Savner min kæreste..

brevkassespørgsmål

Savner min kæreste..

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 4 år 3 måneder siden

Hej! Min kæreste er lige taget på ferie og hun er først tilbage om en uges tid.. Jeg savner hende ufatteligt meget :(( nogen råd om hvordan jeg kan ''glemme'' hende? og hun har ikke rigtigt mulighed for at svare på facebook eller snapchat efter at der ikke rigtigt er internet der hvor hun er.. 

Svar: 

Hej med dig.

Det er dejligt at høre, at du har en kæreste, som du er rigtig glad for. Jeg kan godt forstå, at det er hårdt for dig, at din kæreste er på ferie og du ikke rigtig kan komme i kontakt med hende, for savnet kan føles rigtig overvældende. Så jeg kan godt forstå, at du gerne vil have nogle råd til, hvordan du bedst muligt kan "glemme" hende.

Selvom savn godt kan gøre rigtig ondt indeni, så tænker jeg faktisk, at det er rigtig godt at savne. Det viser nemlig, at man er rigtig glad for den person man savner, og man kan også blive endnu mere glad for personen, fordi man finder ud af hvor meget man egentlig mangler personen, og hvor meget hun faktisk betyder for en. Med det sagt, så er det nu også rart, hvis tiden går stærkt, så man hurtigt ser hinanden igen. Det kan være svært at glemme sin kæreste helt, men som udgangspunkt, så er det rigtig godt at være så beskæftiget så muligt. Dvs. at det vil være rigtig godt, hvis du prøver at lave så mange planer for dig selv som du kan. Fx være sammen med nogle af dine venner, hvor I måske kan lave nogle forskellige ting sammen. Det kan også være, at du kan foreslå din familie eller forældre, om I skal lave noget sammen, fx. en udflugt i weekenden, en biograftur eller noget andet? Du kan også prøve at tænke over, hvad du plejede at lave inden du mødte din kæreste? Måske er der noget sport, som du går op i, som du kunne have mulighed for at dyrke - eller måske tage til en fodboldkamp, håndboldkamp eller noget andet som interesserer dig? Det kan også være, at du er interesseret i computerspil - og måske kan invitere dine venner forbi til at spille sammen? Mulighederne er egentlig mange, men det kan godt være svært at komme i tanke om det. Men hvis du er beskæftiget, så vil du ikke have så meget tid til at tænke på hende og savne hende så meget. Så selvom du måske tænker at det vil være kedeligt, fx at rydde op på dit værelse, så kan du se det som en mulighed for, at du lige er optaget af noget andet, og at tiden dermed går lidt hurtigere, end hvis du blot sad og tænkte på hende :-)

Hvis det er helt umuligt at glemme hende, så tænker jeg lidt, at selvom det er svært at se det som en positiv ting, så er savnet faktisk en bekræftelse i, at du er rigtig glad for hende, hvilket er rigtig skønt, så det kan du prøve at tænke på, når du savner hende rigtig meget. Og din kæreste vil egentlig nok også være glad for at vide, at du mangler hende derhjemme og at du savner hende.

Jeg håber, at du kan bruge mine råd, og tiden går hurtigt for dig :-)

Mange hilsner
Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program