Storebror

brevkassespørgsmål

Storebror

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 8 år 1 måned siden

Kære CB.
Jeg har længe haft det sådan her, og har ikke rigtig nogen at snakke med, om det. Det er fordi mig og min bror har et, ja jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, mne det er vel et dårligt forhold til hinanden. Jeg hører hele tiden om hvordan mine venners forhold til deres brødre er at de tager til fester sammen, regser sammen ja, teknisk set gør alt det som jeg ikke gør, jeg har aldrig haft en normal samtale med min bror, og det er som om han iokke vil kendes ved mig. Jeg støtter ham i alt han gør, men han er fuldstændig ligeglad med mig, vi var engang på skanderborg festivalen sammentidig, hvor han havde skrevet til mig om vi skulle mødes, og jeg tænkte det var da noget nyt og det vile jeg selvfølgelig gerne, og jeg tog en af mine bedste venenr med. Da vi så ankommer sig han kun hej til min ven og begynder at sige at min far var beymret for mig selvom jeg havde snakket med ham 3 gange samme dag, og han begyndte at sige at det kun var fordi min far var bekymret han snakkede med mig, hvis ikke havde han bare været fuldstændig ligeglad, og siden har jeg haft det elendigt når jeg ser ham. Troede slet ikke det var sådan han følte. Ved ikke rigtig hvad mit spørgsmål er, men det er vel på en måde hvordan jeg kan få min bror til at være min storebror igen og ikke bare en ubekendt. btw. alle min venners brødre kender også min bror, og de vil rigtig gerne snakke med mig.

Svar: 

Hej med dig. 

Jeg kan forstå på dig, at du ikke føler, at dig og din storebror har et godt forhold til hinanden. Det kan jeg godt forstå, at du er træt af. Jeg håber mit svar vil hjælpe dig med en afklaring. 

Desværre er det ofte sådan, at ældre søskende kan virke ligeglade og bedrevidende. Hvor nogle kan se ud til at være meget tætte, fordi de som du skriver gør alt sammen, er det for andre anderledes. For eksempel ved, at man kun er sammen derhjemme og man ikke føler, at man taler sammen. For nogle ældre søskende kan det være svært at kommunikere med yngre søskende, fordi de netop ikke vil have, at det skal se ud som om, at de bekymrer sig for meget. Du skriver, at din bror spurgte, om i skulle mødes på Skanderborg festival, når din far allerede havde snakket med dig tre gange den dag. Det kunne godt tyde på, at det også var din storebror, der enten var bekymret eller havde lyst til at mødes med dig. Du skriver også, at da i så mødtes, sagde han kun hej til din ven. Ofte er søskende nedladende uden grund og det går for det meste ud over de yngre søskende. Selvom det kan virke virkelig tarveligt og som om han ikke kan lide dig, er det ofte det helt modsatte. En bror er sådan en, man kan drille og være ond mod uden det får konsekvenser, fordi du holder ikke op med at være hans bror af den grund.

Hvis i for eksempel var gode venner, havde du højst sandsynligt ikke været venner med ham mere. Sådan er det ikke med søskende, fordi man bor sammen og ses, når familien ses. Derfor føler han ikke, at han skal behandle dig ordentligt, fordi han kan ikke miste dig. Mit råd vil derfor være at gøre ham opmærksom på, at han ikke kan behandle dig sådan, bare fordi du er hans bror. Det kan du gøre ved at sige det til ham og sige, at du rent faktisk gerne vil lave nogle ting sammen, men at det føles som om, at han ikke gider. Jeg er sikker på, at han ikke vil såre dine følelser og derfor hvis du gør ham opmærksom på, hvordan du har det, vil forsøge at gøre det bedre. 

Hvis det føles for grænseoverskridende at være så direkte og sige hvad du virkelig føler, kan du forsøge at forbedre jeres forhold ved at gøre noget sammen. Du kan spørge ham, om han vil med i biografen, ud og spille fodbold, tage til fest eller lignende. Det er næsten ligegyldigt hvad det er, det kan også være at se en film sammen derhjemme. Det kræver heller ikke altid, at du opsøger ham, men du kan for eksempel gå ind på hans værelse og spørge, om du må være med, hvis han laver noget som at se film eller spille. 

Selvom det kan føles som om jeres forhold er dårligere end andre brødres, er der mange, der har det som dig. Ofte bliver det med alderen bedre, fordi i har levet sammen hele livet og bliver bedre til at håndtere følelser og derfor vil de ældre ikke have et behov for at virke bedrevidende og nedladende. 

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar. 

Med venlig hilsen Signe. 

 

 

SigneMs billede
Signe fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program