Skal jeg kontakte hende?
Skal jeg kontakte hende?
Jeg ville elske at få nogle råd omkring piger. Igår var jeg til fest på gymnasiet og jeg stødte på en pige som jeg har haft et godt øje til i et stykke tid. Jeg havde aldrig snakket med hende før igår, men har før haft god øjenkontakt osv. med hende. Vi dansede og kyssede lidt på hendes initiativ. Herefter gik hun desværre for at være sammen med sine veninder. Jeg håbede inderligt på at snakke med hende igen men det skete ikke. Nu tænker jeg hele tiden på hende og ærgrer mig over at jeg forspildte min chance. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg kan virkeligt godt lide hende og jeg tror det var gengældt. Jeg har lyst til at kontakte hende, men jeg vil ikke virke for nærgående og skræmme hende væk. Hvad synes i jeg skal gøre?
Hej med dig
Jeg synes det lyder skønt at du har mødt en pige du rigtig godt kan lide. Det er nemlig ikke hver dag at man møder sådan en på sin vej, og når man gør, så synes jeg bestemt at man skal prøve at få noget til at ske.
Det lyder til, at hun også rigtig godt kan lide dig, siden I kyssede og dansede sammen. Derfor synes jeg slet ikke at du har forspildt din chance. Sådan noget med kærlighed, kan faktisk tage rigtig lang tid i starten og selvom det kan virke lidt uoverskueligt, så er det jo også rigtig spændende. Jeg kan forestille mig at du går rundt med kriller i maven og hele tiden håber på at I støder på hinanden.
Som jeg hører det, så går I på samme gymnasie. Det betyder altså at der snart kommer en fest igen, måske her inden jul og der synes jeg sagtens at du kan prøve at komme til at snakke eller danse med hende. Men hvis der nu går lidt tid før det bliver muligt at møde hende til en fest, så synes jeg godt at du kan prøve at skrive en besked til hende, måske på facebook. Du kan jo skrive at du synes det var dejligt at danse med hende og at du har tænkt på hende. Jeg er sikker på at hvis hun kan lide dig, så synes hun det er vildt dejligt at få sådan en besked.
Det er ikke til at vide hvordan hun reagerer, eller hvad hun føler. Men ved at begynde at snakke med hende, finder du ud af det og får afklaret hvad hun tænker om dig. Tænk nu hvis hun gik og følte det samme- den chance må du ikke spilde.
Jeg vil ønske dig al mulig held, lykke, og mod
Venlig hilsen Marianne