Opholdssted

brevkassespørgsmål

Opholdssted

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 7 år 3 måneder siden

Jeg vil rigtig gerne bo på opholdssted, hvordan kan man det??:(

Svar: 

Kære du

De unge som bor på opholdssted, bor der som regel fordi de står i en situation, hvor de ikke har mulighed for at bo hjemme hos forældre eller anden familie. Det kan være fordi de har mistet familien, eller fordi deres forældre ikke rigtig kan passe ordentligt på dem. 

Det er kommunen der er med til at bestemme, om det er muligt at komme til at bo på et opholdssted. Det betyder, at det kræver nogle særlige omstændigheder for at det kan lade sig gøre. Hvis man skal være lidt firkantet, skal det være umuligt for dig at bo hjemme, før du kan komme på opholdssted. Umuligt, fordi dine forældre ikke kan passe på dig, fordi de skader dig, fordi de har smidt dig ud, eller fordi du ikke har forældre eller andre voksne du kan bo hos.

Jeg ved ikke hvad grunden er til at du spørger, men jeg tænker at du nok har det rigtig svært derhjemme? Det første skridt kunne være at kontakte din kommunes Åbne anonyme rådgivning. Det er noget alle kommuner skal tilbyde. Her kan du fortælle om din situation, og spørge ind til hvordan kommunen kan hjælpe dig. Nu ved jeg ikke hvilken kommune du bor i, men prøv at google Åben anonym rådgivning i (dit kommune navn) og så skulle du gerne finde nogle muligheder. 
Er du opmærksom på at 7 forskellige kommuner har deres egen chat, hvor du anonymt kan snakke med en rådgiver fra kommunen? Måske kan du være heldig at din kommune er én af de 7? Du kan se hvilke her

Det er ikke sikkert at et opholdssted er en mulighed for dig. Men så kunne der være andre muligheder. Samtaler til dig, eller samtaler til dig og din familie, hvis I har brug for hjælp til at få tingene til at fungere bedre derhjemme. Hvis I har brug for hjælp til at løse konflikter mellem jer?

Prøv og se om du kan finde din kommunes tilbud, og tag kontakt. Hvis du ikke lykkes med, at finde ud af hvordan du kommer i kontakt med din kommune, kan du kigge ind forbi vores chat. Så kan én af vores rådgivere måske hjælpe dig til, at finde de rigtige kontaktoplysninger. 

Mange hilsner 
Niels-Christian

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program