Skal jeg mødes med ham, eller afslutte det nu?

brevkassespørgsmål

Skal jeg mødes med ham, eller afslutte det nu?

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 8 år 5 måneder siden

Hej! Min veninde og jeg mødte den sødeste dreng på Omegle for lidt tid siden, og vi fik begge hans snap. 

Han er så flot, sød og humoristisk, lige den type jeg leder efter. Min veninde har droppet ham, da han begyndte

ikke at svare hende mere, men hun er helt ok med, at han skriver med mig. Han skriver beskeder som går

lige i hjertet på mig, og han virker bare så perfekt. Men, nu har vi jo sådan skrevet sammen i et par måneder

og han vil gerne snart møde mig (forståeligt). Men, han bor i Esbjerg og jeg bor i Århus. Der er en lang vej, og

jeg ved sku ikke lige hvordan jeg skal sige til mine forældre at jeg liiiige tager et smut til Esbjerg, for højest 

sandsyneligt at have sex med en rigtig sød fyr, de ikke kender. Jeg har en stemme i mit hoved, som siger at vi

aldrig kommer til at mødes, men skal jeg så bare slutte vores online-forhold nu, og fortælle ham det som det er?

 

 

Svar: 

Hej med dig.

Det lyder som om, du har mødt en sød fyr, som du kan lide. Det er forståeligt, at I går med tanker om, om I skal mødes, når I nu har skrevet sammen i noget tid. Det er samtidig også helt forståeligt, at du har nogle modstridende tanker omkring det, og ikke helt kan finde ud af, hvad du skal gøre. Det er heller ikke nemt at skulle tage sådan en beslutning, så bare rolig - det er ikke dig, der er noget galt med.

Når man møder folk på nettet og har god kemi, så er det naturligt, at der kommer et tidspunkt, hvor man overvejer at mødes i virkeligheden. Og det er faktisk helt fuldstændig naturligt at blive ramt af en masse spørgsmål, når man muligvis skal mødes. For har man egentlig lyst til at mødes? Og vil man have god kemi i virkeligheden? Mit bedste råd til dig er, at du kan bruge noget tid på at overveje fordele og ulemper. Samtidig kan du prøve at mærke efter indeni, om du har lyst til at mødes. Har du det, så kan du også overveje, hvordan det vil være rarest at mødes - så det bliver en god oplevelse for dig. Generelt er det godt at have sig selv med i de beslutninger, man tager - så man gør ting med en god mavefornemmelse.

Hvis du tager afsted:

Kommer du frem til, at du gerne vil mødes, så spørger du ind til, hvad du skal sige til dine forældre. Jeg kan sagtens forstå, at du er nervøs for deres reaktion, og det tror jeg at rigtig mange kan genkende. Det kan bare være rigtig svært at finde ud af, hvad man skal sige til forældre, som nok har en bestemt mening om de ting, man laver. Her vil jeg egentlig bare opfordre dig til at spille med åbne kort. Er man åbne og ærlige overfor hinanden, så er det med til at skabe tillid. At man er uenige er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man ikke kan tale om tingene. 

M.h.t. fyren, så kan det være en god ide at tage en snak med ham også. Så I kan finde ud af, hvor I skal mødes og hvad I skal lave. Når man mødes på nettet eller f.eks. på blind date har man ikke mødt hinanden inden. Derfor kan man desværre aldrig 100% vide, hvem man kommer til at stå overfor. Både kemi, udseende, alder og meget andet kan være anderledes, end man lige tror. Det er ikke noget, som skal skræmme dig, men du kan overveje, om du skal have en plan b, hvis det viser sig, at mødet med fyren ikke lever op til forventningerne. Kunne det evt være rart at mødes et neutralt sted, som en cafe - så I nemt kan gå hver til sit, hvis det ikke er noget? Eller skal I mødes på halvvejen, så ingen af jer har en lang tur hjem? Nogle synes, at det er rart at have en backup-veninde, som man kan ringe til før, under og efter daten. Og som ved, hvad man laver og kan træde til, hvis man har brug for en snak eller en opmuntring? 

Hvis du ikke tager afsted:

I dit brev skriver du, at du har en stemme i hovedet, som siger at I ikke kommer til at ses. Hvis det viser sig, at det er sådan, du har det, så kan det sagtens være, at fyren vil undre sig og føle sig såret over det. Men husk at der ikke er noget galt i, hvis du kommer frem til at du ikke vil mødes. Det er dit eget valg. For fyren kan det dog være rart at vide, hvad du tænker og hvorfor du har taget den beslutning - så du kan overveje, om det vil være en ide at tage en snak, hvis det er. Du siger det meget godt selv, “at fortælle ham det som det er”. 

Generelt er der mange, som har gavn af at tale tingene og tankerne igennem med nogen. Så du kan overveje, om du skal indvie en veninde - eller snakke med veninden, som også har skrevet med ham. Det kan være godt at få nye tanker på sagen, fra nogle som ikke selv står og skal tage beslutningen. Du er også velkommen til at logge på vores 1-1chat, hvor du, anonymt, kan læsse tankerne af på en af vores rådgivere. 

Jeg håber, du finder ud af, hvad du vil gøre med fyren. Og vigtigst af alt, at du træffer en beslutning, som du selv har det godt med - uafhængigt af hvad andre siger. I sidste ende er det dig selv, der bedst kan mærke, hvad der er rigtigt for dig. 

De bedste tanker fra Mai

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program