Orgasme

brevkassespørgsmål

Orgasme

brevkassespørgsmål af
Amanda
15 år
Oprettet 3 år 6 måneder siden

Hej Cyberhus.

Jeg er en pige på 15 år og jeg tror ikke jeg kan få orgasme. Altså når jeg ornanere kan jeg godt på klit, men ikke oppe i mig. Jeg har prøvet en del, men jeg kommer aldrig. Det er også et problem når jeg har sex. Altså det er rart og føles godt, men jeg opnår aldrig orgasme. Derfor har jeg 'faket' det, for det er jo træls for drengen når han skal blive ved med at holde det inde.

Er det normalt? 

Svar: 

Hej med dig,

Jeg kan godt forstå du undrer dig over hvorfor du ikke kan opnå orgasme på anden måde end ved onani. Det er dog helt normalt at man kan have nemmere ved at opnå orgasme på nogle måder end andre. Det er nemlig meget forskelligt fra person til person, hvordan vi "fungerer", og dermed forskelligt hvad vi synes føles godt og hvad der kan udløse en orgasme. Det er altså fuldstændigt normalt det du beskriver i dit brev.

For det første vil jeg sige, at det er rigtig godt at høre, at du har udforsket det via onani, da det er en rigtig sund måde at lære sig selv og sin krop at kende. Det gør det også nemmere at finde ud af hvad man kan lide under sex og generelt tænder på seksuelt. Du skriver at du godt kan opnå orgasme gennem stimulering af klitoris, hvorfor du altså godt kan opnå orgasme. Der er delte meninger om hvorvidt man kan sige der findes forskellige typer orgasmer, fx. klitorisorgasme vs. g-punktsorgasme, eller om de i virkeligheden er udtryk for det samme. Klitorissen er faktisk større end den umiddelbart ser ud, da man kun kan se den lille "knop" lige der hvor kønslæberne mødes, men faktisk strækker klitoris sig inde i underlivet, hvorfor nogle mener at det at du stimulerer uden på giver samme effekt som hvis du bliver stimuleret indefra. 

Det er godt at høre, at det føles godt selvom du ikke opnår orgasme. Det er for de fleste det vigtigste. Man kan nemlig sagtens have god sex uden orgasme og kedelig sex med orgasme. Det lyder til at du lige nu er så optaget af at opnå orgasme, at du ikke rigtig kan holde fokus på andet. Det kan jeg godt forstå, da det for mange bliver klimaks og det der signalerer afslutningen. Problemet bliver at kvinders orgasmer også styres rigtig meget af alt det som ellers sker i vores liv, herunder vores tanker eller hvis vi er stressede. Der er derfor en risiko for at det blot bliver meget sværere for dig at opnå orgasme, fordi du fra starten "frygter" du ikke kan. Hvis det giver mening? Jeg ved jo ikke om det er sådan du oplever det, men det er måske noget du kan overveje. Du kan eventuelt forsøge at undgå jagten på orgasme. Med det mener jeg, at du kan prøve at nyde selve følelsen af at røre ved dig selv eller blive rørt ved. Det vil sige nyde selve onanien eller selve samlejet, uden at have fokus på at det skal ende ud i en orgasme. Det kan måske tage noget af presset fra? 

Du kan også prøve at inddrage klitoris stimulering i din sex. For eksempel kan du måske opnå orgasme i forspillet, det vil sige inden selve samlejet, da det for det første for nogle kan gøre det nemmere at opnå orgasme igen, og for det andet kan det måske gøre dig mere afslappet og tændt til selve samlejet, hvis du allerede har fået orgasme. Det kan måske være en god måde for dig? Det er noget du må prøve dig frem med, for at mærke efter hvad der fungerer for dig. 

Der kan være mange grunde til at man ikke opnår orgasme, som alle er helt normale. Det kan for eksempel være at man er træt, har drukket alkohol, er stresset, har tankemylder. Jeg har været lidt inde på det ovenfor i mit svar, men hvis du vil læse lidt mere om det kan du læse med her. Hvis du i øvrigt har lyst til at læse lidt mere om den kvindelige orgasme kan du læse med her på siden. Der står lidt forskelligt om orgasme hos piger/kvinder. Det kan måske være meget rart at læse lidt om det nu du er lidt i tvivl om hvorfor det er svært for dig at opnå under sex eller i skeden.

For at opsummere, så lyder det helt normalt det du oplever!

Jeg håber du kan bruge mit svar! 

De bedste hilsner,

Astrid

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program