Problem
Problem
Der går den her fyr i min klasse som jeg rigtig godt kan lide. Men jeg ved ikke om han føler det samme, nogle gange virker det som om at han ligesom flirter. Men der er en anden pige i min klasse som er rigtig gode venner med ham, de ligger sammen, holder i hånd og virker bare som kærester, det synes alle endda. Hvad skal jeg gøre
Kære dig...
Hvor er det dejligt, du har fundet dig en sød fyr, som du godt kan lide.
Selvom forelskelse og alle de følelser, der følger med, kan være svære at finde rundt i, så vil jeg prøve at give dig nogle råd til, hvad du kan gøre.
Det lyder til, at du er meget forvirret over hvad du skal stille op med dine følelser, og det forstår jeg godt! Det lyder også lidt svært at finde ud af, når du ser ham sammen med hende pigen fra din klasse, som han har et meget tæt forhold til. Men når det så er sagt, så er det jo ikke sikkert, de er kærester. I teenage årene er det meget normalt at piger og drenge bliver gode venner, og at man kan ligge sammen, nusse og holde i hånd uden at det behøves betyde at man er kærester. Du kan eventuelt forhøre dig lidt hos nogen af de andre fra klassen, om de ved noget om jeres forhold/venskab.
Mit allerbedste råd til dig vil være, at du bare skal springe ud i det! Jeg ved godt, at det er lettere sagt end gjort. Det kan være vildt grænseoverskridende at være den, der tager initativet, men nogle gange så er det bare den måde, man kommer længst. Der er selvfølgelig en risiko for, at han ikke føler det samme som dig. Det er en chance, du må tage. Hvem ved, måske synes han, at du er rigtig sød. Du skriver selv, at det virker som om, at han flirter med dig noge gange, så måske han allerede har et godt øje til dig.
Hvis du synes, det virker alt for grænseoverskridende at skulle tage kontakt til ham direkte, så kan det nogle gange være nemmere at sende en sms, en snap eller skrive sammen over et andet socialt medie. Det kan gøre situationen mindre akavet. Det kan også være, at nogle af dine gode venner eller veninder, er gode venner med ham, og at I igennem dem kan komme til at snakke lidt sammen.
Til slut vil jeg sige, at du skal huske at mærke efter inden i dig selv, hvad du synes, er det rigtige at gøre i denne sammenhæng. Det kan være, du slet ikke er klar endnu til at tage kontakt til ham. Det kan være, du lige skal bruge lidt mere tid til at finde ud af dine følelser for ham. Og hvis du beslutter dig for at springe ud i det, så er jeg sikker på, du nok skal klare det! Kærlighed er slet ikke så farligt, som man tror.
Jeg håber, du kan bruge mit svar. Jeg er sikker på, du nok skal finde den helt rigtig måde, at fortælle ham, hvordan du har det.
Kærlig hilsen
Anna