Sved
Sved
Kære Cyberhus, jeg er næsten lige blevet 14 år. Jeg har et kæmpe svedproblem, det har jeg snart haft i 5-6 år. Jeg både lugter og sveder meget... Det er virkelig et stort problem, hver gang jeg skal tage tøj på, skal jeg huske at tage noget på, hvor man ikke kan se jeg sveder. Jeg har for det meste en tyk trøje(jeg ved godt at jeg bare kommer til at svede mere af trøjerne, men ve dsimpelthen ikke hvad jeg skal gøre) ud over, der har sved svært ved at blive set, og så kan jeg noglelunde holde ud og være omkring andre mennesker. Jeg bliver også ret tit vild svedig, hvis vi har lavet det mindste form for sport eller motion. Jeg bliver helt rød i hovedt, og sveden driver af mig... Jeg lugter også rigtig meget, jeg tager ret meget deorant på og går i bad næsten hver dag, så jeg forstår ikke hvorfor jeg lugter så meget.
Jeg håber virkelig at i/du kan hjælpe mig.
Hej med dig!
Jeg kan godt forstå, at du er ked af at du sveder meget. Det er ikke rart at føle, at man bliver nødt til at tage ekstra lag tøj på eller undgå at lave noget motion i skolen fordi at man så kommer til at svede. Jeg synes det er super sejt af dig, at du har skrevet dit spørgsmål ind til os!
Kroppen danner sved for at kunne regulere temperaturen. Mængden af sved varierer fra person til person, det vil sige at nogle sveder kun meget lidt og andre mere. Begge dele er helt normalt! Desuden så påvirkes ens svedproduktion af hormoner. Når man kommer i puberteten så har man en masse hormoner i kroppen, fordi der sker rigtig meget udvikling når man er i din alder.
Man kan mindske svedproduktionen med antiperspirant (som du skriver at du allerede gør). Desuden så hjælper det også at bade hver dag (som du også skriver at du gør næsten hver dag). Det lyder til altså til, at du allerede gør meget rigtigt for at svede mindre. Desuden kan man undgå syntetisk tøj, som godt kan øge svedproduktionen.
Det lyder til, at du er rigtig ked af at du sveder så meget. Måske kunne du snakke med dine forældre om det. Måske har de et godt råd du kan bruge eller måske kan I sammen tage et smut til lægen og snakke med ham/hende om det? Selvom det ikke lyder til at der er noget galt, så kan det alligevel godt være rart at snakke med lægen om det, da han/hun måske har en god måde at afhjælpe svedproduktionen på.
Det kan også være du kan snakke med en god veninde om det? Måske kender hun også til det. Hvis det skyldes hormoner, så er der nok flere fra din klasse der også har mærket en forandring? Og måske ved de heller ikke hvad de skal gøre og derfor også mangler en at snakke med?
Uanset hvem, så kan det være rigtig dejligt at snakke om de ting, der fylder meget hos en. Tanker har det med at vokse sig unødvendigt store når man ikke får snakket om dem.
Jeg håber, at du finder mod til at snakke med dine forældre eller veninder om det, da jeg synes det er rigtig synd at du skal tænke så meget over det uden at snakke med nogle om det. Og jeg ved at du har det mod, for du har allerede vist dit mod ved at skrive herind til mig!
Jeg håber du kan bruge mit svar!
Med venlig hilsen Astrid