Svært ved at tale om afføring
Svært ved at tale om afføring
Hej jeg er en pige på 18 år, og jeg har et meget anstrengt forhold til det at tale om afføring. Min kæreste er virkelig åben og jeg ville ønske jeg havde samme naturlige forhold til emnet som ham. Vi var på ferie sammen i påsken og jeg fik diarré og jeg havde simpelthen så svært ved at få det sagt og måtte klage over ondt i maven rigtig længe før han spurgte mig ret direkte og jeg pinlig berørt måtte svare jeg ikke kun skulle tisse... Jeg har i mange år fundet alle metider for at skjule jeg skulle andet end at tisse, sågar sagt jeg havde kastet op eller havde blærebetændelse og det var derfor jeg hele tiden skulle på toilettet. Og hvis jeg var på ferie eller ude blandt andre mennesker holdt mig så længe jeg synes det var muligt, og det gør jeg stadig. Jeg tror disse vaner gør jeg ofte får forstoppelse. Jeg ville ønske jeg kunne ændre mit forhold til afføring og være rolig omkring det og ikke være bange eller lade det fylde så meget i min hverdag. Jeg er blevet endnu mere opmærksom På det faktisk er et problem efter jeg har fået min kæreste som er så åben, og jeg vil så gerne kunne det samme... Jeg har heller aldrig skidt hjemme hos ham, selvom jeg skulle, fordi jeg var bange for han ville opdage det og fordi hans toilet ligger i midten af huset, og jeg er bange for hans toilet bliver stoppet... Jeg har flere gange skulle på toilettet og holdt mig og måtte afvise ham i at have sex fordi jeg var bange for han ville kunne mærke det eller det ville gøre jeg ikke kunne holde mig. Jeg bliver nødt til at skrive til jer om i har noget jeg kan gøre som er bedre end "bare slap af", fordi det kan jeg slet ikke. Jeg vil så gerne ændre mit forhold til det, det er bare virkelig svært.
Kære dig
Det er så fint du skriver herind når det fylder sådan hos dig og du ikke ved, hvad du skal gøre. Jeg kan godt forstå at det er noget du gerne vil gøre noget ved, og det er en god start at du ikke ignorer det, men tager det seriøst. Det er rigtig anstrengende at skulle gå og holde på sin afføring hele tiden og som du siger, er det højst sandsynlig det, som medfører forstoppelse. Det er ikke godt for tarmene at det bliver holdt tilbage - afføring er en naturlig mekanisme, som gør at vi kan skille os af med affaldsstoffer, så det ikke lagrer sig i kroppen. Når man kan mærke at man skal på toilettet, er det kroppens naturlige reaktion og den bør man følge. Jeg kan høre på dig at du rigtig gerne vil at det også kan blive en naturlig ting for dig, ligesom det er for f.eks. din kæreste, som er helt åben omkring det. Det ville være nemt at sige du bare skal slappe af, men det hjælper ikke når du har det som du har det. Jeg vil i stedet sige at du skal arbejde hen imod af kunne give slip. Og for at komme dertil, skal du starte med at ændre dine tanker omkring afføring. Jeg kan høre på det du skriver, at det handler meget om at "du ikke kan". Det kunne jeg godt tænke mig at du øvede dig i at lægge på hylden. Det kan være svært, men kan sagtens lade sig gøre. I stedet skal du erstatte dine tanker med at tænke på det naturlige i afføring. Alle mennesker har afføring. Vend den også om engang - tænker du over det når din kæreste eller andre går på toilettet? Det kan man som oftest ikke, for det er jo bare sådan det er. Det kan måske virke lidt provokerende at jeg skriver sådan, men det er den vej jeg tænker du skal gå for at du kan finde ro og gå på toilettet når behovet er der uden at tænke over det. Udover at ændre dine tanker omkring det, så vil jeg også råde dig til at næste gang du er hos din kæreste og kan mærke at du skal på toilettet, så gør du det. Tag det som en udfordring. Sæt det som et mål for dig selv. Jo flere gange du overvinder det, jo bedre vil det føles og til sidst vil du kunne slappe af i det. Du vil komme til at føle det som en sejr fordi du tog udfordringen op og det vil blive en lettelse for dig.
Jeg håber mit indspark kunne bruges, og at du har fået mod på at tage udfordringen op.
De bedste hilsener
Charlotte