Min kærste vs. ham jeg ikke kender.

brevkassespørgsmål

Min kærste vs. ham jeg ikke kender.

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 12 år 9 måneder siden

Hej cyberhus. Ligeså pinligt det er at være 20 år og skrive ind til jer for at få kærlighedsråd, ligeså nødvendigt føler jeg det er, da jeg ikke føler dette er noget jeg kan snakke med de nærmeste om af frygt for at det kommer ud. Jeg har været kærester med min kæreste der er et år ældre end mig i 2 år. Vi har alt i alt haft et rigtig godt forhold, er meget tætte og jeg elsker ham. Problemet med ham er måske, at jeg ikke altid føler han lever op til de "krav" jeg har til den mand jeg skal dele resten af mit liv med. Jeg er kun 20 og er derfor klar over, at beslutningen om jeg vil være sammen med ham for evigt ikke skal tages nu, men han taler meget om at flytte sammen, og det ser jeg som et meget stort skridt, hvis jeg ikke er sikker på at jeg skal være sammen med ham altid. Hvis jeg tænker på at slå op med ham, begynder jeg dog at græde. Jeg kan slet ikke holde tanken ud med ikke at skulle være sammen med ham mere.. Det gør mig så ked af det! I de sidste 6 år har jeg skrevet med en fyr over nettet. Vi har fælles bekendte og har brugt utallige timer sammen på msn - 6 år hvor vi ugenligt nok har skrevet mindst 4 timer sammen, dog uden at mødes, da jeg aldrig har følt mig klar til det, og de sidste 3 år haft noget kørende med min kæreste og før det, en anden fyr. Men nu er lysten til at mødes med min "cyberven" blevet meget større. Han har de helt samme værdier som mig, vi får grineflip af hinanden når vi skriver og hygger os helt vildt. Hvis kemien er ligeså god i virkeligheden som den er på skrift, så er det helt vildt, og af den grund har jeg sådan lyst til at mødes med ham, hvilket jeg dog ved jeg ikke kan pga. min kæreste, og jeg vil føle mig utro hvis jeg mødtes med ham, selvom det kun var på et venskabeligt plan. Synes det er et forbandet svært dilemma! Jeg føler ikke at jeg bare kan droppe kontakten med min cyberven, hvis han nu ér ligeså fantastisk i virkeligheden, for så føler jeg at jeg går glip af potentielt mit livs store kærlighed? Samtidig elsker jeg min kæreste, og selvom jeg ikke ved om det skal være os 2 for altid, så føler jeg mig ikke klar til at gå fra ham... Jeg mangler bare nogle refleksioner, så jeg til sidst kan tage en god beslutning.

 

Svar: 

hej med dig

Kærlighed kan være en svær størrelse at have med at gøre, og der er mange overvejelser man skal gøre sig. Jeg vil ud fra hvad du skriver prøve at liste nogen tanker op som jeg tænker, og så kan du se om det er noget du kan bruge

Du skriver, at han snakker om at i skal flytte sammen, og det er en stor beslutning at tage for dig. Har du snakket med ham om at det er stort for dig at flytte sammen med ham? hvis ikke syntes jeg du skal være ærlig overfor ham, og sige det som du har det med det hele. Det er helt ok at du tvivler og er usikker. Det er en stor beslutning og jeg synes faktisk det er super, at du lytter til dine følelser og mærker efter. Jeg tror på det hjælper at være ærlig og snakke det igennem, fordi så kan du høre om hans følelser og dine tanker kan få lidt luft og han kan svare på noget af det. Måske har han også nogle tanker og er lidt usikker over det hele.

Den snak med din kæreste kunne måske hjælpe dig til at tage en beslutning om hele den situation du står i.

Fedt at du har mødt en ven du har det så godt med, og hvor kemien bare sidder lige i skabet!! Jeg læser det ud af din tekst, som om din kæreste ikke ved hvordan du har det med denne gut, og igen syntes jeg det er enormt vigtigt at man spiller med åbne kort i et forhold, og fortæller hinanden om de andre personer i ens liv. Det kan jo være din kæreste syntes det er helt fint at i mødes over en kop kaffe på en cafe engang imellem, og du ville slippe for tanken om at du var utro?

Hvis ikke der er andet end venne følelser overfor din cyberven, så syntes jeg godt du kan være ærlig over for din kæreste og sige at du gerne vil møde ham, hvilket jeg også tror han vil forstå. Venner skal man jo kunne have, selv i et forhold.

På den anden side lyder det til, at han fylder så meget for dig, at du måske har brug for at få afklaret om det er et venskab eller et kærlighedsforhold der har udviklet sig på msn. Hvis man mødes rigtigt, så er det slet ikke sikkert det er kærlighed, fordi det er så anderledes end online.

Jeg synes på en måde man er lidt utro, hvis man lader en anden fyr fylde så meget i tankerne, uden at finde ud af hvor man står eller er ærlig over for sin kæreste. Så måske kunne det være med til at også at afklare dit forhold til din kæreste, hvis du fik afklaret dit forhold til din cyberven. Måske er det forholdet til ham der holder dig tilbage omkring det med at flytte sammen med din kæreste?

Håber du kunne bruge mine refleksioner over det du skrev, og selv tænke videre på dem, for at komme frem til en fornuftig løsning. Ellers er du altid velkommen til at kigge forbi vores chatrådgivning. Her sidder der andre voksne som måske kan give dig nogle flere refleksioner.

venlig Hilsen

David

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program