Nervøsitet

brevkassespørgsmål

Nervøsitet

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 13 år 3 måneder siden

Jeg har et meget stort problem som fylder ret meget i mit liv. Jeg ved det er normalt at blive nervøs i visse tilfælde, men når jeg bliver det får meget slem kvalme, svimmelhed, sorteprikker for øjnene, meget store mavesmerter, slem hovedpine, og i visse tilfælde også blackouts.. Det irriterer mig grusomt for det kan ske fra alt mellem at jeg skal til prøve i skolen, besøge kæresten efter vi ikke har set hinanden i en uges tid, starte i skole efter sommerferien og det aller største problem er nok at jeg skal på camp i efterårs ferien.. Jeg var med på den samme camp for to år siden, men uheldigvis gik det ikke særlig godt med mig personligt og det ødelagde faktisk hele turen.. Jeg gik nedenom og hjem med en depression og det har påvirket mig lige siden. Nu har jeg så valgt at tage kampen op og tage med igen, for at bevise overfor mig selv at jeg godt kan. Det er sidste chance, for næste år er jeg for gammel til at komme med. Men jeg ved at den dag jeg skal afsted (skal selv tage toget derhen) vil der køre en masse tanker rundt i mit hovede og dagene derop til vil nok have været fyldt med tårer og angsttanker... Så der er ingen tvivl om at min nervøsitet vil dukke op, og det skræmmer mig enormt meget, for jeg er bange for at det kan ende med at jeg ikke tager med hvis min nervøsitet er lige så voldsom som den plejer at være.. Jeg vil simpelhen have det for dårligt til at tage med.. Så det er derfor jeg skriver til jer, for at høre om i har nogle råd eller noget som jeg kan bruge til at lære at styre min nervøsitet så det ikke ødelægger alt for mig... Kh. Lena

Svar: 

 

Kære Lena.

Først har jeg lyst til at sige at det er rigtig flot, at du har valgt at tage kampen op og tage med på Camp, selvom du godt ved du bliver nervøs.

Du skriver at du får mavesmerter, hovedpine, kvalme osv. når du skal prøve nye i ting. Når du skriver sådan så tænker jeg på, om der kunne ligge nogle dybere ting til grunde for, at du reagerer som du gør? Jeg vil derfor foreslå dig at gå til lægen med det. Din læge kan måske hjælpe dig med, hvad det kan være. Jeg tænker også på, om det er noget du har snakket med dine forældre om? Det kan også være de kan hjælpe dig.

Jeg kan godt forstå du synes det er træls, hvis din nervøsitet kommer til at ødelægge det hele. Jeg kan nok ikke give dig et præcist svar på, hvordan du kan styre din nervøsitet, men jeg har en idé til noget, som måske kunne hjælpe dig.

Jeg tænker på om du har prøvet at skrive dine tanker ned i en bog, når du oplever de kommer strømmende og du bliver angst? Jeg tænker nemlig på om det måske kunne hjælpe dig med at få overblik over, hvad det er for nogle tanker du får.

Du kan jo prøve at skrive ned, hvad det er der gør dig bange, angst eller ked af det, når du skal afsted. Når du så har fået det skrevet ned i en bog, kan du prøve at tænke over, hvorfor du tror netop de tanker kommer? Måske er der nogle ting, som du kan se, når du læser dem, at det faktisk ikke er så slemt, som når du får tankerne i hovedet. Der er måske oven i købet nogle af tankerne du kan kan strege ud igen, fordi du godt kan se og fortælle dig selv, at det ikke er så slemt, som du lige i øjeblikket følte. Det kan i hvert fald nogle gange godt hjælpe at få alle sine tanker skrevet ned, så det bliver mere overskueligt at forholde sig til.

Fantasien er som regel værre end virkeligheden. Jeg tror at de tanker du får, nemt kan løbe løbsk, fordi du fantaserer om alt det som kan gå galt når du skal et nyt sted hen. Så jeg synes du skal prøve at fokuserer på alle de situationer, hvor det rent faktisk er gået godt. Måske kan det hjælpe dig.

De bedste hilsner Sine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program