Hej med dig 

Det er irriterende, at afstanden skal være et problem, når man godt kan lide hinanden. Jeg forstår godt, du er ked af det. 

Jeg tænker, at I kunne prøve at give det en chance og se, hvordan det fungerer. I finder jo først ud af, om det går, hvis I prøver det. For nogle virker det fint med langdistanceforhold, mens det for andre overhovedet ikke fungerer. Det kommer også an på, hvor god tid I hver især har, og om I kan holde til ikke at se hinanden så ofte. Det kan godt være svært, når man er ung, fordi der sker så meget i ens liv, og der ikke altid er tid og penge til det. Men I kunne måske lave en aftale om at ses hver anden weekend. Så han kommer hjem til dig en gang om måneden, og du ligeledes kommer hjem til ham en gang om måneden. Måske kan jeres forældre køre jer, ellers kan I måske tage tog eller bus. Men det kan godt være lidt svært at få til at fungere, når du ikke er ældre end 13 år. Ellers må I sørge for at skrive og ringe en del sammen og på anden vis holde kontakten, da det er vigtigt at holde kontakten i hverdagen, når man har et langdistanceforhold.

Men du skriver også, at han har sagt, at I nok ikke kan have et forhold på grund af afstanden. Så det lyder lidt til, han ikke er indstillet på et langdistanceforhold. Et langdistanceforhold indebærer jo også mange følelser, som du skal overveje, om du kan klare. Der vil være meget savn og måske også en del jalousi, fordi du ikke ser ham til dagligt og derfor ikke ved, hvad han går rundt og laver. Men det vil selvfølgelig være rigtig skønt, når I så endelig ser hinanden. Men jeg tror, du skal spørge dig selv om, hvor forelsket du er i ham, og ligeledes må han finde ud af, om han er klar på at give det en chance. Og så må I tage den derfra og se, hvad I gør. Men hvis I bliver enige om, det ikke går, så er jeg sikker på, der findes mange andre skønne fyre, som også synes, du er skøn. Og som måske endda bor lige i nærheden.

Jeg håber, I finder ud af det.

De bedste hilsner Ditte