Problem med kærlighed og familien

brevkassespørgsmål

Problem med kærlighed og familien

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 15 år 1 dag siden

Hej Brevkasse. Jeg er en pige på 18 år, der er løbet ind i et problem angående kærlighed. For et par måneder siden mødte jeg en fyr, der er næsten dobbelt så gammel som mig. Som bekendt har kærlighed ingen alder og for hver gang vi mødes, bliver både ham og jeg mere og mere enige om, at vores forhold kan udvikle sig til noget mere, hvis vi bare giver det en chance. Men pga. den store aldersforskel mellem os, er jeg nervøs og måske lidt bange for at springe helt ud i det med ham, fordi jeg ikke aner, hvad min familie vil sige til det. Jeg mener, at de opfatter mig som en pæn pige, der aldrig kunne finde på, at være sammen med fyre, der er så meget ældre end mig selv. Jeg vil virkelig gerne give det en chance med fyren, men så skal min familie altså også vide, hvad jeg går og laver. Jeg bliver jo desværre nødt til at stikke en hvid løgn om, hvor jeg er henne, når jeg mødes med min nye kærlighed :-). Så mit spørgsmål er, hvordan jeg på den bedst mulige måde får sagt til min familie (især min mor), at jeg har mødt denne fantastiske fyr og at det for hver dag udvikler sig mere og mere mellem os? Hvilke tanker og overvejelser skal jeg gøre mig omkring det med at skulle fortælle det? Og hvad, hvis de ikke accepterer det eller ser skævt til det? Jeg er jo myndig og kan i princippet gøre, hvad jeg vil, men det er meget vigtigt for mig, at min familie accepterer de valg jeg træffer. På forhånd tak for svaret. Med venlig hilsen Pigen på 18

Svar: 

Kære pige på 18

Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå at du søger råd, for det er en lidt svær situation du står i. På den ene side er der den dejlige forelskelse, som skal nydes, og på den anden side er der ønsket om at din familie fortsat skal bakke op om dig.

Jeg tror du skal overveje så objektivt som du nu kan, hvor langt dig og din kærestes forhold kan udvikle sig, for umiddelbart tænker jeg, at der vil være nogle svære forskelle.
For eksempel: vil I have børn og hvornår, skal I flytte sammen, er der plads til at du kan udleve dine drømme i et forhold med en mand som måske allerede har været igennem mange af sine. Og hvor langt ønsker du, at jeres forhold udvikler sig? Og hvad siger han til det? Når man står på relativt forskellige baser, er det super vigtigt, at man kommer grundigt igennem temaer som disse.

Men det kan også være, at I bare har lyst til at nyde hinanden og tage det som det kommer. Dog er jeg helt enig i, at det er vigtigt at du er åben overfor din familie, og jeg får indtryk af, at du er en stærk og velovervejet pige. Jeg kan selvfølgelig ikke sige noget om, hvordan din familie vil reagere - om ikke andet vil det sandsynligvis tage lidt tid, før de vænner sig til tanken, men jeg tror, at din åbenhed og ærlighed omkring dit forhold vil kunne åbne den første lille dør.

Derfor vil jeg foreslå, at du stille og roligt forklarer dem hele historien, og dine overvejelser omkring dit forhold. Du kan lægge vægt på, at du og din kæreste virkelig har følelser og oprigtige intentioner med hinanden, men at du også har rigtig meget brug for din families støtte og accept, netop fordi det er så vigtigt for dig. Forhåbentlig vil de gøre deres bedste til at forstå, hvordan du ser tingene, og samtidig må du forsøge at forstå de bekymringer, som de måske vil komme med. Hvis det kan lade sig gøre, at snakke fornuftigt sammen, tror jeg at resten vil komme hen af vejen.

Hilsen Julie

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program