Tør ikke! :-(

brevkassespørgsmål

Tør ikke! :-(

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 11 år 1 måned siden

Hej Cyberhus! 

Jeg har en rigtig sød kæreste, som jeg virkelig godt kan lide. 

Men mit problem er at jeg tør overhovedet ikke at være alene sammen med ham:-(

han vil rigtig gerne være sammen med mig. Jeg vil også gerne være sammen med ham, men tør slet ikke!! 

Hvordan kan jeg overvinde min generthed? :-) 

MVH

Mig! :-)

Svar: 

Hej med dig!

Jeg kan sagtens forstå, at du synes det er svært at skal være sammen med din kæreste, hvis du er meget genert. Derfor vil jeg prøve at komme med nogle forslag til, hvad du kan gøre for at overvinde din generthed.

Først og fremmest vil jeg lige fortælle dig, at der er mange i din alder, som er generte. Nogle gange kan man være genert, fordi det er ens første kæreste, eller fordi man så godt kan lide den anden person, at man får helt sommerfugle i maven og ikke ved, hvad man skal gøre af sig selv.  

Din generthed kan måske også skyldes, at du føler, at der er noget, du skal leve op til. Jeg tænker, at din kæreste nok valgte dig for den person, du er. Derfor tror jeg, det er vigtigt, at du prøver at være dig selv og glemme, hvad du tror, han tænker om dig, hvis du gør bestemte ting. En god idé kan måske være, at fortælle din kæreste, hvordan du har det. Når man får tingene sagt højt, kan det nogle gange godt være med til at ændre de følelser, man går med indeni. Hvis det er for svært for dig at sige det til ham ansigt-til-ansigt, kan du også skrive det til ham i en sms eller over Facebook. 

Du skriver, at din kæreste rigtig gerne vil være sammen med dig, og at du også gerne vil være sammen med ham, men ikke tør. Måske tør du ikke, fordi der er en masse ting, som du er en smule bange for. Det kan være fordi, det måske er første gang, I skal være alene sammen, eller fordi du tænker, at I måske skal kysse, skal holde i hånd eller sidde tæt ved siden af hinanden. Alle de her ting kan godt være med til, at man bliver nervøs og genert og derfor ikke tør være sammen med sin kæreste. Derfor tænker jeg, at der er flere forskellige ting, du kan gøre for at du kan nå til det punkt, hvor du tør være sammen med ham.

Jeg tænker en god idé kan være at lave noget sjovt sammen, hvor I ikke behøver at sidde alene hjemme hos en af jer. I kan tage i biografen, gå en tur, spille Play Station, købe en is eller andre ting, som I synes kunne være sjovt at lave sammen. På den måde lærer I hinanden at kende, og du vænner dig til at være sammen med ham og bliver tryg ved ham, uden at I behøver lave "kæresteting". Når du begynder at føle dig tryg ved ham og føler, at du kan være sig selv, når du er sammen med ham, tror jeg stille og roligt at din generthed vil forsvinde. 

Jeg tror, det gælder om at tage små skridt og så skal din generthed nok forsvinde af sig selv. Husk på, at han kan lide dig, som den du er, så du skal ikke være bange for at være dig eller forsøge at være en anden :-)

Venligst Camilla

SigneKs billede
Signe har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program