Sent i puberteten ... Hjælp!

brevkassespørgsmål

Sent i puberteten ... Hjælp!

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 9 år 2 uger siden

Kære Brevkasse.

Jeg går i 6 klasse på en meget lille skole. Min skole går altså kun op til 6 klasse, derfor er jeg iblandt de ældste elever. Efter 6 klasse altså efter sommerferien skal jeg ind på en kæmpe skole inde i byen. De er meget søde derinde og jeg kender mange af dem i forvejen men... Jeg er 13 år og virkelig enormt sent udviklet! Jeg er kun omkring 1,50 høj og jeg vejer 35 eller lign. Men jeg er HELT FLAD jeg har overhoved ik fået nogen bryster, og det har alle fra min klasse og på den skole jeg skal ind på efter sommerferien. Jeg har først lige fået udflåd for et par måneder siden og jeg har hørt man skal have udflåd 2 år før man for sin mens og kommer i puberteten.

Jeg er bare så SINDSYGT bagud og jeg spiser sundt og spiser meget for at komme i pub hurtigere. Jeg har gået med push up (ved godt det er meget tidligt) siden sommerferien fordi jeg simphelthen følte mig nød til det. Dem fra min klasse griner ofte af mit problem og jeg er bange for at på den nye skole vil jeg miste venner pga. Mit problem.. Jeg er træt af jeg ikk kan vise mig til idræt og min lærer forstår det ik og jeg kan heller ik snakke med mine forældre om det...

Har i nogen råd til at komme hurtigere i pub? Eller bare råd til hvordan jeg kan gøre hvis nogen genere mig med det, jeg er nemlig så ked af det her og jeg ønsker ik at se sådan ud. 

Håber virkelig i svare! Hilsen Mig :)

Svar: 

Hej med dig

Der er så mange ting, som kan forvirre og frustrere én, når det handler om puberteten. Det lyder som om, du er fyldt af en masse tanker omkring den situation, du sidder i lige nu. Og bekymringer om, hvad der vil ske på den nye skole og med din pubertet. Og det er helt naturligt og normalt.

Puberteten er en underlig størrelse. Den kommer, når den kommer. Og den har ikke altid særlig travlt. Det kan være utrolig irriterende, når man bare venter og venter på at den starter. Normalt siger man, at den starter når man er mellem 11-16 år. For nogle før og for andre efter. Du er 13 og dermed kan man sige, at du på ingen måde er unormal, fordi du ikke er kommet i puberteten endnu. Men derfor kan det godt være træls at være den eneste i den situation. Du skriver, at alle på den nye skole er igang med at udvikle sig. Så det er meget forståeligt, at det kan frustrere dig. Især når de andre fra din nuværende klasse griner af dig. Jeg vil understrege, at det bestemt ikke er særlig god stil af dem, at gøre grin, når det ikker rart for dig. Du beskriver det som dit 'problem', og jeg vil understrege mange gange, at det ikke er dig, der har et problem eller er mærkelig, men dine klassekammerater, som ikke opfører sig særlig pænt. Der er rigtig mange andre piger derude, på din alder, som heller ikke er kommet i puberteten. Og det bør man kunne acceptere, som klassekammerater.

Generelt kan man sige, at der er mange ting, som kan frustrere én igennem livet. Selv når man kommer i puberteten, udvikler man sig forskelligt. Nogle får store bryster, andre får små. Nogle får brede hofter og andre ikke. Nogle får mange bumser og andre får ingen. Så rigtig mange står i en situation, som dig, hvor de ville ønske sig, at deres situation var anderledes. I dit tilfælde er det puberteten, som du godt kunne tænke dig at komme i, inden du starter på den nye skole. I dit brev spørger du, om du kan gøre noget for at komme hurtigere i puberteten, og det kan du desværre ikke. Så mit råd til dig vil være, at prøve at acceptere, at du må vente lidt endnu og så prøve at få det bedste ud af det. F.eks. vil dit humør sandsynligvis blive bedre, hvis du prøvede at fokusere på de gode og positive ting ved dig selv. F.eks. kan du begynde at skrive 3 ting ned hver dag, som du synes om ved dig selv og din personlighed. Hvis du gør det, vil du sikkert kunne se, at det ikke kun afhænger af puberteten, om du er noget værd i den nye klasse. Du har meget andet at give til et fællesskab, og hvis du kan se det positive ved det, så vil det skinne igennem. Og så vil du måske opleve, at følelsen af at være bagud i forhold til de andre, ikke vil fylde så meget - der vil være mange andre ting, som vil være vigtigere. Når man danner venskaber og bånd til andre mennesker, så vil de færreste se på, hvor udviklet kroppen er - det er det indre, som tæller mest for folk. Måske kender du selv til, at man 'bonder' fordi man elsker at shoppe, nyder at spille musik eller holder med det samme sportshold.

Hvis du oplever, at nogle fra den nye klasse også prikker til dig og siger ubehagelige ting omkring det, så vil jeg anbefale sig at få snakket med din nye lærer om det. Det er en del af lærernes job at sørge for, at eleverne har det godt. Og det lyder som om, din nuværende lærer ikke er særlig god til at sørge for dig. Hvis du ikke føler, at du kan trænge igennem, så kan du overveje at fortælle dine forældre om situationen. Så kan I tage hinanden i hånden og evt. gå til læreren eller til rektor sammen. Det kan virke rigtig grænseoverskridende, men det kan også være en hjælp og en støtte for dig, som kan være rigtig rar at have.  Du kan evt. få dem til at læse dit brev højt, sådan at du ikke nødvendigvis behøver fortælle det selv. Du kan også sende en mail eller en sms til dem, hvor du skriver, at du gerne vil snakke med dem, og hvad det handler om. Så har du taget hul på det, inden I sætter jer og skal snakke. Hvis du bliver flov, så husk på; dine forældre har selv været unge og ved godt, at det kan være pinligt at snakke om sådan noget, så det vil de sikkert kunne forstå.

Jeg håber, du har fået lidt inspiration og har fået mod på at starte på den nye skole, på trods af at du ikke er kommet i puberteten. Hvis du en dag har brug for at dele endnu flere tanker med nogen eller få lidt støtte, så kan du altid logge på vores 1-1chat og snakke med en rådgiver. Sexlinjen har også en god chat og mange artikler om puberteten. Og så vil jeg anbefale dig og overveje, om du skal fortælle en veninde om dine tanker. Det kan være rart at have nogen omkring én, som man kan tage fat i, hvis det bliver for meget.

De bedste hilsner fra Mai

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program