Hej Cyberhus!

Jeg står i et halvproblematisk dilemma!

Det er sådan, at jeg i for et halvt år siden fik den skønneste kæreste. Han er virkelig omsorgsfuld, sød og kærlig - og ikke mindst så gør han mig glad!!!

I starten havde vi det mega godt sammen, vi lavede alt med et smil på læben, og kunne ikke holde fingrene fra hinanden!

Efter 3 måneder fandt jeg så ud af, at han havde skrevet lidt med en anden pige, hvilket gjorde mig rigtig skuffet:( 

Jeg kunne slet ikke være i mig selv, og følte mig så utilpas! 

Vi fik snakket om det hele mange gange, og begyndte at grine sammen igen. 

Et par uger efter fortalte han mig, at han havde en svær depression, som han havde haft i næsten et halvt år, men at han først ville fortælle mig det nu, da han virkelig havde tillid til mig. Jeg blev selvfølgelig rigtig ked af det på hans vegne, men fortalte ham, at det hele nok skulle gå, og at jeg selvfølgelig altid var her for ham! 

Ugerne gik og vi fik det bedre og bedre samt blev tættere og tættere. 

Men nu et halvt år efter vores “fantastiske” forhold begyndte, er det bare begyndt at gå ned ad bakke:( Han fortæller mig hele tiden, at han ikke stoler på mig, og når jeg spørger ham hvorfor ikke, ved han det ikke engang, han fortæller bare, at han aldrig har været vant til at stole på nogen, og at han derfor har det meget svært med det! Jeg fortæller ham hver gang, at jeg respektere ham i det, og håber på, at han en dag vil kunne stole på mig. Han er en meget jaloux type, så hvis jeg bare arbejder sammen med drenge fra min klasse i en time, vil han nærmest ikke snakke med mig:( 

Han bliver hele tiden irriteret på mig, hvis jeg fx har redt hans seng om morgenen, eller hvis jeg er på toilettet i for lang tid`Sådan nogle små ting, som jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre ved? Han vender mig ryggen, vil slet ikke snakke med mig, ligger med sin telefon og siger at jeg bare skal gå? Han lukker mig fuldstændig ude, hvilket er sådan en forfærdelig følelse...

Forleden fortalte han mig, at han ikke rigtig var forelsket i mig mere, men at han stadig elskede mig overalt på jorden - men at han bare var kommet ud af den “forelskelsesfase” og at jeg bare var blevet en del i hans hverdag. 

Jeg vidste ikke hvordan, at jeg skulle tolke det, var det godt eller dårligt? Han gjorde mig meget forvirret:( 

Jeg sagde, at jeg altid ville være her for ham, lige meget hvilket valg han traf. Men der sagde han bare, at det ikke hjalp :(

Det skal lige siges, at vi har det virkelig godt sammen, når han er i “godt” humør! Det svinger bare meget, hvilket er super irriterende! :(

Imorges ville han ikke engang sige godmorgen, og han gik bare direkte ud på toilettet og låste døren, gik i bad og var der til vi kørte i skole:/ (han er 18 og jeg er 17). Jeg prøvede hele tiden og spørge om der var noget galt, og om han ville snakke om det? Hvorefter han først svarede mig på skolen, hvor han sagde undskyld, og at han bare havde sovet dårligt?? 

Vi har også bestilt ferie til Paris til december måned, og hver gang jeg fortæller ham hvor meget jeg glæder mig, svarer han ikke rigtigt:( Han synes, at det er irriterende, når jeg siger, at jeg elsker ham og han vil aldrig rigtig lave noget, andet end at være derhjemme;/ 

Jeg er meget forvirret over, hvad jeg skal stille op med? Skal jeg blive ved som jeg gør? skal jeg hjælpe ham på andre måder, skal jeg stoppe vores forhold eller noget helt andet?