valgt fra

brevkassespørgsmål

valgt fra

brevkassespørgsmål af
Olivia
14 år
Oprettet 8 år 6 dage siden

hej cyberhus

jeg går i 9. klasse og det er egentlig okay. I min klasse er vi 13 drenge og 3 piger. De 2 andre piger er rigtig gode venner og derfor er det altid mig der bliver valgt fra. Det er næsten lige meget hvad vi skal lave, det er altid dem der er sammen. Men nogle gange når vi fx. skal arbejde i vores matematikbog eller lave engelsk opgaver har jeg det faktisk helt fint med at arbejde alene. For det meste har jeg det bedst med at arbejde alene. Jeg siger alligevel næsten ingenting hvis det er gruppearbejde, med flere end 2 i gruppen. 

Men på en måde bliver jeg altid så ked af det,(uden at vise det) når jeg ser de 2 piger arbejde sammen. Selv hvis de bare snakker sammen, viser hinanden noget på fx. facebook så kan jeg blive så trist. Jeg er egentlig ret jaloux på dem begge. Både udseende og deres være måde. De har det godt i klassen og har mange venner og kan ligesom snakke med alle. Det er bare det modsatte af mig. 

og det er ikke kun dem der vælger mig fra. Det gør alle undtagen en fra parralelklassen. Hun er også rigtig sød og vi har det godt sammen, så hende er jeg glad for.

Det er ikke kun når vi skal arbejde ´, jeg bliver valgt fra. Det kan fx. også være hvis vi har fået lov at spille dødbold i en time. Vi har scene vi kan sidde på hvis vi er døde  og hvis jeg er død, plejer jeg at sætte mig ved siden af de to piger. eller en af dem. Men hvis de dør plejer de at sætte sig ved siden af hinanden og gerne lidt væk fra mig. Det sker tit af en af dem ikke vil være med og sætter sig på scenen. Og hvis jeg så dør og sætter mig lidt væk fra hende (fx. en meter) så kan den anden pige godt finde på sætte sig ved siden af den første pige og længst væk fra mig. Det kan gøre mig så ked af det.

Jeg håber inderligt, at i kan hjælpe

Mvh hende der bliver valgt fra

Svar: 

Kære du

Jeg kan godt forstå du bliver ked af det når du oplever at de andre piger vælger dig fra. 

Det er klart at det særligt i jeres klasse, hvor I kun er tre piger er særligt sårbart når så de to af dem er rigtig gode veninder. Det er dejligt at læse at du alligevel har en rigtig god veninde i din parallel-klasse. Selv om det selvfølgelig ikke gør din situation i din egen klasse lettere, så tænker jeg alligevel at det er positivt at du har en god relation i skolen. En du er tryg ved og har det godt med. 

Ud fra det du fortæller, kan jeg godt forstå hvorfor du føler at de vælger dig fra. Men jeg bliver nysgerrig på om det mon er noget de to piger fra din klasse også har sagt til dig direkte? Er det noget I har talt om? 
Jeg er nemlig lidt nysgerrig på om de her to piger mon kunne tænke, at du ikke har lyst til at være sammen med dem? Det ved jeg selvfølgelig ikke, men sådan kan en situation sagtens opleves meget forskelligt. Det kan også være at de ganske enkelt ikke tænker over det. Fordi de lige præcis er rigtig glade for hinanden. At de så ikke lægger mærke til dig, og dine behov?

Det jeg vil frem til er om du har spurgt dem direkte, om de kunne have lyst til at lave noget sammen. Det kunne enten være at spørge ind til hvad det er de laver, men det kunne også være at du inviterer dem til at lave noget sammen med dig. Det kunne være en lille ting, som at vise dem noget du har set på fb. Eller måske noget lidt størrere som at tage i biografen sammen eller noget i den stil.
Det er selvfølgelig rigtig svært at skulle tage initiativet på den måde, men jeg tænker det kan være det hele værd. 

Hvis det viser sig, at de bare har nok i hinanden og virkelig ikke har lyst til at lukke dig ind i deres fællesskab, tænker jeg du kan overveje at bygge videre på det gode forhold du har til hende fra din parallelklasse. Har hun måske nogle gode venner som du også kan komme til at lære bedre at kende? Eller hvad med drengene i din klasse? Måske er der drenge fra din klasse som du kunne have rigtig gode venskaber med. Nogen som faktisk ligner dig og har nogle af samme interesser som dig mere end de her piger?

Mange hilsner
Christina

 

 

Christinas billede
Christina fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program