil fortryde, hvis du ikke gør noget. Nogle gange skal man vove pelsen og gøre det, man har lyst til. Der er altid en fare for, at det ikke går helt, som man ønsker, men man vil for det meste være glad for, at man gjorde det.

Jeg ønsker dig held og lykke med drengen.

Kh. Matilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program