Sød pige.
Sød pige.
HeJ, jeg er en dreng på 13. Jeg har længe været vild med en pige, men aldrig rigtigt snakket med hende. Hun er ret populær, i modsætning til mig. Jeg ved ikk' Hvordan jeg skal få snakket med hende. Jeg er mega bange for at være kikset. Tror heller ikk' hun ville kunne lide mig, da jeg er meget høj, og der er ingen det gider høje fyre. Kan bare ikk' sådan snakke med hende.. Skal jeg bare droppe det, og bare være mere sammen med vennerne?
Kære dig,
Tak for dit brev. Det lyder både dejligt og frusterende, at du på den ene side er vild med en sød pige, men samtidig ikke helt ved, hvad du skal gøre ved det. Og det kan jeg godt forstå. Det kan være virkelig svært at finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre. Og det er naturligt, at være at bange for at virke kikset. Det tror jeg er manges frygt, når man er vild med en pige, at tænke over hvordan hun mon oplever en.
Når det så er sagt, så tænker jeg, at du skal tro på dig selv. Jeg kender mange, der faktisk synes at høje fyre er flotte og mandige. Ind i det er der lige nogen tanker, som jeg vil dele med dig.. Jeg tænker, at det vil være godt, hvis du prøver at accepterer den, du er - inklusiv din højde. Det er ikke noget, du alligevel kan lave om på, så prøv istedet at accepter, at sådan er du, og du er lige, som du skal være. Måske du kan være obs på at flytte fokus fra det, du tænker du ikke kan eller er, til det du rent faktisk kan og er god til. Vi er alle forskellige og kan noget forskelligt - og verden ville også være et meget kedeligt sted, hvis det ikke var sådan - så prøv at fokusere på det istedet. Jeg tror, at ofte kan det være ens egen frygt for at være kikset, der kan stå i vejen for at man rent faktisk gør noget, som kunne bringe noget godt med sig. Det kan jo være, at hvis du gik hen og snakkede med hende eller skrev en sms til hende, at hun også viser interesse for dig - hvem ved? Den eneste måde du kan finde ud af det, er ved at tage kontakt til hende. Jeg tænker, at du ikke har så meget at tabe på det, og derfor synes jeg, du skal prøve at give det et forsøg.
Og hvordan gør man så det? Altså tager kontakt? Det er et virkelig godt spørgsmål, som der nok ikke er et enkelt svar på. Men jeg vil dog alligevel lige prøve at skrive nogen forslag ned, så kan du jo se, om der er noget af det, du kunne have lyst til. Nogen gange er det lettere at snakke med nogen, hvis man er sammen om noget. Dvs. hvis man går en tur, spiser en is, ser en film eller andet. Så har I naturligt noget at snakke udfra, og det kan være en hjælp, hvis man ikke kender hinanden så godt. Du kan enten springe ud i det med det samme, og spørge hende, om hun har lyst til at se en film eller få en is eller noget helt tredje. Du kan også gå lidt mere langsomt frem, og måske begynde at skrive til hende, f.eks. en sms eller på facebook. Og her spørge ind til, hvordan hun har det, hvad hun laver osv. Måske du også der kan fornemme, om hun er interesseret i dig eller ej. Men mit råd er - giv det et forsøg - hvad har du at miste? :)
Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Held og lykke med det.
De bedste hilsener,
Pernille