Skal jeg spørge igen ?

brevkassespørgsmål

Skal jeg spørge igen ?

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 11 år 1 uge siden

Jeg går i 6.klasse og var og er mega forelsket i en pige. Lige siden hun kom i 1 .klasse. Jeg har spurt engang i 3.klasse. Men fik svaret Nej. Jeg var kommet til at lyve for hende. Det var den største fejl jeg har gjort.. Jeg aldrig fået sagt unskyld på en pæn måde. Jeg har overvejet at skrive et brev til hende. Vi er gode venner idag. Men jeg vil være mere end det. Så hvad skal jeg gøre ?

Svar: 

Hej med dig.

Hvor er det bare dejligt at høre, at du er forelsket. Forelskelse er sådan en skøn følelse, hvor man kan blive helt glad ved tanken om en anden person. Forelskelse er dog også noget, som kan gøre en rigtig usikker og få en til at overveje en hel masse, som man har svært ved at finde hoved og hale i. Derfor er det rigtig godt, du skriver herind med dit spørgsmål.

Først og fremmest synes jeg, det er sejt, at du turde spørge hende dengang i 3. klasse. Jeg kan godt forstå, at du stadig tænker over, at hun sagde nej, men det virker også som om, du er klar over, at der kan være sket meget siden dengang. Jeg kan også godt forstå, du har fortrudt, at du løj for hende. Det kan ske, at man indimellem får gjort noget, man fortryder. Hvis du tænker, I begge to stadig ikke helt har glemt, at du har løjet, synes jeg, du skal overveje at sige undskyld. På den måde kan du i hvert fald slippe din bekymring om, om hun stadig tænker på det, selvom I er gode venner i dag.

Jeg synes, det er en rigtig fin idé at skrive et brev til hende. Nogen gange er det lettere at få sagt, hvordan man har det, ved at skrive det ned. Mange piger synes også, det er rigtig dejligt at få breve. I brevet til hende kan du måske også ærligt sige, at du gerne vil undskylde, og at det betyder meget for dig at få sagt undskyld, fordi du virkelig godt kan lide hende. På den måde kan du måske kæde tingene lidt sammen. Hvis du ikke har lyst til at skrive et brev alligevel, kan du også overveje at skrive til hende, hvis I en dag er online på Facebook på samme tid. Så kan du stille og roligt bygge en snak op, som måske kan ende med, at du kan fortælle hende, at du er lidt forelsket i hende.

En anden idé er også at høre nogen af de andre venner fra klassen, om de ved, hvordan hun har det med dig. Det kan være, de ved noget, som du måske ikke ved. Ved at høre dem kan du få på fornemmelsen, hvordan hun vil reagere, hvis du fortæller hende, at du godt kan lide hende.

Mit bedste råd til dig er at tage det stille og roligt. Mærk dig frem og fornem, hvad der føles rigtigt at gøre. Husk på, at det kan virke overvældende for en pige, hvis du pludselig spørger hende, om I skal være kærester. Hvis du i stedet bygger det op ved at begynde at smile meget til hende, sende hende søde SMS'er osv., kan det være, at det bliver lettere for både dig og hende, hvis du engang vælger at spørge hende igen.

Alt det bedste til dig fra Matilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program