Hej du,

Du lyder virkelig til at være en sød og omsorgsfuld datter. Jeg kan godt forstå du bliver bekymret når du ser hvordan dine forældre har forandret sig og lever i dag. Det er ikke nemt at stå på sidelinjen og føle sig hjælpeløs i situationen. Sådan som jeg hører det er du virkelig havnet lige i midten af det hele og det må være rigtig hårdt. Du spørger i dit brev om jeg kan forklare hvad det er der sker, men det må jeg desværre sige at det kan jeg ikke svare på. Jeg synes det lyder til, at dine forældre har haft meget om ørerne og nu er de trætte. De er gået i gang med store, omfattende projekter i huset, som vokser dem op over hovedet og det lyder til, at de giver op inden de er kommet igang fordi det virker helt uoverskueligt. Desuden lyder det til at de oveni det har en del bekymringer i forhold til dine halvbrødre, som nok også fylder en del hos dem. Når et menneske bliver helt udbrændt, så bliver selv aktiviteter der engang var vigtige og værdifulde for én umulige at overkomme. Det at din lillebror får lov at passe sig selv og gøre hvad der passer ham, kan måske skyldes denne udbrændthed? Jeg kan godt forstå du synes det er forkert og synd for alle.

Det lyder til, at du og din kæreste er rigtig søde til at tilbyde jeres hjælp, men at I ikke føler det bliver værdsat af dine forældre. Det kan være svært at acceptere når man nu tydeligt kan se at de har brug for hjælpen. Måske er det sådan du har det? Når jeg læser dit brev så får jeg sådan en helt klar fornemmelse af, at rollerne er skiftet. Det ansvar som forældre normalt har i forhold til at det praktiske kører nogenlunde, det har du nu påtaget dig i stedet for. Den forandring er svær. Jeg kan forestille mig, at den forandring både er svær for dig, idet du ser dine forældre i et helt andet lys, men også svær for dine forældre, fordi de kan have svært ved at acceptere at de har brug for andre til at hjælpe dem og måske særligt at de er nødsaget til at få hjælp fra deres eget barn. Jeg tror ikke du skal forstå det som en utaknemmelighed fra deres side af, men mere se det som at de har svært ved at vide hvordan de skal håndtere situationen og at noget de burde kunne klare, kan de pludselig ikke.

Jeg kan godt følge dig i at det kan være svært at sætte sig ind i for dig og for din kæreste, nu det lyder til at I begge er helt anderledes. Når I sætter jer noget for, så klarer I det. Det kan være svært at forstå problemet hvis ikke det er et problem man selv har. Med det mener jeg ikke, at I ikke er omsorgfulde og empatiske - for det er I helt bestemt! Rigtig meget endda. Jeg skriver det fordi det måske kan være vigtigt at huske på, at det er helt normalt at vi håndtere ting på forskellige måder og derfor kan det være svært at forstå hvorfor andre ikke kan klare ting, som man selv ville have nemt ved. Det lyder dog til, at dine forældre engang har været ligesom jer, og det gør det jo bare endnu sværere at forstå hvorfor det hele så har ændret sig så meget. Det kan jeg godt forstå!

I forhold til at du via din uddannelse har en helt anden viden og baggrund for dine bekymringer, så synes jeg kun du skal se det som en fordel. Jeg kan godt forstå du tænker over hvordan du skal fortælle dem om dine bekymringer, da det kan være svært at snakke om sine forældres livsstil, især hvis man er uenig i måden der leves på. Det lyder som om dine forældre igennem en periode nu har haft en del pres i forhold til dine halvbrødre og de mange projekter i huset og når man gennemgår sådanne perioder i sit liv, kan det være svært også at skulle træffe de sunde valg, for de kræver energi og overskud, som man ikke har. Nu ved jeg jo ikke hvilken uddannelse du er ved at tage, men måske kender du til en række gode råd, som du kan dele med dine forældre?

Du spørger hvad du skal gøre? I dit brev skriver du ikke så meget om hvor meget du har prøvet at tale med dine forældre om det, men jeg fornemmer at du har et behov for at få dem fortalt om dine tanker og bekymringer. Det synes jeg lyder som en god idé! Måske er dine forældre ikke klar over hvor meget af din tid der går med at bekymre sig og tænke på dem? Måske kan det hjælpe dem at se deres situation lidt ude fra? Måske kan I sammen finde på en løsning, som er holdbar for alle parter? Det kan du sagtens få formidlet på en måde så de ikke føler sig angrebet. Jeg tror dine forældre vil blive rørt over at du tænker på dem og så gerne vil hjælpe. Jeg tror bare de har svært ved at overskue situationen som den er lige nu og derfor er det svært at vise det overfor dig. Måske kunne du skrive et langt brev til dine forældre, hvor du beskrev dine tanker og bekymringer, så de får en chance for at finde ud af hvordan du har det med det hele. Det påvirker jo også alle jer børn og ikke kun dem selv. Et brev gør det også muligt lige at reflektere over det du har skrevet inden I eventuelt sætter jer sammen og snakker om det. Det kan være en god ide lige at give lov til at folk kan synke det man fortæller dem, inden de skal reagere på det.

Det er selvfølgelig svært at skabe mere overskud og energi for dine forældre, men måske kan du og din kæreste bruge jeres gode initiativer og jeres omsorgsfulde sind, til at få flere til at hjælpe med de mange projekter i huset. Måske har I noget familie eller nogle venner, som kan hjælpe til? Selvfølgelig skal du lige snakke med dine forældre om det først, men jo flere hænder jo hurtigere går det. Hvis nogle af de mange projekter bliver færdiggjort, kan dine forældre måske også bedre se at de en dag kan blive færdige med huset, så de ikke har det hængende over hovedet hele tiden. Så kan det være der kommer energi til nogle andre ting eller bare generelt kommer energi tilbage?

Det kan godt være at der skal mere professionel hjælp til for at hjælpe dine forældre videre. Det kan jeg ikke vurdere ud fra dit brev alene. Mine råd er nogle du kan overveje om du har lyst til at bruge og som måske kan hjælpe på dit forhold til dine forældre og måske det smitter af på dine forældres helbred (både fysisk og psykisk), men derfor kan det godt være at dine forældre bør opsøge anden hjælp også. Det skriver jeg bare så du ved at dine forældres situation jo godt kan skyldes en psykisk eller fysisk belastningsreaktion, som de ikke ved hvordan de skal gribe an. Hvis du har mistanke om det, synes jeg også det er noget du skal snakke med dem om og måske foreslå at de kan tage til deres læge og snakke med ham/hende om hvordan tingene er hjemme ved dem.

Jeg håber du kan bruge mit svar!

De bedste hilsner,

Astrid