Savner min ekskæreste

brevkassespørgsmål

Savner min ekskæreste

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 9 år 6 måneder siden

Hej Cyberhus.

Jeg havde en kæreste (Lad os kalde ham O), for to år siden snart. Efter tre måneder med ham, begydte jeg at blive ked af det indeni, fordi jeg ikke følte at han gjorde noget for at være sammen med mig i hverdagene og han spurgte aldrig, hvornår jeg kunne være sammen. Han var en helt anden person i starten, men så var det som om at han blev lidt mere ligeglad og sådan, men jeg elskede ham virkelig højt. Uden at snakke om problemerne ringede jeg til ham og sagde, at det nok var bedst hvis vi bare var venner. Det er den største fejl jeg nogensinde har begået, for her sidder jeg to år efter, og stadig er så forelsket i ham. Han er vores nabo oppe på campingpladsen, og sidste sommer, hvor jeg så ham første gang efter vores breakup, der kom alle mine følelser sådan rigtig frem i mig. Jeg skrev lidt til ham, men han virkede bare sådan lidt kold i det og det gjorde mig jo ked af det. Så her i weekenden (5/6-15) så jeg ham igen, et år efter, og nu er det eneste jeg vil, bare at have ham tilbage. Jeg vil SÅ gerne have ham og hans skønne familie tilbage, og jeg går med håb om, at han stadig kan lide mig, selvom jeg godt ved at han ikke kan. Jeg vil gerne, næste gang at jeg kommer på camping, at jeg så hiver ham til side og måske spørger om han vil med ud og gå, hvor jeg så måske vil spørge ind til, hvordan det går med ham og sådan noget. Der vil jeg også rigtig gerne fortælle ham om mine følelser for ham og hvordan jeg har det, og at det var det dummeste at slå op med ham, for jeg elskede ham så højt og gør det virkelig stadig. Jeg ser mig virkelig ikke sammen med andre fyre end ham og så er han bare lækker og sød. Han er virkelig bare min drømmefyr og har den dejligste og sødeste familie, jeg ved også godt kan lide mig. Jeg blev inviteret med til Grøn Koncert af dem og alverdns ting, og det vil jeg bare gerne have tilbage igen.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Min verden bryder virkelig snart sammen.

Svar: 

Hej med dig

Det lyder som om, det fylder rigtig meget for dig, at du har mistet din ekskæreste, før du egentlig var klar til det. Det kan også være ubehageligt at længes efter noget, som var engang. Det er der mange, som kan genkende - for kærligheden er ikke nem at finde ud af, og derfor har mange stået der, hvor du står lige nu - midt i savn og krise over at have mistet en kæreste. 

Det kan være rigtig hårdt at have følelser, som dukker op, hver gang, man ser personen. Følelser er noget finurligt noget, som har sit eget liv, og er ikke altid til at finde ud af. Det er hårdt for dig, at du skal konfrinteres med de følelser, hver gang, du ser ham. Det lyder på dit brev som om, du godt kunne tænke dig at fortælle ham, hvordan du har det - at du fortryder og gerne vil have ham tilbage. Jeg fornemmer, at du ønsker en form for afklaring - er der en chance eller ikke. Du skal vide, at der er en risiko for at du kan blive såret endnu en gang, hvis du siger det. Men der er også en chance for, at han har tænkt det samme. Hvis han har, så kan I måske fortsætte, hvor I slap. Hvis ikke han har, så vil jeg anbefale dig at passe på dig selv og prøve at lægge det bag dig. Det bedste, du kan gøre, for at komme videre er, at forsøge at få personen så meget på afstand som muligt. Hver gang du har lyst til at skrive til ham, kan du skrive til en veninde i stedet. Måske kan du gå en tur uden din mobil, indtil tankerne om ham forsvinder. Du har måske selv flere ideer. Det lyder svært og hårdt, men det er en måde, hvorpå man beskytter sig selv mod at blive såret igen. En rigtig god ting er, at sige det hele til en veninde, som du kan hente støtte hos. Det er dejligt at have en at smile med, når noget lykkes og en at græde med, hvis det er svært. Har du mere lyst til at læsse af hos en anonym, så er du selvfølgelig også altid velkommen til at logge på vores chat. 

Du skriver, at det er hårdt, hver gang du ser ham - og det er meget forstårligt. Det minder dig om noget, som du har mistet - og det kan gøre rigtig ondt indeni. Men det er ikke rart at gå og have det sådan i ligeså lang tid som i din situation. Ved at undgå at have kontakt, vil du sandsynligvis mærke, at han ligeså stille glider ud af dine tanker. Så kan der muligvis også blive plads til en anden sød fyr en gang, når du er klar til det.

Held og lykke med det - om du spørger ham eller ej, så håber jeg det bedste for dig.

Mai

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program