mine forældre er dovne og opgivende

brevkassespørgsmål

mine forældre er dovne og opgivende

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 4 år 2 dage siden

Hej Cyberhus!

Nu er jeg godt nok ikke teenager mere, men ved simpelthen ikke hvor jeg skal plotte dette "problem" ind under. 
Det drejer sig om mine forældre, der er blevet direkte dovne, og ikke giver udrette noget længere. De har begge hver deres problemer at se til, der påvirker dem rigtig meget psykisk (mest min far) da min halvstorebror (min fars søn) overhovedet ikke giver involvere os i hans liv længere. De sidste par år, er begge mine forældre virkelig begyndt at give op på modet omkring ALT! min anden halvstorebror (min mors søn) har været indlagt på psyk, og kom ud for et par år siden, og har siden da, boet hos mine forældre. Han er dog lige flyttet ud, men mine forældre har ikke villet aktiverer ham, trods ALLE fra kommunen, sygehuset og psykologen samt lægen siger det er det bedste. Mine forældre har ikke orket (som de selv har sagt) at tage kampen op med ham, om hvorvidt han skal komme ud af sengen eller ej. Derudover har de opgivet lidt at opdrage på min lillebror.. Da vi var mindre fik ingen af os lov til at passe os selv, sidde foran computeren en hel dag, eller gå fra bordet før alle var færdige. På det sidste har de ikke gidet kalde på ham mere end én gang når vi har skullet spise, bede ham fjerne sig fra computeren og komme ud og udrette noget, eller bede ham spise op før han går fra bordet eller sige "tak for mad", som han i øvrigt sagtens kunne gøre da vi var mindre. Han er begyndt at råbe ekstremt meget når han spiller (også om natten) og når min kæreste og jeg kommer hjem for at sove (der er kun sofaen tilbage) kan vi slet ikke da, man kan høre ham ligeså tydeligt igennem væggen. Mine forældre gider ikke længere bede ham om at være stille eller slukke computeren når dette sker, og siger bare "jaa.. men vi orker simpelthen ikke at tage kampen nu". Så ender det som altid med at min lillebror går sent seng (ofte kl. 6 om morgenen) og sover hele dagen, for så at fortsætte på ny, hvor vi ikke kan sove..

Dette er blot småting.. I forhold til dovenskabet er det blevet ulideligt til tider at se på. De bor på en gammel nedlagt landejendom, og har siden vi flyttede ind været utroligt gode til at passe den. Men pludselig ville de have lavet ny terresse, OG nyt køkken, OG ny gang, OG nyt badeværelse, OG ryddet op i stalden, OG..... listen er lang.. Disse projekter er alle virkelig store projekter i deres hus, og de er så småt startet på dem alle, men at lave en terresse har for dem snart taget 5+ år.. de gider simpelthen ikke at gå igang.. De bruger altid undskyldningerne med at "ej idag har jeg ondt i nakken, og så bliver det træls for mig", eller "Ej, skal vi ikke lige gå ind og tage en lur i en time, og så gå igang bagefter" trods vi har været vågne og igang i 3 timer i forvejen. de har virkelig ikke altid været sådan her, og har før i tiden sagtens kunnet komme i gang. De gider ikke en gang slå græsset mere, og det er vokset til små buske nogle steder af brændenælder, og græsset er blevet som på en eng der ikke har gået nogen på i MEGET lang tid.. Husker ikke græsset har været slået de sidste 2 år.. 

Min kæreste kommer fra en familie hvor tingene bliver lavet meget kort tid efter man har sat sig for det, og så tager man én ting af gangen, så det samtidig er til at gabe over. Sådan har jeg faktisk også været, trods mine forældre ikke er sådan. Vi har tilbudt at hjælpe dem med at lave nogle enkelte projekter, og vi har ny ryddet ud i stalden på en weekend (som for dem alene ikke har været gjort siden vi flyttede ind for godt 17 år siden). derudover er vi lige gået igang med det værelse de har opgivet at lave. De ville lave et gæsteværelse på mit gamle værelse, og har pillet loftet ned, revet gulvet op og påbegyndt at pudse væggene. de nåede så ikke længere end den ene af de 4 vægge et værelse indeholder, og har siden bare brugt det til opbevaring. Vi forsøger lidt at skubbe dem igang ved at fortælle vi gerne vil hjælpe, men de tager lidt vores hjælp for givet, da min kæreste og jeg, sagtens kan få lov at gå rundt der inde selv, mens de bare ligger og tager sig en lur. 

