Hej med dig.

Det er fint, du skriver ind til os, når du har to dilemmaer, som fylder hos dig. Ligesom du har gjort, vil jeg også dele mit svar op i to.

1. Spiseforstyrrelse:

Det er trist at høre, at du går og er forvirret og bange, efter dine spisevaner har ændret sig. Det lyder også enormt ubehageligt, at du får hjertebanken og føler dig svimmel. Jeg synes, det er rigtig godt, du reagerer på, at du er begyndt at få det på denne måde, for det er bestemt ikke meningen, at du skal gå og føle disse former for ubehag.

Det er sejt, at du har turdet fortælle din mor om, hvordan du har det. Det er ærgerligt at høre, at hun indtil videre ikke har taget det alvorligt. Kan det måske skyldes, at du har fortalt hende om det i en situation, hvor hun har haft en masse andet at se til? Måske har hun været presset eller igang med at fortælle om noget andet betydningsfuldt? Når man skal fortælle om svære ting, der gør ondt på en, er det vigtigt, at situationen er helt rigtig til det. Det handler derfor om at sørge for, at begge parter har god tid og er parate til at skulle lytte og forstå. Hvis du har mod på det, synes jeg, du skal forsøge at hive fat i din mor igen. Spørg hende evt. om der er et bestemt tidspunkt, hvor hun har tid til at snakke med dig. Hvis I finder et tidspunkt, og du har mod til det, vil jeg råde dig til at være helt ærlig og fortælle dine tanker om, hvorfor du tror, du får det på denne måde. Din mor kan bedst hjælpe dig, hvis hun kender den sande historie om, hvordan du har det, og at du tror, det kan hænge sammen med dine ændrede spisevaner.

Jeg kan ikke svare dig direkte på, om du har en spiseforstyrrelse. At få stillet en spiseforstyrrelsesdiagnose kræver en større undersøgelse. Jeg synes dog, det er synd, at mad og mængden heraf er begyndt at fylde meget i dine tanker i en alder, hvor der sker så mange andre spændende ting, som du i stedet kan interessere dig for; venner, fritidsaktiviteter, skolen, medier osv. Derfor er det også fint, at din storebror har bemærket det og har gjort dig opmærksom på sin bekymring. Han lyder som en god storebror, så måske kan det være rart for dig at snakke med ham om det?
Måske kan du gøre dig nogle tanker om, hvorfor dit spisemønster ændrede sig? Hvis du finder ud af, at der er en specifik årsag, kan det måske blive nemmere at ændre mønstret tilbage til det normale igen. Desuden kan mad nemt komme til at fylde meget, hvis man er i en periode af sit liv, hvor man ikke har så mange andre ting at gå op i. Hvis du finder dig nogle gode interesser, kan det være, du ikke længere har lyst til at koncentrere dig om mad på samme måde som nu, fordi der er noget andet, som er mere spændende.
At du allerede nu er opmærksom på, at du måske er ude på et sidespor, er et godt tegn. Hvis det bliver ved med at fylde for dig eller måske endda bliver værre, vil jeg råde dig til at tage en snak med LMS. I deres aonyme rådgivning har de særligt meget forstand på spiseforstyrrelser og vil kunne hjælpe dig på vej ift. det, du står i. De har både chat og brevkasse - lidt i stil med Cyberhus.

2. Fyren og din veninde:

Det lyder utrolig spændende, at du har noget kørende med en fyr, som du godt kan lide, og som måske også kan lide dig. Lige så dejligt som sådan en flirt kan være, lige så forvirrende kan det dog også være, fordi man sjældent er helt sikre på, hvad hinanden vil og måske endda ikke rigtig føler, man har nogen at snakke med omkring det - præcis som du oplever.

Ift. om det er OK, når man er 14 år, kan jeg fortælle dig, at der i Danmark er en rettesnor, som lyder på, at den seksuelle lavalder er 15 år. Denne er lavet for at beskytte børn og unge mod at bevæge sig ud i sex, før de er både psykisk og fysisk parate til det. At du ikke fortryder din første gang og har haft den med en person, du stoler på og er glad for, gør, at jeg ikke mener, der er noget forkert i det. Det vigtigste er, at du ikke har følt dig presset til noget, du ikke ville. Det er i øvrigt helt normalt, at den første gang (og måske også de næste gange) gør ondt, men med tiden bliver sex for de fleste en behagelig oplevelse.

Jeg kan godt forstå, du har brug for at snakke med nogen om det. Det er trist at høre, at din veninde er sur på dig, fordi hun ikke forstår, hvad du har gjort. Der kan være flere grunde til, at hun har det sådan: måske er hun jaloux over, at du er "længere fremme" end hende, måske er hun bange for at miste dig som veninde, fordi du begynder at bruge mere tid med en fyr, eller måske er der sket en anden form for misforståelse. Selvom du fornemmer, at hun ikke vil tale med dig, synes jeg, det er vigtigt, at du forsøger igen. Det lyder som om, hun betyder meget for dig, og derfor skal du ikke acceptere at miste hende som veninde pga. misforståelser. Skriv eller sig evt. til hende, at du savner at tale med hende og har brug for at få uddybet, hvorfor hun ikke vil snakke med dig. Hvis hun ikke reagerer på det, kan du også vælge at skrive et brev til hende, hvori du forklarer situationen - set fra din side. På den måde kan det være, det går op for hende, at hun ikke har grund til at være sur, fordi hun måske er kommet til at bilde sig selv nogle ting ind, som egentlig ikke passer.
Måske har du en anden veninde, som du i mellemtiden kan betro dig til? Det kan også være, at denne anden veninde kender din rigtig gode veninde og ved, hvorfor hun har taget afstand til dig. I øvrigt skal du også vide, at du er velkommen på Cyberhus' chat, hvis du har brug for at tale med en voksen rådgiver om emnet.

Jeg ønsker dig held og lykke med begge ting og håber, ting vil lykkes for dig!

/Matilde