Skal ikke se mit crush hele sommeren, hvordan glemmer jeg det?:(

brevkassespørgsmål

Skal ikke se mit crush hele sommeren, hvordan glemmer jeg det?:(

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 11 år 5 måneder siden

Hej Brevkasse, det er godt nok længe siden jeg har skrevet ind til jer men nu er jeg i problemer igen! Jeg er vild med den her fyr som bare er... ubeskrivlig.... han er alt det jeg burde holde mig til, alt det jeg burde holde mig fra, han giver mig alt, og han giver mig intet, han er præcist den kæreste jeg ønsker mig, og han er helt modsat af hvad jeg går efter normalt... tror det er positivt?? Aner det ikke... han gør mig nervøs, men også selvsikker, men ligemeget hvad så er jeg vist faldet for ham på de seneste-.-' Han har været forelsket i mig for et halvt/trekvart år siden, men på det tidspunkt var jeg bare meget optaget af så meget andet at jeg blev "blind" for min omverden, og nu har han vist lagt på hylden igen, og jeg har åbnet mine øjne for ham. Men nu har vi jo fået sommerferie her i dag, og fik da også øjenkontakt med ham flere gange, plus snakket en lille smule med ham, han råbte mit navn efter mig for at spørge mig om noget og nu kan jeg høre hans stemme råbe mit navn hele tiden, og så bagefter kan jeg gense hans smil da han stilte det helt ligegyldige spørgsmål... men nu er vi gået på sommerferie og jeg svner ham allerede som du nok kan høre, han er på ferie i 3 uger af sin ferie(ved ikke hvilke), og er selv ude og rejse eller har planer hele sommeren udover én uge, som jeg havde tænkt mig at bruge på stranden og med familien og vende mig til skole igen(selv om den ligger i 3 uge:/), begynde at starte ens hjerne igen;) Jeg nåede ikke rigtigt at sige god sommerferie til ham, udover lige at smile til ham og gå ved siden af ham og røre hans hånd(var så dum at trække den til mig, men opdagede da at han ikek gjorde det samme!:D), og igår var en god dag for os, altså vi snakkede en del, grinte og hyggede, så han husker mig nok positivt her i sommerferien. Jeg ville selvøflgelig gerne skrive til ham en besked hvor der bare står god sommerferie eller hej, og jeg ved godt at som voksen kan man ikke se noget "pinligt" i det, men som vores klasse er, så er det ikke noget man bare gør, og de "regler" bryder jeg ikke bare, det er jeg ked af! Vi snakker fint, også hvis jeg møder ham et sted, så snakker vi også, så overvejer at prøve at finde ud af om jeg kan finde ham nogle steder de eneklte dage jeg er hjemme, ellers må jeg jo bare vente til efter sommerferien, det er også okay, men aner ikke hvordan jeg glemmer ham... han er så skøn... han er alt det perfekte men også alt det uperfekte<3 Kan ikke beskrive ham, han er speciell.

Svar: 

Hej med dig!

Det lyder som om, du er gået hen og blevet rigtig glad for den her fyr. Han sætter mange følelser i gang i dig, som måske kan være lidt svære at finde rundt i. Det lyder dejligt, men jeg kan også sagtens forstå, det er en svær situation, du står i. Det kan være rigtig hårdt ikke at kunne se den fyr, man er vild med, så jeg kan godt forstå, du tænker meget over det nu, hvor I lige har fået sommerferie. Derfor er det rigtig godt, du skriver herind til Cyberhus, og jeg håber, jeg kan hjælpe dig lidt med at finde ud af, hvad du kan gøre.

Det lyder som om, du er usikker på, om han stadig har de samme følelser for dig, som han har haft tidligere. Sådan som du beskriver, at I har det sammen, så tror jeg i hvert fald ikke, at han er helt ligeglad med dig. Han opsøgte dig på jeres sidste skoledag, selv om det egentlig bare var et ligegyldigt spørgsmål, han ville stille dig, han fjernede ikke sin hånd, da jeres hænder rørte hinanden, og I har det i det hele taget godt sammen. Jeg kan selvfølgelig ikke vide, om det betyder noget eller ej, men jeg kan i hvert fald godt forstå, at du ikke bare lige kan glemme ham. Derfor tænker jeg, om du ikke næsten er nødt til at finde ud af, om det kunne være noget imellem jer eller ej? Det lyder i hvert fald som om, han fylder rigtig meget i dine tanker, og så er 6 ugers sommerferie lang tid at gå og tænke.

Du beskriver, at der er nogle ”regler” i jeres klasse for, hvad man gør og ikke gør. Du skriver selv, at du egentlig gerne vil skrive en besked til ham, men at du ikke vil bryde disse regler. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der mon sker, hvis man bryder reglerne? Er der nogen i din klasse, der kan finde på at drille eller bagtale, er du nervøs for, hvordan han ville tage det, eller er det noget andet, du tænker på? Jeg tænker nemlig også, at det kunne være en god måde at kontakte ham, og jeg synes faktisk, det ville være sejt at blæse på alle reglerne og så bare skrive til ham alligevel - men skal du selvfølgelig kun gøre, hvis du selv har det godt med det.

Det kan også være, du kunne finde på et eller andet at skrive til ham, som ikke er helt så direkte, hvis du fx føler, det er pinligt at skrive og spørge, hvad han skal lave i sommerferien. Kunne han fx have en film liggende, som du kan låne, eller har han et telefonnummer på én, som du gerne vil have? Så kan det måske være lettere også at få flettet en lille sommerferiehilsen ind.

Ellers er du også selv inde på, at du kunne prøve at finde ud af, hvad han laver de dage, hvor du ikke har planer. Hvis nu I begge to har facebook, kan man jo finde ud af meget dér. Du kan i hvert fald prøve at holde lidt øje med, om han skriver noget derinde om, hvad han skal. Du kan også gøre det den anden vej rundt og selv skrive, når du fx tager på stranden – så har han jo også mulighed for at kigge forbi, hvis han går med de samme tanker som dig. En tredje mulighed er, at du kunne skrive rundt til hele klassen og høre, om I ikke skulle tage på stranden sammen en dag i ferien. Så er der jo ingen, der ved, at det i virkeligheden er ham, du er mest interesseret i.

Hvis du stadig ikke synes, der er noget af det, du har lyst til at gøre, kan det være, du må se tiden lidt an og vente til efter sommerferien, hvor du ser ham igen. Selv om det kan være længe at gå og vente, så lyder det til, du har mange gode planer, hvor du kan få tankerne på noget andet. Der kan jo ske rigtig meget på sådan en sommerferie, både for ham og for dig. Nogle gange, når man får tingene lidt på afstand, kommer de til at fylde mindre, end man ellers troede, de gjorde. Det kan endda være, du møder en anden sød fyr, som du bliver interesseret i, så du kommer til at glemme ham her helt af sig selv. Det kan selvfølgelig også være, det modsatte sker, så du er endnu mere vild med ham, når du ser ham igen, og så synes jeg i hvert fald, du skal gøre noget ved det.

Jeg håber, du kan bruge mine forslag til noget. Uanset hvad, du beslutter dig for, ønsker jeg dig held og lykke med det hele!

Mange hilsner, og rigtig go’ sommerferie

Line

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program