Piercing

brevkassespørgsmål

Piercing

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 12 år 1 uge siden

Hej brevkasse, Håber jeg har skrevet ind det rigtige sted. Men jeg går og tumler med lidt sære tanker for tiden og håber i kan hjælpe mig med at få styr på. Jeg går og sukker efter at få en næsepiercing. En lille ring i den ene side. Ikke fordi jeg vil være rebelsk eller noget. Kun fordi jeg synes det ser fedt ud og fordi jeg godt kan lide at udsmykke min krop. Jeg har i forvejen to huller i hvert øre og en piercing (en ring) øverst i mit ene øre. Jeg har dog lovet mine forældre, at jeg aldrig ville få lavet piercinger i ansigtet. MEN! Jeg brænder virkelig efter at få lavet en ring i næsen. Problemet er bare, at jeg lever i en familie, hvor folk hele tiden bekymrer sig om, hvad andre synes. Hvor det er ''under familiens standart'' at få piercinger i ansigtet og hvor det handler om at opføre sig ligesom gennemsnittet, så man ikke skiller sig ud fra en bestemet gruppe. Jeg har også en flok veninder, som jeg har kendt i 13 år, dvs. jeg også har et tæt forhold til deres forældre. Her er nøjagtig det samme problem som med min familie - det handler om at være som gennemsnittet. Ikke skille sig ud og slet ikke udsmykke sig med piercinger eller tatoveringer. Da jeg begyndte at farve mit hår, var de (forældrene) lige ved at falde af stolene af chok. Jeg er i forvejen selv rigtig opmærksom på, hvad folk tænker om mig. Og selvom jeg måske kan virke som typen, der er fuld af selvtillid, når jeg kommer gående på gaden eller snakker, så har jeg ingen. Jeg tænker rigtig meget på, hvordan folk vil opfatte mig, hvis jeg gjorde diverse ting. Det samme gælder med piercingen. Hvad vil folk tænke om mig? Hver gang jeg skal overtale min mor til at få lavet en piercing (i øret) bruger hun altid ting som: du får et ar for livet, folk vil opfatte dig som en type, du ikke vil opfattes som, hun synes ikke det er pænt osv. SÅ. Mit spørgsmål er; skal jeg følge mit hjerte og kæmpe en kamp for at få lov til at få lavet en næsepiercing. Eller skal jeg følge min familie og veninders forældres hjerte og forblive som jeg er og følge strømmen? Jeg ved, at det er et meget mystisk spørgsmål, men jeg håber, at I har mulighed for at hjælpe mig lidt på vej. Mvh. anonym (pige, 17 år om 3 mdr)

Svar: 

 

Hej med dig,

Det virker som om du har tænkt rigtig meget over det at være almindelig, og lysten til at skille dig ud fra den mængde. Det virker også som om du har tænkt længe over, om du skal have en piercing, hvilket også er fornuftigt. Der er mange som vælger at få en piercing spontant uden egentlig at tænke over om den vil komme til at betyde noget for dem.

Da du er under 18 er det stadig dine forældre som bestemmer over dig. Så hvis din mor ikke vil have du får lavet en piercing bliver du nok nødt til at vente til du fylder 18.

Mht. at du spekulerer over, hvad folk vil tænke hvis du får en piercing: Der er mange mennesker som er fordomsfulde, så hvis de går forbi en person på gaden, som har mange piercinger, stikker snuden for langt frem eller ser underlig ud vil de tænke noget bestemt. Men det er en naturlig del af livet som alle må lære at acceptere og i sidste prøve at være ligeglad med det. Du kan nok også selv genkende det at have fordomme om mennesker du synes virker eller ser mærkelige ud. Det tager lang tid at lære, men jo ældre du bliver, jo mindre vil det måske betyde for dig, hvad andre tænker.

I dit tilfælde med en næsepiercing tror jeg ikke folk vil have de store fordomme, da det er ret normalt i teenageårene at have sådan en.

Du kan prøve at vende den med dig selv igen, og mærke efter om du har lyst til at følge din mavefornemmelse og gøre det nu og her eller om du vente lidt med at få den.

Hvis du har lyst til at få den nu, kan du snakke med din mor igen og fortælle hende at du faktisk har tænkt et stykke tid over du gerne vil have den piercing, og at det ikke bare er en spontan ide. 

Du kan også snakke med nogle veninder eller prøve chatten på Cyberhus, hvis du stadig er i tvivl om, hvad du skal gøre.

Jeg håber du kan bruge svaret : )

Mvh

Julie

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program