Narkobaronens søn

brevkassespørgsmål

Narkobaronens søn

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 6 år 7 måneder siden

Hej Cyber hus.

Sagen er den at jeg er en 15 årig pige og min kæreste er lige fyldt 19, vi har snart været sammen i tre måneder. Vi har det generelt fantastisk sammen, jeg har mødt hans forældre, svinger rigtig godt med hans papfar og hans småsøskende. Han har mødt min mor som jo er min diamant, og de kan virkelig godt sammen, de kan snakke sammen om det meste og han er den første kæreste jeg har haft som min mor godt kan lide. Der skal rigtig meget til at vinde min mors tilladelse og hjerte, men han har bare vundet det dobbelt op. Det er så perfekt og lyserød, men så alligvel ikke.  Da vi mødte hinanden havde han sin egen lejlighed på Østerbro, men den sagde han op fordi han ville finde noget større. Planen var så at indtil han fik noget større skulle han bo hos sin mor på Frederiksberg, det gik også helt fint med det. Vi var van til at se hinanden hver fredag til lørdag og i alle ferier. Men en dag der ringede han til mig og han var bare så glad fordi hans biologiske far havde opsøgt ham igen efter han var kommet ud af et 7 år langt fængsels ophold. Og nu skulle hans så bo med hans far i hans lejlighed på strøget. Skal lige siges at hans biologiske far er en af Danmarks største narkobaroner. Jeg sagde jo selfølgelig til ham "ej hvor godt skat" osv. Fordi jeg jo ikke rigtig kender til hans biologiske far, og jeg vidste at min kæreste altid har været i en nogenlunde omgangs kreds. Jeg har mødt mange af hans kammerater, hans bedste ven og de er måske ikke Guds bedste børn men de er ordenlige overfor andre det er helt sikkert. Men så begyndte det at blive sjældent at jeg hørte fra ham, det kunne gå et par dage før han ringede til mig, han brændte mig af i weekenderne, han brændte af på vores 2 måneders dag, på hans fødselsdag hvor vi skulle ud og spise, han sagde en masse ting og lovede guld og grønne skove, han er bare blevet utilrængelig og jeg kan ikke stole på noget af det han siger. Og udover det er han meget beskyttende og kontrollerne, hvis jeg går i byen uden ham, har han altid et par kammerater ude for at ligesom keep a eye on me og for at der ikke sker mig noget og får at de skal følge mig hjem så jeg ikke går alene hjem midt om natten i København. Det kan jeg godt lide, ingen problem i det. Men efter han flyttede hjem til sin far, snakker jeg næsten aldrig med ham, der går mange dage, også ser jeg ham næste aldrig. Han er slet ikke til at få fat på længere. Jeg har sagt til ham mange gange, at jeg vil have at jeg kan få fat på ham anytime ligesåvel som han skal kunne med mig, hvor han så har sagt "jaja selfølgelig skat". Også snakker jeg ikke med ham flere dage efter igen. Jeg føler hans far har utrolig dårlig indflydelse på ham og manipulere ham til en masse ting. Hans far er dårlig selvskab og jeg vil ikke have det i det liv jeg lever sammen med min kæreste. Fordi det gør at han bliver utrolig presset og alle de her ting så han er kort for hovedet og bliver sur på mig. Jeg vil gerne hjælpe ham og mig selv. Men jeg kan jo ikke bede ham droppe sin far, aldrig i livet ville jeg gøre det. Men hvad fanden skal jeg gøre? Jeg sidder og leger nonne og venter på ham hver dag, jeg går aldrig i byen mere og sidder enlig bare her hjemme og er ked af det. Jeg har grædt mange aftner og nætter i min mors skød, det jo også syndt for min mor, det gør ondt på hende at det gør ondt på mig. Også holder hun jo også af ham, han er hendes svigersøn som hun siger, han er en stor del af mit liv og min familie. Så nu spørg jeg til råds? Jeg sidder her og har ikke set min elskede dreng i to uger, jeg har ikke snakket med ham i en uge efter han brændte mig af sidste weekend. Alt har været oppe og vende i mit hovede, jeg går jo også tit er bange for om der er sket ham noget altså. Jeg har prøvet at snakke med ham lidt men det har ikke hjulpet, så jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Jeg prøver at være der for ham, hjælpe ham, støtte ham og alle de ting. Men han fortæller næsten ingenting, kun kort og lidt. Hvad skal jeg gøre?? Med venlig hilsen en meget forvirret og urolig kæreste.

Svar: 

Kære dig

Det lyder rigtig dejligt, at du har fundet en sød fyr, som passer godt ind i din familie.
Jeg kan godt forstå, hvorfor du bliver forvirret, når din kærestes far lige pludselig forandrer din kæreste og jeres forhold.
Det er derfor rigtig flot af dig at skrive herind, når du er bekymret for din kæreste, og hvad der skal ske.

