Ved ikk..
Ved ikk..
Hej cyberhus.
Jeg har en kæreste, og vi har været sammen i næsten et år nu. Jeg tror ikke han er forelsket i mig som jeg er i ham og det gør mig lidt ked af det. Jeg burde næsten ikke engang at kalde os kærester.. vi har aldrig kysset eller sådan noget. Kun holdt i hånden, og det tør jeg heller ikke mere, fordi jeg synes det er mega pinligt at mine hænder sveder så meget. Vi er ikke så gode til at holde vores samtaler i live, og vi snakker kun om ligegyldige ting. Jeg vil gerne prøve at kysse med ham, men ved ikke om han stadig har lyst og tør ikk spørge ham. Hvad skal jeg gøre?
Hilsen Laura
Hej Laura
Jeg kan godt forstå at du er frustreret over din situation, for det må være rigtig svært at føle man ikke er rigtig kærester med sin kæreste.
Jeg kan godt forstå hvis du er nervøs for at skulle spørge din kæreste direkte, men jeg må samtidig indrømme at jeg tænker det som den bedste løsning.
Du skriver ikke om din kæreste har sagt noget direkte om hvad han føler for dig eller om han også har lyst til at kysse dig, og derfor kan jeg ikke lade være med at tænke på om han måske faktisk går og føler på samme måde som dig?
Jeg kan godt forstå hvorfor du tænker om han overhovedet stadig kan lide dig, men man kunne også vende det på hovedet og sige. Hvis han ikke kunne lide dig mere, hvorfor så overhovedet holde dig i hånden og stadig være kærester?
Måske går han og tænker præcis ligesom dig? Måske har han lyst til at kysse dig, men er bange for at spørge fordi han er i tvivl om du har lyst? Måske synes han også det er svært at holde en samtale igang mellem jer, og måske er det lige præcis svært fordi I begge er rigtig nervøse for hvad den anden tænker. Fordi i begge er bange for at den anden ikke har samme følelser.
Jeg kan som sagt godt forstå hvis du synes det er svært at skulle spørge direkte, men på den anden side bliver man også bare nødt til at turde satse og hoppe ud i det ind imellem. Hvis du spørger ham direkte kan det selvfølgelig være at han siger nej, men så ved du i det mindste hvad han føler og så kan du måske komme videre. Men ud fra det du fortæller tror jeg der er endnu større chance for at at han bliver glad fordi du spørger og at han så også tør fortælle at han faktisk også har lyst.
Lige meget hvad der sker tror jeg du vil have det bedre med at vide hvad han føler og hvad der skal ske med jeres forhold. Uvisheden om hvad han føler og hvad der sker mellem jer kan bare være så hård at gå med i lang tid.
Så overvej lige endnu engang om ikke du skal tage springet og spørge direkte...det tror jeg du vil blive glad for.
Held og lykke med det
Niels-Christian