Jeg er ved at tage en uddannelse hvor jeg forstår konsekvenserne af dovenskab og overvægt. Mine forældre tager mere og mere på i vægt, og min mor har haft blodprop, og min far har en svulst. Så jeg ved ikke hvordan jeg skal fortælle dem disse ting på en rigtig god måde, uden det starter en diskussion hvor de føler sig ramt eller såret. Min far er fx lidt træt af min kæreste for tiden da min kæreste har så meget gå på mod og bare vil hjælpe, hvorimod min far hellere vil sove, og min kæreste så forsøger at argumenterer for at det måske vil være bedst at komme igang, og så være træt på den gode måde i aften, og så være færdige med værelset snart, så vi ikke går fra et halvfærdigt værelse, og måske kommer og besøger dem om 2-3 måneder igen, og de så ikke har orket at male det færdigt, eller lægge gulvet. 

Hvad i alverden skal jeg gøre? og hvad kan det skyldes? vil så gerne undgå at se dem gå længer ned end de i forvejen er, og vil jo helst heller ikke se dem få nogle sundhedsmæssigt problemer. de klager meget over mangel på penge, men det er tydeligt at se udefra at de prioriterer dem forkert i forhold til de ting de gerne vil. 

Håber i har en mulighed for at forklare mig et eller andet, eller evt. give mig nogle redskaber til hvordan jeg tager en stille og rolig snak med dem, uden de føler sig angrebet

Svar: 

Hej du,

Du lyder virkelig til at være en sød og omsorgsfuld datter. Jeg kan godt forstå du bliver bekymret når du ser hvordan dine forældre har forandret sig og lever i dag. Det er ikke nemt at stå på sidelinjen og føle sig hjælpeløs i situationen. Sådan som jeg hører det er du virkelig havnet lige i midten af det hele og det må være rigtig hårdt. Du spørger i dit brev om jeg kan forklare hvad det er der sker, men det må jeg desværre sige at det kan jeg ikke svare på. Jeg synes det lyder til, at dine forældre har haft meget om ørerne og nu er de trætte. De er gået i gang med store, omfattende projekter i huset, som vokser dem op over hovedet og det lyder til, at de giver op inden de er kommet igang fordi det virker helt uoverskueligt. Desuden lyder det til at de oveni det har en del bekymringer i forhold til dine halvbrødre, som nok også fylder en del hos dem. Når et menneske bliver helt udbrændt, så bliver selv aktiviteter der engang var vigtige og værdifulde for én umulige at overkomme. Det at din lillebror får lov at passe sig selv og gøre hvad der passer ham, kan måske skyldes denne udbrændthed? Jeg kan godt forstå du synes det er forkert og synd for alle.

Det lyder til, at du og din kæreste er rigtig søde til at tilbyde jeres hjælp, men at I ikke føler det bliver værdsat af dine forældre. Det kan være svært at acceptere når man nu tydeligt kan se at de har brug for hjælpen. Måske er det sådan du har det? Når jeg læser dit brev så får jeg sådan en helt klar fornemmelse af, at rollerne er skiftet. Det ansvar som forældre normalt har i forhold til at det praktiske kører nogenlunde, det har du nu påtaget dig i stedet for. Den forandring er svær. Jeg kan forestille mig, at den forandring både er svær for dig, idet du ser dine forældre i et helt andet lys, men også svær for dine forældre, fordi de kan have svært ved at acceptere at de har brug for andre til at hjælpe dem og måske særligt at de er nødsaget til at få hjælp fra deres eget barn. Jeg tror ikke du skal forstå det som en utaknemmelighed fra deres side af, men mere se det som at de har svært ved at vide hvordan de skal håndtere situationen og at noget de burde kunne klare, kan de pludselig ikke.

