Tænker på andre selvom man har en kæreste

brevkassespørgsmål

Tænker på andre selvom man har en kæreste

brevkassespørgsmål af
Maja
15 år
Oprettet 8 år 3 uger siden

Hej brevkasse:)

Jeg er en pige på 15 år. Jeg har en kæreste som jeg elsker utroligt højt, og kunne aldrig nogensinde finde på at være ham utro, eftersom min ekskæreste var mig utro. Han betød ingenting for mig, men det var alligevel surt at han ikke bare ville have mig. 

Men inden jeg blev kærester med min nuværende kæreste, havde jeg tænkt på en anden fyr, som virkelig er super køn og det, men jeg fik afvide af en af mine veninder fra samme skole som ham, at jeg ikke skulle komme sammen med ham, og jeg forstod aldrig hvorfor? Men jeg lod selvfølgelig vær når hun sagde det, fordi hun kendte ham meget bedre end mig. Min kæreste går til fodbold og i parrelelklasse med fyren og jeg ser ham derfor ret tit, når vi for eksempel er til fest eller hvis jeg er ude og se dem spille kamp. Lige så snart jeg ser fyren tænker jeg bare at jeg virkelig gerne at jeg havde lært ham at kende, inden jeg droppede ham. Jeg ved ikke om det har noget at gøre med at han er så køn, eller om det er fordi at jeg har fået afvide at han blev rigtig ked af det, da han fandt ud af at jeg havde fået en kæreste, men jeg tror bare at jeg er tiltrukket af ham på en eller anden måde..

Jeg ville bare rigtig gerne vide hvorfor jeg har det såden med ham, når jeg har en helt perfekt kæreste, som jeg elsker SÅ højt.

Svar: 

Kære dig

Skønt at du har en kæreste, som du elsker rigtig højt! Alligevel kan jeg høre du nogle gange kommer til at tænke på den her anden fyr, som ovenikøbet er rigtig pæn. Jeg tænker det er helt naturligt, og en del af det at være menneske. Selvom vi er i et forhold, og har det rigtig godt og er glade for hinanden, kan der stadig godt være nogle andre personer i ens omgangskreds, som man måske lige kigger en ekstra gang efter. 

Du skriver at du gerne vil finde ud af, hvorfor du har det på den måde med den her fyr, og det er desværre meget svært for mig at svære på. Men det lyder som om, at du er lidt skræmt over at have de her tanker, og jeg kan godt forstå at det måske føles lidt forkert. Fordi du måske bare tænker, at du burde være godt tilfreds, og bare være glad for at din kæreste er rigtig sød og dejlig. Men jeg tænker, at det er ret naturligt, at der er nogle mennesker som man synes er mere interessante end andre. Der er måske nogle som man føler, man vil have en særlig kemi med, eller også kan man bare blive rigtig meget tiltrukket af et andet menneske, hvis man synes rigtig godt om personens udseende. Men hvis du virkelig føler dig sikker på, at din kæreste er den rigtige for dig, synes jeg bare du skal tage det helt roligt, og lade de andre tanker være. Men hvis du synes at alle de her tanker fylder rigtig meget, og er svære at have, skal du måske prøve at overveje, om de har en særlig mening for dig. Hvis de er så store at de gør det svært i forhold til din kæreste, synes jeg måske du skal tænke på om det er helt rigtig at I to er sammen. 

Samtidigt tror jeg, at der er mange der har det sådan, at det ukendte nogle gange kan virke rigtig spændende og lokkende. Måske fordi ens tanker let kan løbe afsted med én, og fantasien om, om han måske kunne være en endnu bedre kæreste end ham du har nu, kan måske fylde? Men uanset hvem man er sammen med, vil der altid være nogle små udfordringer forbundet med at være sammen med et andet menneske, fordi der ikke er nogen andre mennesker, der tænker eller opfører sig præcis ligesom vi selv gør. Fordi vi alle er helt unikke, kan det nogle gange gøre, at der er små ting vi kan irritere os over hos den anden, selvom vi generelt har det fantastisk sammen. Men de små ting, kan måske gøre os i tvivl om vi har det "godt nok" med den vi er sammen med, og tanker om en anden der måske var engang, kan vokse sig større. Jeg ved slet ikke om du har det sådan, eller det er helt fjernt for dig, men hvis det giver mening, kan det måske hjælpe dig til at lade tankerne om den anden fyr være. 

Til sidst får jeg lyst til at sige, at jeg tror det er rigtig vigtigt at mærke efter om det føles rigtig at du er sammen med din kæreste. Hvis det gør det, så er det måske nemmere også bare lade ham den anden flotte fyr være i tankerne, og være taknemlig for den kæreste du har. Jeg håber du kunne bruge mit svar, og ønsker dig alt held og lykke med kærligheden.

Bedste hilsner

Annika  

Annikas billede
Annika har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program