Var det dumt af min venindes Kæreste og mig?

brevkassespørgsmål

Var det dumt af min venindes Kæreste og mig?

brevkassespørgsmål af
Kristine
11 år
Oprettet 7 år 11 måneder siden

Hej jeg er en pige på snart 12 år.

For ca. 2 måneder siden var jeg sammen med en ven og min Venindes Kæreste.

Vi var tit sammen men i en størere gruppe, da mig og min ven skulle til gå krammede jeg min bedste venindes kæreste.

Da vi havde holdt om hinanden i et stykke tid gav vi slip, men lige da jeg skulle til at venne mig om trak han mit tørklæde lidt ned og kyssede mig på munden.

Jeg blev helt stiv i kroppen og vidste ikke hvad jeg skulle gøre.

Så jeg sagde farvel, tog min cykel og cyklede hjem.

Havde det selvføldeligt mega dårligt over det fordi det var min bedste venindes kæreste og en af mine meget gode venner.

Da jeg kom hjem skrev jeg til ham og spurgte hvad der lige var sket, han svarede lidt underligt at han godt kunne lide mig, og af en eller anden grund havde jeg pludselig fået følelser for ham også, så det skrev jeg til ham.

Vi skrev meget sammen den dag både med hjerter og kysse smileyer (vidste jo godt at det var helt forkert at både ham og jeg fordi han jo havde en kæreste, og det lige præsis var min bedste venindes kæreste)da jeg uheldigt nok skulle til en vens fødselsdag samme dag og min bedste veninde også kom var jeg endnu mere nervøs.

Jeg mødte min ven der havde set det hele og han sagde at da min venindes kæreste havde kysset mig og jeg var kørt hjem havde han sagt til min ven at hvis min ven sagde noget til nogen ville han dræbe ham.....

Den aften kunne jeg slet ikke se min bedste veninde i øjnene og rystede hele tiden fordi jeg vidste at det var forkert at jeg havde et forhold til HENDES kæreste.

Skriver stadig men min venindes kæreste idag men dog kun som venner.

Ved ikke om jeg skal sige det til min veninde som det er eller lade det ligge? Er bange for at min veninde så ikke gider mig mere og at hendes kæreste bliver sur..?

Har ikke sagt det til nogen endnu og ved heller ikke om jeg skal gøre det da det kun skete en gang og aldrig sker igen?

Hvad skal jeg gøre?

Svar: 

Hej med dig. 

Jeg kan forstå, at du føler dig lidt utilpas, fordi du er havnet i en situation, der føles lidt svær at komme ud af. Det kan jeg godt forstå, du ikke synes er særlig sjovt. Jeg vil forsøge mit bedste at rådgive dig så godt, jeg kan. 

Først vil jeg sige, at jeg synes, at det er rigtig fint, at du bekymrer dig om din veninde og du godt selv ved, at det ikke var helt i orden at kysse hendes kæreste. Alle mennesker begår fejl og derfor er det rigtig fint, når man selv kan se, at noget ikke er i orden. Så handler det om at tilgive sig selv og komme videre. Jeg kan også forstå, at det især er svært, fordi din veninde ikke ved det og du nu går og tænker på, om du burde fortælle det til hende. Jeg kan desværre ikke fortælle dig, hvad du skal gøre. Det er noget, du skal mærke på dig selv. I disse overvejelser kan du tænke over de ting, jeg herunder vil komme ind på. 

Du skal vide, at du godt kan risikere, at din veninde bliver sur og der kan gå lidt tid, før hun kommer til at ville tale med dig igen, hvis du fortæller hende om kysset. På den anden side kan det være rart for din veninde at vide, at hendes kæreste har kysset dig. Det var trods alt ham, der kyssede dig og det kan være, at han har prøvet at kysse andre piger også. Det lyder heller ikke til, at kæresten er en specielt god ven over for din ven, da han sagde, at han ville dræbe ham, hvis han fortalte nogle om kysset. Det kan derfor være, at din veninde ville have det bedre uden ham, hvis han ikke altid er sød og gerne vil kysse med dig eller andre piger. Selvom det kan være svært, fordi din veninde kan blive sur på dig, kan det også være, at hun vil sætte pris på at få sandheden at vide. Så kan det være, at hun tilgiver dig og I får et stærkere venskab. Det er også meget bedre, at hun skulle høre det fra dig end hvis hendes kæreste eller din ven kommer til at sige det til nogen, og hun så finder ud af det. 

Hvis du beslutter dig for at sige det til din veninde, kunne det være rigtig fint at fortælle hende, at det skete, fordi du selv havde fået følelser for ham. Så kan det være, at det er lidt lettere for hende at forstå og tilgive. Og hvis hun bliver sur på ham og hvis han bliver sur, kan det være godt, hvis I står sammen. Det er jo mest ham, der har gjort noget forkert. Så det kunne være fint, hvis din veninde og du stod sammen mod ham i stedet for at gå mod hinanden. Det kan selvfølgelig være svært og det handler om, hvordan din veninde vil reagere, hvis du fortalte hende, hvad der var sket. Selvom det virker svært lige nu, skal du vide, at sådan vil det ikke blive ved med at være. Det bliver lettere, når det hele kommer lidt på afstand og for hver dag vil det blive lidt lettere. Men som du skriver er der gået to måneder og du tænker stadig på det. Derfor kan det være, at du ville få det bedst ved at fortælle hende om det og du så kunne få lidt ro i maven og så kan begynde at få det på afstand. 

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar og jeg ønsker dig held og lykke. 

Med venlig hilsen Signe M. 

 

 

SigneMs billede
Signe fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program