Ud fra det du skriver i brevet, lyder det til at din kæreste og dig havde et fantastisk godt forhold, indtil hans far kom ud fra fængslet og ind i hans liv igen.
Jeg kan godt forstå, at det betyder meget for dig, at din kæreste bliver accepteret af din familie, og at du også svinger godt hans mor, papfar og småsøskende.
Det er jo en vigtig del af det at være i et forhold at kunne være sammen med hinandens familier og venner.

Der er ikke noget at sige til, at du bliver urolig, ked af det og forvirret, efter at din kæreste er flyttet ind hos sin far.
Det er selvfølgelig ikke i orden af din kæreste at droppe aftaler, brænde dig af, ikke at svare dig og lyve over for dig. Det vigtigste i et forhold er at kunne stole på hinanden og overholde de aftaler, man nu har. Jeg tror dog, at det ikke er efter din kæreste egen vilje, at dette sker. Det kunne godt tyde på, at det er hans far, der bestemmer over ham og lokker ham ud i nogle ting.
Det må virkelig være ubehagligt for dig, at han sender sine venner efter dig i byen for at kontrollere, hvad du laver.
Det er ikke i orden at følge efter andre, uanset om det er gjort i en god mening, når din kæreste ikke selv kan være og passe på dig.
Jeg kan godt forstå, at du er stoppet med at gå i byen, og nu bare kan sidde derhjemme og håbe på, at han får fornuften tilbage.

Først og fremmest synes jeg, at du skal huske på, at det her handler om hans biologiske far. Uanset hvad hans far har lavet, vil din kæreste selvfølgelig elske ham og måske også langt hen ad vejen gøre, hvad faren beder om. Det tror jeg også, du ville gøre, hvis det var din mor. Men det kan være rigtig svært at tro på, at man bliver droppet til fordel for en far, som opfører sig ulovligt, og måske trækker sin egen søn med ud i noget rod.
Inderst inde ved din kæreste nok godt, at det ikke er det han gerne vil, men det kan være svært for ham at forstå, fordi han elsker sin far.
I sidste ende er det jo hans eget valg, og han er jo gammel nok til at kunne sige fra, hvis han ikke ville leve efter sin fars krav.

Det kan være en god ide, at du overvejer hvilke fordele og ulemper, der kan være ved at blive sammen med ham. Er der flere fordele end ulemper? Så er han værd at kæmpe for. Er der derimod flere ulemper ved at blive sammen med ham end fordele, skal du nok overveje, om du ikke fortjener end bedre kæreste.

Jeg tænker, at det du kan gøre er, at næste gang I snakker sammen, så aftal at han skal komme hjem til dig og din mor for at snakke.
Aftal med din mor at hun også skal være der, så I alle tre kan snakke om det, der sker. Det kan være en stor hjælp at have en voksen med, der kan se på tingene lidt mere udefra.
Fortæl din kæreste, at det slet ikke er okay, at han brænder dig af, at du ikke længere kan stole på ham, og at han kontrollerer dig, så du ikke kan gå uden for en dør.
Fortæl ham, at det selvfølgelig er fint, at han bor ved sin far, men at det er rigtig ærgeligt, hvis hans far skal ændre på jeres gode forhold, og hvem han er som person.
Du er nødt til at snakke med ham om, at hvis I skal fortsætte med at være sammen, så skal han overholde jeres aftaler og behandle dig ordentligt, og stadig være den gode fyr, som du blev forelsket i for nogle måneder siden.

Jeg kan godt forstå, hvis du synes, at det er utrolig hårdt at give ham valget om, om han vil dig eller ej.
Men du er nødt til at passe på dig selv, og jeg kan blive helt bekymret, når jeg tænker over, hvad han ikke kunne ende med at trække dig ud i, hvis han ikke giver mere slip på sin biologiske far. Det er svært, især fordi du er meget forelsket i ham, men med tiden vil du kunne se, at du er nødt til at tænke på dig selv, og hvad der er godt for dig.
Hvis du føler, at det vil hjælpe at snakke med din kærestes mor og papfar omkring de her ting, synes jeg, at du skal besøge dem en dag - enten alene eller sammen med din mor.
Måske har de oplevet, at han har opført sig sådan før, og har måske nogle råd til, hvad I kan gøre, for at få ham på rette kurs igen, hvis din kæreste altså selv er villig til det.
Hvis du ikke føler, at din kæreste vil lytte på dig, når I snakker sammen, kan du skrive et brev til ham med alle de her tanker, som du så sender til ham. På den måde har han tid til at tænke over tingene, når han har dine følelser på skrift.
Du skal bare hele tiden huske på, at din kæreste selv træffer sine egne valg om, hvad han vil med sit liv, selvom det kan være svært at finde ud af. Det vigtigste er, at du bliver en glad pige, der igen tør gå i byen og føle sig fri.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du snart finder ud af det hele med din kæreste, så du ikke længere skal gå rundt og være forvirret og bekymret.
Venlig hilsen Mette

 

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program