Søster er gravid

brevkassespørgsmål

Søster er gravid

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 8 år 2 måneder siden

Hej cyberhus.
Forleden dag skulle jeg ud med min søster og købe nogle ting til min mor. Men gad ikke lige med ind, så ventede bare i bilen. Da hun så kom, så jeg at hun hev en graviditetstest frem (sad på bagsædet, så hun vidste ikke at jeg så det) Tænkte at det måske bare var for at være sikker, så jeg sagde det ikke. 
Så nogle dage efter, gik jeg for sjovs skyld ind og kiggede min computers billeder igennem.. Jeg ved ikke hvordan, eller hvorfor, men hver gang min søster har taget et billede på sin mobil, bliver det åbenbart automatisk overført til min computer.. Og hun ved det ikke. Nåmen, tilbage til computeren - jeg så et screenshot hun havde taget af beskederne med hendes kæreste. Hvor hun bla. skrev, at hun var gravid.

Skal jeg fortælle det til mine forældre eller er det bedst bare at vente på at de selv finder ud af en løsning? (P.s, hun er 18 år) 
Men er virkelig i tvivl om hvad jeg skal gøre? 

Svar: 

Hej med dig

Sikke en oplevelse. Det må have været noget af en overraskelse. 

Jeg kan godt forstå du er i tvivl om hvad du skal gøre, og jeg synes det er godt du skriver og spørger. 

Umiddelbart tænker jeg ikke du skal sige noget til dine forældre. Det tænker jeg ikke du skal fordi din søster er 18 år og derfor voksen. Hun har derfor ret til helt selv at bestemme hvad, og hvordan hun vil fortælle det til dine forældre. Måske ønsker hun slet ikke at de skal vide noget endnu, og det har hun ret til. 

Men jeg tænker det ville være en rigtig god idé at sige til din søster at du faktisk godt ved det her med at hun er gravid. Det tænker jeg ville være rart for hende at vide, og nok også mest fair. 
Jeg synes også du skal overveje at fortælle hende, at du kan se alle de billeder hun tager med sin mobil på din computer. Måske har hun været logget ind på din computer, og måske er det derfor hendes billeder automatisk dukker op? Men hvis hun ikke selv ved det, kan jeg forestille mig at hun måske vil være ked af, at du kan se de billeder hun tager. Så det tænker jeg også vil være mest fair, hvis du fortæller hende. Det kan selvfølgelig også være hun er helt okay med at du kan se hendes billeder, men hvis du lige fortæller hende det, har hun i hvert fald en chance for at tage stilling til om hun vil gøre noget for at ændre det. 

Så tag en snak med din søster, og så lad det være op til din søster hvad hun vil fortælle om det med at være gravid. Hun er voksen, så det må og skal hun selv tage stilling til. 

Mange hilsner
Niels-Christian

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program