Skoleskift HJÆLP!
Skoleskift HJÆLP!
Hej! Jeg har et problem, som jeg virkelig ikke ved hvad jeg skal gøre ved: Altså det hele startede for et halvt år siden. Jeg var blevet træt af min gamle klasse, og jeg villle godt gå i skole med dem fra mit fodboldhold. Jeg startede i den nye skole. De første par dage var okay, men efterhånden fandt jeg ud af at de slet ikke var som jeg troede. De holder folk uden for, Griner ad en hvis man laver fejl, kalder hinanden meget grimme ting, ser porno og sådan noget, larmer i timerne. Jeg er begyndt at have ondt i hovedet hele tiden, og jeg græder næsten hver aften uden jeg ved hvorfor?? Jeg lærer ikk noget der.. Jeg vil godt være dygtig men, man er dum hvis man rækker hånden op? I vil sikkert skrive at jeg skal snakke med nogen voksne om det, men jeg kan virkelig ikke. Mine forældre har gjordt ALT for at det skulle blive godt for mig. De tror det hele er perfekt. Jeg KAN virkelig ikke snakke med dem om det.. :( please hjælp mig :(
Hej med dig..
Øv det var da irriterende, at det slet ikke var som du troede på den nye skole..og jeg kan godt høre at du havde nogle forventninger til det og glædede dig til at gå i skole med dem fra fodboldholdet.
Det er altid svært at skifte skole og lidt et sats, fordi man ved aldrig helt hvem man kommer i klasse med og hvordan skolen er. Men ved du hvad, sommetider tager man et sats og sommetider er det bare forrygende, men andre gange så er det ikke så fedt.
Lige nu er det faktisk svært for dig og derfor er det jo super, at du prøver at finde ud af hvad du kan gøre ved det. Du lyder som en pige, som gør noget ved tingene, når der er noget der ikke fungerer. Det er super stærkt af dig.
Men jeg må desværre skuffe dig med mit svar, fordi det er dine forældre du skal have fat i først. Jeg kan sagtens forstå, at du tænker at de nu har gjort alt, men det er hamrende vigtigt at du husker på, at det vil de også gerne.
Du er deres datter, de elsker dig og vil hjælper dig hele livet, hvis de får lov. Det er det forældre skal. Så derfor tror jeg faktisk de vil blive rigtig glade for at du er ærlig omkring det her og de ved faktisk godt, at det kan være svært at skifte skole.
Jeg synes du og dine forældre skal snakke om hvad I skal gøre og om det kunne være en god ide at snakke med din klasselærer også.
Så kære du, det handler om at du får noget støtte fra de voksne som er tæt på dig, fordi I skal finde ud af om det var det rigtige at skifte skole og om der er ting I kan gøre sammen, for at det bliver sjovere for dig at gå i skole.
jeg håber alt det bedste for dig
De bedste hilsner
Camilla