Svømning i skole

brevkassespørgsmål

Svømning i skole

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 12 år 2 måneder siden

Hej cyberhus, jeg har haft lidt problemer med at gå i bad både før og efter svømning. Problemet er at det er kun dem fra min klasse og nedad som skal til svømning, fordi åbenbart har de højere klasser ingen tid til svømning med alle de fag. Nå, men det jeg ville sige er at jeg føler mig pinligt berørt når jeg tager tøjet af forand mine klassekammarater (og dem fra de mindre klasser, hvis de er der, hvilket de nogle gange er), fordi at mine bryster er ret store (fordele og ulemper) og jeg har hår som gror 'dernede', men de fleste andre piger fra min klasse har ikke (nogle har lidt bryst, men det gør ikke rigtigt en forskel). Når jeg tager mit tøj af, føler jeg som om at alle kikker. Og min bedste ven har endda sagt til mig "wow, dine bryster er store!" som om at det er dårligt, fordi hun har INTET bryst. Overhovdet. Så jeg vil gerne vide hvad jeg skal gøre, fordi min bedste ven har sagt det ret mange gange nu, og jeg føler mig altid som om at det er min skyld at min krop udvikler sig hurtigt. Og lige en ekstra ting - jeg er meget sensitiv over for det der.. "growing up" emne, såsom ting om bryster, mens, sex, osv.... Hvis nogen begynder at tale om det, prøver jeg straks at tale migbudenom og skifte emne. Hilsen Cecilie :)

Svar: 

Kære Cecilie

Det er rigtig godt at du skriver her til brevkassen med dit spørgsmål, og jeg vil prøve at svare dig så godt jeg kan.

Jeg forstår godt at du tænker på det her, og jeg tror faktisk at det både er en meget almindelig følelse at have i din alder, og jeg tror også at der er andre der har det som dig. Det kan være svært at være den første der udvikler bryster og hår. Det er en meget almindelig følelse  at man ville ønske at man ikke så anderledes ud end de andre. Man ville måske ønske at ens krop bare var som de andres. Sådan tror jeg faktisk at mange har det.

Det er sådan, at de fleste gerne vil have det som andre har. Hvis man har krøllet hår, vil man have det glat, og har man blå øjne, synes man at brune er meget pænere. Så jeg tror at der også er nogle piger der ville ønske at de havde store bryster som dig eller hår forneden.

Jeg vil lige slå fast at du selvfølgelig ikke er skyld i hvordan og hvor hurtigt din krop udvikler sig. Det handler om mange forskellige ting hvordan man ser ud,  fx hvad man har arvet fra sine forældre. Men jeg kan godt forstå at du har denne her følelse.

Jeg synes godt at du kan snakke med din veninde om det her med at hun siger ”wow, dine bryster er store”. Hvis du ikke kan lide at hun siger sådan, kan du måske forklare hende at det gør dig lidt ked af det. Jeg er sikker på at det ikke er med vilje, og måske fortæller hun dig at hun faktisk bare godt kunne tænke sig at se ud som dig. Hvis du synes at det er for svært, kunne du også snakke med din gymnastiklærer om det. Jeg tror at den lærer har snakket med elever om sådan noget før, og måske har han/hun er god ide til hvad du kan gøre.

Jeg håber du kunne bruge mit svar, så du igen får lyst til at tage til svømning.

Kærlig hilsen Marianne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program