på vej til anoraksi?

brevkassespørgsmål

på vej til anoraksi?

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 12 år 8 måneder siden

hej. Jeg er en pige på 14 år, der vejer 51,5 km og er ca. 176 cm høj. Jeg motionere meget i min hverdag og spiser rigtig sundt og varieret. Her på det seneste har vi snakket meget i min klasse om vægt osv. Og da vi i et frikvarter målte min bmi, sagde alle at jeg var FOR tynd. Det er ikke første gang de har sagt det til mig. De siger altid at jeg er tynd og jeg burde tage på. I starten troede eg lidt det var for sjov, men de mener det 100 % . Jeg kan ikke selv se det, og når jeg kigger mig i spejlet ser jeg er pige, som godt kunne tabe sig lidt mere. Hvis jeg nogle gange spiser lidt usundt i weekenderne, skal jeg altid motionere eller spise noget sundt bagefter. Altid. uanset hvor sent det er om aftenen. Men jeg syntes ikke jeg er for tynd, og jeg er døgnet rundt , bange for at blive for tyk. Pigerne fra min klasse var til et pigemøde på skolen endag, og da sagde de det igen, + nogle af dem var tæt på at græde. Men det er svært for når vi skal have kage om fredagen , og så lade vær med at tage et stykke, for så fabler de igen om min vægt osv. Er det mig der er galt på den? Skulle jeg blive tykkere?. Mig og mine veninder er rigtig tætte, så jeg tror selvfølgelig på dem, men jeg kan ikke se det for mig selv? Hvad skal jeg gøre? hilsen AN.

Svar: 

Kære AN

Når du skriver du vejer 51,5 kg og du er 176 cm høj, så synes jeg faktisk at din vægt lyder til at være i meget underkanten. Normalvægten i din størrelse er ca. 58-65 kg. Når dine veninder omkring dig siger du vejer for alt for lidt, så er jeg helt enig, fordi du kun vejer 51,5 kg.

Jeg tror grunden til, at nogle af pigerne græder er fordi de er bekymrede for dig. Når du er så tynd, så er de garanteret bange for at du skal blive syg af det. Jeg tror det er vigtigt du lytter til dem, for det lyder som om at de faktisk godt kan se, at du er begyndt at blive alt for meget optaget af motion og mad.

Der er ikke noget galt i at motionere og spise sundt og varieret mad. Det er faktisk rigtig fint. Men jeg bliver bekymret når du skriver, at du døgnet rundt er bange for at blive for tyk. For mig at se kunne det godt tyde på at du ikke længere har et naturligt forhold til mad og motion, når du med den lille vægt du har, er bange for at blive tyk.

Der er mange piger der gerne vil være super tynde, så jeg kan sagtens sætte mig ind i din tankegang om at ville være tynd. Men det er faktisk slet ikke meningen at man skal være så super tynd som alle modeller og ligne mænd uden former. Det er nemlig sådan at når piger kommer i puberteten så får de naturligt mere fedt på kroppen, både på lår, numse, osv. Mange piger synes lige pludselig at de bliver for tykke, fordi der kommer mere fedt på kroppen, som ikke var der da de var yngre. Jeg tænker at det er det du er begyndt at blive optaget af og du frygter måske at du lige pludselig bare tager 50 kg på uden du opdager det.

Når jeg læser de ting du har beskrevet om dig selv, er det tydeligt for mig at du vejer alt for lidt. Dine veninder har helt ret når de siger du er for tynd. Det virker også som om du er ret styret af din mad og motion. Det synes jeg du skal lytte til og gøre noget ved.

Jeg synes for det første at du skal tage en snak med dine forældre om det. Hvis de ved hvordan de har det, kan de være en støtte for dig, når du oplever at maden og motionen bliver styrende for dig.

For det andet synes jeg også du skal tage til lægen sammen med en af dine forældre. Lægen kan helt præcist fortælle dig om du er undervægtig og om du skal have hjælp. 

Ellers vil jeg også foreslå dig at logge på vores anonyme chatrådgivning, hvis du har brug for at snakke med anden voksen om, hvordan du har det.

Jeg håber du forstår at det er rigtig vigtigt at du får gjort noget ved det, så du igen kan få et mere naturligt forhold til maden og din krop, men også at du får snakket med nogen om det, så du ikke skal gå med det selv. 

Kærlig hilsen Sine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program