Jeg kan godt følge dig i at det kan være svært at sætte sig ind i for dig og for din kæreste, nu det lyder til at I begge er helt anderledes. Når I sætter jer noget for, så klarer I det. Det kan være svært at forstå problemet hvis ikke det er et problem man selv har. Med det mener jeg ikke, at I ikke er omsorgfulde og empatiske - for det er I helt bestemt! Rigtig meget endda. Jeg skriver det fordi det måske kan være vigtigt at huske på, at det er helt normalt at vi håndtere ting på forskellige måder og derfor kan det være svært at forstå hvorfor andre ikke kan klare ting, som man selv ville have nemt ved. Det lyder dog til, at dine forældre engang har været ligesom jer, og det gør det jo bare endnu sværere at forstå hvorfor det hele så har ændret sig så meget. Det kan jeg godt forstå!

I forhold til at du via din uddannelse har en helt anden viden og baggrund for dine bekymringer, så synes jeg kun du skal se det som en fordel. Jeg kan godt forstå du tænker over hvordan du skal fortælle dem om dine bekymringer, da det kan være svært at snakke om sine forældres livsstil, især hvis man er uenig i måden der leves på. Det lyder som om dine forældre igennem en periode nu har haft en del pres i forhold til dine halvbrødre og de mange projekter i huset og når man gennemgår sådanne perioder i sit liv, kan det være svært også at skulle træffe de sunde valg, for de kræver energi og overskud, som man ikke har. Nu ved jeg jo ikke hvilken uddannelse du er ved at tage, men måske kender du til en række gode råd, som du kan dele med dine forældre?

Du spørger hvad du skal gøre? I dit brev skriver du ikke så meget om hvor meget du har prøvet at tale med dine forældre om det, men jeg fornemmer at du har et behov for at få dem fortalt om dine tanker og bekymringer. Det synes jeg lyder som en god idé! Måske er dine forældre ikke klar over hvor meget af din tid der går med at bekymre sig og tænke på dem? Måske kan det hjælpe dem at se deres situation lidt ude fra? Måske kan I sammen finde på en løsning, som er holdbar for alle parter? Det kan du sagtens få formidlet på en måde så de ikke føler sig angrebet. Jeg tror dine forældre vil blive rørt over at du tænker på dem og så gerne vil hjælpe. Jeg tror bare de har svært ved at overskue situationen som den er lige nu og derfor er det svært at vise det overfor dig. Måske kunne du skrive et langt brev til dine forældre, hvor du beskrev dine tanker og bekymringer, så de får en chance for at finde ud af hvordan du har det med det hele. Det påvirker jo også alle jer børn og ikke kun dem selv. Et brev gør det også muligt lige at reflektere over det du har skrevet inden I eventuelt sætter jer sammen og snakker om det. Det kan være en god ide lige at give lov til at folk kan synke det man fortæller dem, inden de skal reagere på det.

Det er selvfølgelig svært at skabe mere overskud og energi for dine forældre, men måske kan du og din kæreste bruge jeres gode initiativer og jeres omsorgsfulde sind, til at få flere til at hjælpe med de mange projekter i huset. Måske har I noget familie eller nogle venner, som kan hjælpe til? Selvfølgelig skal du lige snakke med dine forældre om det først, men jo flere hænder jo hurtigere går det. Hvis nogle af de mange projekter bliver færdiggjort, kan dine forældre måske også bedre se at de en dag kan blive færdige med huset, så de ikke har det hængende over hovedet hele tiden. Så kan det være der kommer energi til nogle andre ting eller bare generelt kommer energi tilbage?

Det kan godt være at der skal mere professionel hjælp til for at hjælpe dine forældre videre. Det kan jeg ikke vurdere ud fra dit brev alene. Mine råd er nogle du kan overveje om du har lyst til at bruge og som måske kan hjælpe på dit forhold til dine forældre og måske det smitter af på dine forældres helbred (både fysisk og psykisk), men derfor kan det godt være at dine forældre bør opsøge anden hjælp også. Det skriver jeg bare så du ved at dine forældres situation jo godt kan skyldes en psykisk eller fysisk belastningsreaktion, som de ikke ved hvordan de skal gribe an. Hvis du har mistanke om det, synes jeg også det er noget du skal snakke med dem om og måske foreslå at de kan tage til deres læge og snakke med ham/hende om hvordan tingene er hjemme ved dem.

Jeg håber du kan bruge mit svar!

De bedste hilsner,

Astrid

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program